Formuepleje går ind i ejendomsmarkedet

Fremover bliver det også muligt for Formueplejes kunder at investere i boligejendomme. Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter udvider med nyt forretningsområde inden for fast ejendom.

Formuepleje udfordrer nu de etablerede spillere på det danske ejendomsmarked. Formuepleje er klar med en helt ny fond, Formuepleje Ejendomme 1 P/S, og giver nu sine investorer mulighed for at købe sig ind i danske ejendomsinvesteringer. I forvejen forvalter Formuepleje på vegne af kunderne over 50 milliarder kroner i værdipapirer.

”Etableringen af et nyt forretningsområde i Formuepleje-regi er en skelsættende begivenhed for Formue­plejekoncernen. Vi tror på, at ejendomsmarkedet på lang sigt er attraktivt at investere i, og det er et oplagt supplement til de investeringsmuligheder, vi i forvejen har på hylden,” siger Niels B. Thuesen, adm. direktør og partner i Formueplejekoncernen.

Den rigtige model
Skridtet ind på ejendomsmarkedet skal ses som et led i udviklingen af den samlede service, som vi kan tilbyde vore kunder. For den langsigtede investor er det en god idé at illikvide investeringer også skal indgå i den samlede ­portefølje. Det giver en bedre risikospredning, hvis man gør det på den rigtige måde.

”Vi mener, at vi nu har fundet den rigtige model for at gøre vores indtog i ejendomsbranchen. Vi kan tilbyde et produkt, der passer ind i vores værdier om transparens og sammenfaldende interesser med kunderne. Blandt andet modtager Formuepleje først et resultathonorar, når kunden har fået sin investering igen med et positivt afkast på mere end 2 procent, der er ingen transaktionsindtjening og ingen up-front betaling, og der er ingen skjulte omkostninger. Og så investerer vi selv med på samme vilkår som vores kunder,” forklarer Niels B. Thuesen, som tilføjer, at der lige nu er en tydelig tendens til, at investorer i stigende grad efterspørger illikvide investeringer.

Den første fond skal primært investere i boligejendomme i større byer, hvor der vil kunne forventes tilflytning. Planen er at investere i både bestående boligejendomme og ejendomme under opførelse.

”Men faktisk mener vi, at ejendomsmarkedet altid har været en god ide at investere i, det er bare i de seneste år, at det er begyndt at vinde indpas hos private investorer. Formuepleje er et investeringshus, der sætter kundens interesser først, og vi skal selvfølgelig udvikle os med vores kunder,” siger Niels B. Thuesen.

Stærk ledelse på plads
For at komme så godt i gang som muligt med det nye forretningsområde har Formuepleje ansat et særdeles erfarent ledelsesteam til at sikre, at der kommer et godt resultat til investorerne.

Den erfarne Lars-Erik Larsen er hentet ind som ejendomsdirektør. Han har i mange år været adm. direktør for ejendomsudvikleren Domis, hvor han har leveret særdeles gode afkast på udvikling af ejendomme og administra­tion heraf.

”Det er en utroligt spændende opgave, jeg har fået. Det motiverer mig voldsomt, at vi med dette initiativ ønsker at sætte en ny og højere standard for ejendomsbranchen, hvor der er interessefællesskab mellem os og kunderne,” siger Lars-Erik Larsen, der også får kompetent vejledning, når der er brug for det.

I forbindelse med lanceringen af ejendomsfonden tilknyttes nemlig et advisory board med deltagelse af tunge profiler fra ejendomsbranchen – adm. direktør Henrik Jensen fra DFE, ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen fra Home samt Erik Andresen, adm. direktør og medejer i Nybolig Erhverv.

”Derudover er Formueplejes investerings­komite inde over alle investeringer, så kompetencerne og god governance er på plads fra starten og prioriteret højt,” uddyber Lars-Erik Larsen.

En robust investering
Formuepleje ser stadig god værdi flere steder i ejendomsmarkedet, selv om det allerede er steget meget de seneste år. Der er efter Formueplejes vurdering mere at komme efter – ikke mindst fordi den lave finansieringsrente skaber en unik mulighed for at sikre en robust investeringscase.

For at blive investor i Formuepleje Ejendomme 1 P/S kræver det en minimumsinvestering på 750.000 kroner og en investeringshorisont på op til 10 år. Horisonten kan dog forlænges med op til 5 år, hvis det skønnes, at det ikke er opportunt at realisere investeringerne i 10 årsperioden.

”Herved kan vi sikre, at afkast bliver meget robust og med stor sand­synlighed undgår vi negative afkast, også selv om vilkårene ændrer sig til det værre på ejendoms­markedet,” slutter Formueplejes nye ejendomsdirektør Lars-Erik Larsen.

Læs mere om ejendomsfonden