Spring til indhold

18. juli 2023

Fra lilleput til branchens top-10 — Casper har skabt en ølrevolution på bøgekviste og birkesaft

Af kommunikation

Brygmester Casper Møller er vokset op med en særlig interesse for skovens afgrøder – og for øl. I dag er han ejer af Skovlyst Production, et af landets hurtigst voksende specialbryggerier.

Drengeårene i Hareskovene er rifter og blå mærker, harpiksfedtede fingre, myggestikkonkurrencer, pinde i myretuer og den søde smag af hjemmelavet hyldeblomstsaft, som mor serverer med pandekager og syltetøj til, imens hun småskælder over den nye T-shirt, som aldrig bliver T-shirt igen.

Det er i de år, han tegner dækmærker overalt på jordstierne med sin racercykel, bygger huler og tager på opdagelse i skoven med sin morfar og leder efter insektlarver på træer og blade – og senere, som teenager, får han smag for øl og piger, men skoven er stadig hans legeplads.

Det vind og skæve traktørsted i udkanten af Hareskoven drager ham. Det har ligget der siden 1892, og en skønne dag mange år senere vender han tilbage til stedet, og med dét begynder et ægte dansk øleventyr.

Men først aftjener han sin værnepligt, og bagefter læser han til kemiingeniør på DTU. Han dyrker sin interesse for øl, mikrobiologi og biokemi og forsvinder ind i gærens forunderlige verden.

Han skriver ingeniørspeciale inden for bryggeriindustrien og bliver ansat hos Carlsberg, og de næste mange år er én lang læringsrejse.

Som 32-årig er han brygmester og nu medejer af en restaurant og et mikrobryggeri, efter han sammen med tre partnere overtager sin barndoms gamle traktørsted.

De fire vil forskellige veje, og med tiden bliver virksomheden delt. Han fortsætter alene som hovedaktionær af Skovlyst Production A/S. Bryggeriet er i dag i top-10 over de bedst sælgende danske bryggerier og fortsætter sin vækstrejse.

Hvad var det for et marked, du kastede dig ud i som ung bryggeriejer?

I de første år af min karriere rejste jeg rundt i verden, lærte af de garvede brygmestre og var med i smagspaneler. I det univers oplevede jeg, at mainstream-øllet herhjemme på det tidspunkt var ret kedeligt og meget pilsner-anarkistisk. Når jeg rejste i England, Belgien, Tjekkiet og USA oplevede jeg en helt anden blomstrende ølkultur.

Ideerne begyndte at boble i mig. Jeg tænkte, at der måtte kunne gøres noget for at få andre øltyper ud til danskerne. Jeg følte en fascination over den tusind år gamle danske ølkultur. Den fascination ville jeg gerne give videre til folk.

Drømmen voksede, efterhånden som jeg var med til at sætte Skovlyst på øllandkortet. Mit mål dengang og nu er, at Skovlyst skal være folkets specialøl.

Hvordan fandt du på at bruge birkesaft og bøgekviste til at lave øl?

I 2005 var det nyt at bruge skovens afgrøder til at skabe nye ølvarianter. Sammen med den lokale skovløber, som også var glad for øl, tog jeg på ture i Hareskoven. Han lærte mig om de skiftende afgrøder og var meget engageret i at tappe saft fra birketræerne. Birkesaft var den første afgrøde, vi tog fat i og fik tappet og smidt i brygkedlerne. Det blev til vores pilsner ”Birkebryg”.

Vi eksperimenterede videre med egetræslagret øl, med bøgekviste i gæringstankene – det duede ikke. Så prøvede jeg med bøgetræsrøget malt, og vi fik den gode fyldige smag i vores øl.

For tre år siden sagde du farvel til rollen som CEO og blev innovationsdirektør. Hvorfor?

Jeg vil helst være den udviklende, den innovative dynamo. Da Skovlyst åbnede, kunne vi brygge cirka 1000 liter ad gangen, i dag brygger vi over 2,5 millioner liter øl om året.

I takt med, at virksomheden er vokset, har jeg været på en kommerciel rejse og selv haft mange roller. Pludselig skulle jeg ansætte folk og ikke kun være god til at lave øl, men også til marketing og salg. Hele den iværksætterrejse har jeg været en del af, men min styrke ligger i hele tiden at ville udvikle og gå ud i sandkassen og prøve nye ting af.

Hvad er din vigtigste bedrift som virksomhedsejer?

Det her med at have drømmen om at skabe ”folkets specialøl” og lykkes med det – det lyder måske banalt, men det kræver meget mere end bryg-teknisk viden.

Vi har været med til at flytte forbrugerne og lave specialøl til fornuftige priser. På den måde har vi fået danskerne med på en rejse og gjort kvalitetsøl tilgængelig for
alle. Dét er jeg mest stolt af.

Hvilke lande er de stærkeste ølnationer, synes du?

Europa det er jo den moderne øls vugge. Vi har bryggerier, som er tusind år gamle. Særligt nogle af de tyske bryggerier har en utrolig historie, men både Tyskland, Belgien og Tjekkiet har en fantastisk ølkultur. Herhjemme har vi virkelig også rykket os de sidste femten år, vi har vist, at vi også kan – og at vi kan andet end at lave hvidtøl og skibsøl, som Danmark ellers var kendt for.

I 1990’erne var der 17 bryggerier herhjemme, i dag har vi flere end 250.

Danmark er en ølnation. Hele vores kultur og historie er enormt centreret omkring det her med, at danskerne altid har været vilde med øl. Bare tag et ord som ’bryggers’. Det kommer af, at man for hundrede år siden selv bryggede øl hjemme i bryggerset.

