Klumme: Der findes veje til mere konkurrence i pensionssektoren hvis man vil

Der er løbende debat om, hvorvidt konkurrencen i pensionssektoren er omfattende nok. Senest har Finanswatch atter grebet depechen, og det er godt, for debatten er vigtig – og desværre også lidt overset.

Pension anno 2021 har mange nuancer, der er værd at dykke ned i. Noget af det, vi – uanset omfanget af konkurrence – skal glæde os allermest over er, at rigtig mange ”automatisk” får en privat pensionsopsparing, når de træder ind på arbejdsmarkedet. 

Sådan var det ikke tidligere, og det er hævet over enhver tvivl, at det er en super god ting for mange unge, at der er indbygget opsparing til pension som en del af deres lønpakke, når de starter i deres første job. Ellers ville nogle af dem vælge at få pengene i hånden her og nu, hvor de har meget brug for dem i forbindelse med etablering af familie, entre på boligmarkedet osv. Men desværre ville de så samtidig gå glip af den enorme gave det er at spare op, investere og vente i lang tid på at få det fulde udbytte af renters-rente-effekten.

Derfor er pension også et af de ganske få områder, hvor jeg rent faktisk kan støtte op om, at fællesskabet er klogere end den enkelte. For jeg er bange for, at mange ikke ville komme i gang i tide, hvis de selv skulle bestemme. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan få øje på potentielle forbedringer af konkurrencesituationen, som andre – bakket op af rapporter – også har efterlyst.

Hvordan gør vi pension mere fleksibel?

For hvorfor er det som arbejdstager egentlig min chef, der skal bestemme, hvor min pension skal hen? Det giver ikke ret meget mening. Nogen vil indvende, at når chefen samler alle sine ansatte i én aftale med ét pensionsselskab, så vil de ansatte ofte få bedre vilkår, end hvis de hver især ringede til pensionsselskabet og spurgte til prisen på tab-af-erhvervsevne-dækning; pris på dødsfaldsdækning, og hvad der ellers indgår i sådan en pakke. Men det kunne jo være, at der gemte sig nogle fleksible løsninger på den problematik.

En mulighed var, at det – som nu – var en del af ansættelsesvilkårene for en lang række medarbejdere i danske virksomheder, at en del af lønnen indbetales til pension. Du som ansat kunne imidlertid selv pege på, hvor din pension skal bo. Det kan du gøre ud fra gode informationer om, hvad det koster de enkelte steder, og hvilken performance, altså hvilke afkast, de forskellige udbydere har leveret over tid. Derudover kan udbyderne så konkurrere på vilkår omkring dækning, services mv., hvor de skulle kæmpe om hver enkelt pensionskundes gunst.

Det kunne måske være en mulighed for at komme den manglende konkurrence på pensionsområdet til livs, hvis man har den målsætning. Uanset hvad, så er debatten om, hvorvidt vi kan forbedre og forfine vilkårene for landets pensionskunder ualmindeligt vigtig. I sidste ende kan der blive tale om temmelig store beløb, når pensionsopsparingen skal til udbetaling. Vi er som nævnt indledningsvist i den gunstige situation, at en stor del af arbejdsmarkedet kommer tidligt i gang med pensionen – og nu gælder det så om, at vi bruger de mange år til at spare op og investere bedst muligt, så snebolden samler mest muligt op undervejs – og ender med at være så stor som muligt, når vi kommer til målstregen, hvor vi skal i gang med at bruge af den.

Artiklen blev også bragt i Erhverv+ torsdag den 10. juni 2021