Skal Skovlyst være en eksportsucces?

Jeg har turet rundt og prøvet kræfter med eksportdelen i Sverige, Norge – sågar i Kina, hvor vi i en årrække tog på messer i Shanghai, og vi solgte også adskillige containere derude. Det har været spændende for mig at komme ud og opleve salgsdelen, men vi er først og fremmest en dansk virksomhed, og der er stadig langt til Jylland for os. Vi har en rejse foran os herhjemme, inden vi begynder at lægge de helt store eksportstrategier.

Hvad bliver den næste store salgssucces?

Alkoholfri øl er den næste store ølrevolution. 25 procent af de Skovlyst-øl, vi brygger, er alkoholfri. I takt med at danskerne er blevet mere bevidste om livsstil, kalorier, og at man også skal kunne sætte sig bag et rat og køre bil efter en god frokost – det er der virkelig kommet fokus på. 

Jeg har det med investeringer som med min virksomhed. Fokus er langsigtet

Casper Møller fortæller om sin debut som investor og sine tanker om at investere. Det handler om at vide, hvad man vil i fremtiden – og så holde fokus langsigtet, mener han.

Jeg kom ret sent på banen med investeringer. Det var faktisk i virksomhedsregi, i Skovlyst-regi, jeg begyndte at investere. Som årene gik, kom der penge ud af at drive virksomhed, og mine partnere og jeg så hinanden i øjnene og tænkte – hvad skal vi gøre med de her penge? Pilen pegede på Formuepleje.

Jeg bruger en del tid på mine investeringer. Hvor i livet er jeg? Hvad drømmer jeg om? Hvornår er det tid at trække sig tilbage? Alt det forsøger jeg at veje op i forhold til mine investeringer, spredning og tidshorisont.

De sidste tre-fire år har været meget specielle som investor. Havde man ikke været vant til at investere før coronakrisen, må det have været en endnu vildere oplevelse.

Hold nu op, hvor gik det let det hele! Aktiemarkedet ville kun én vej, opad. Det var der, jeg fik min lidt større private debut og begyndte at investere i mit holdingselskab, private midler og fik oprettet en aktiesparekonto.

Formuepleje har meget at byde på rådgivningsmæssigt – en god, saglig rådgivning, som ikke er partisk. Jeg har virkelig læst og taget Helle Snedkers artikler til mig – om hvad man skal være opmærksom på og hvornår.

Jeg er en langsigtet investor, ikke en af dem, der har prøvet at cashe ud for så at prøve at time markedet og komme ind i det igen. Sidste år var lidt en rutsjetur, det var en speciel oplevelse at se sine værdipapirer falde så meget i værdi, det har jeg ikke prøvet før. Det har været sin sag at bevare roen og se det hele i et langsigtet perspektiv. Ikke desto mindre er det det, jeg har gjort, og det er også typisk det budskab, Formuepleje kommer med.

Jeg vælger at se langsigtet på mine investeringer, lige som jeg ser på Skovlyst som bryggeri og virksomhed, der skal udvikle sig og brygge masser af spændende øl i mange år frem. Nogle af de bedste bryggerier i verden har eksisteret i fem, seks og syv generationer og er stadig familieejede. På samme måde går vi ikke med exit-strategier eller tænker i børsnoteringer, som man måske kunne tro.

Min søn, min ældste, blev færdig med gymnasiet for halvandet år siden og arbejder i sit sabbatår i salgsafdelingen og er ude at repræsentere os i butikkerne. Han skal læse videre, men han har gennem tiden været inde og snuse til fars virksomhed, og måske vil han en dag føre Skovlyst videre.

Som forælder giver det en fantastisk dimension i forældreskabet, at man kan inddrage sine børn i noget, man selv har skabt, og som har betydet så meget for en.

Artiklen har været bragt i seneste magasin. Du kan læse den og de andre artikler i magasinet i iPaper her.

Disclaimer

Ovennævnte er udarbejdet af Formueplejekoncernen til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge noget værdipapir. De nævnte oplysninger med videre kan heller ikke betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Formueplejekoncernen kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af kunders/investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysningerne i ovennævnte. Vi har bestræbt os på at sikre, at oplysningerne i ovennævnte er fuldstændige og korrekte, men kan ikke garantere dette og påtager os intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Investorer gøres opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. For yderligere information kontakt venligst info@formuepleje.dk

Vil du vide mere?

Få en second opinion eller bestil en intropakke og få mere viden om, hvad vi kan gøre for dig. 

Bestil en intropakke

Få en uforpligtende intropakke, og læs mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Send mig en intropakke

Få seneste nyt

Hold dig opdateret på investering, privatøkonomi og den aktuelle udvikling på de finansielle markeder med Formueplejes nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tal med en rådgiver

Bliv kontaktet af en rådgiver og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op

Få viden om dine muligheder med Formuepleje

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Vores investeringskoncept

Vi stræber efter et højt langsigtet afkast

Uanset hvilken risikoprofil du vælger, så stræber vi altid efter at levere så højt et afkast til dig som muligt.
Få indblik i vores investeringskoncept
Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde

Vi har fonde til alle risikoprofiler

Vores fonde bygger på teorien om den optimale portefølje. Vi har investeringskoncepter til alle risikoprofiler, hvadenten den er lav eller høj.
Se vores udvalg af fonde
Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Personlig rådgivning

Skal vi tage en snak om dine investeringer?

Når vi rådgiver om din formue og investeringer, kigger vi altid på dine individuelle behov og ønsker om risiko og investeringshorisont.
Tal med en rådgiver