Hvad styrer dine investeringer lige nu – og hvorfor

Hvad har været de vigtigste temaer i år indtil nu, og hvad har det betydet for markederne?

To temaer har i særlig grad sat dagsordenen på de finansielle markeder i år: Inflation og vækst.

Inflationsfrygten tog især fart i marts. Eskaleringen i Iran-USA-konflikten og bekymringerne for forsyningssikkerheden i Hormuzstrædet sendte energipriserne op og skabte bredere inflationsbekymring. Det satte både aktier og obligationer under pres.

Det andet store tema har været vækst – både i økonomien og på selskabsniveau. Robuste amerikanske nøgletal viste en økonomi med bemærkelsesværdig modstandskraft, og samtidig leverede flere selskaber med eksponering mod AI-udviklingen ekstraordinært stærke regnskaber.

Opblomstringen af væksttemaet løftede aktierne markant igen. Inflationsfrygten aftog også en smule, men efter vores vurdering var den vigtigste drivkraft, at det AI-drevne væksttema kom tilbage i fokus.

Obligationsmarkedet har til gengæld haft sværere ved at finde samme lettelse. Renterne er forblevet relativt høje, blandt andet fordi stærke amerikanske nøgletal har dæmpet forventningerne om yderligere rentenedsættelser.

Også råvaremarkederne har i den grad præget vækst- og inflationstemaerne, her er energirelaterede råvarer steget mest.

Har markedsuroen i år været usædvanlig, eller har vi set noget lignende før?

Ja og nej. Markedsuroen i marts var tydelig, men den var ikke ekstrem historisk set. Hvis vi tager udgangspunkt i VIX-indekset – ofte kaldet aktiemarkedets “frygtbarometer” – så toppede uroen indtil videre i marts. VIX måler den indregnede volatilitet på det amerikanske aktiemarked, baseret på optionspriser, og giver derfor et billede af, hvor nervøse investorerne er for kommende udsving i aktiemarkedet. I marts lå VIX i gennemsnit på knap 26. Det er klart over det normale og vidner om forhøjet markedsstress, men det er samtidig ikke ekstremt i historisk sammenhæng. Perioder med tilsvarende eller højere uro optræder med jævne mellemrum.

Med andre ord har uroen været bemærkelsesværdig, men ikke usædvanlig i den forstand, at vi ikke har set det før. I foråret 2025 var markedsuroen f.eks. væsentligt mere udtalt i forbindelse med Trumps toldtrusler og den handelspolitiske usikkerhed. Og i 2022 var uroen både kraftigere og langt mere langvarig, da centralbankerne reagerede på den vedvarende høje inflation.

Er inflationen reelt under kontrol, eller er der risiko for et 1970’er-lignende regimeskifte?

De geopolitiske spændinger og lukningen af Hormuzstrædet har igen bragt inflationsspørgsmålet op til overfladen. Når energipriserne stiger kraftigt, vækker det hurtigt minder om historiske perioder, hvor prisstigningerne var svære at få under kontrol.

Det får flere investorer til at spørge, om vi kan være på vej mod en inflationsdynamik, der minder om 1970’erne. Det er en risiko, man bør tage alvorligt. Men efter vores vurdering er forudsætningerne for et egentligt 1970’er-lignende inflationsregime ikke til stede. Det særlige ved 1970’erne var ikke kun oliechok, men kombinationen af store udbudsstød, meget stramme arbejdsmarkeder og en pengepolitik med lavere troværdighed end i dag. Lave, langsigtede inflationsforventninger var ikke længere et stærkt anker. Derfor begyndte høj inflation i dag at skabe forventninger om høj inflation i morgen – og inflationen blev selvforstærkende.

Efter pandemien så vi faktisk en cocktail med visse ligheder: et stramt amerikansk arbejdsmarked og store forsyningsproblemer som følge af de globale nedlukninger, hvilket skabte kraftige prisstigninger. Alligevel udviklede det sig ikke til et nyt 1970’er-regime. En vigtig forklaring er, at centralbankerne i dag har langt stærkere troværdighed. De reagerede kraftigt med renteforhøjelser og holdt dermed de langsigtede inflationsforventninger nogenlunde fast forankret.

I dag er der igen risiko for midlertidigt inflationspres fra udbudssiden. Men arbejdsmarkederne fremstår ikke markant overophedede, og de langsigtede inflationsforventninger tyder fortsat på tillid til, at centralbankerne vil bringe inflationen tilbage mod målet.

Hvad er den største fejl investorer typisk begår i en situation som den nuværende?

Den største fejl er at lade den mest dominerende fortælling få for meget magt over porteføljen.

I perioder som den nuværende – og særligt situationen i marts – kan nyhedsstrømmen være intens, og markederne kan hurtigt blive grebet af stærke narrativer. Det kan f.eks. være fortællingen om, at den tilspidsede situation i Hormuz-strædet sender inflationen ud af kontrol. Eller en helt anden fortælling: At AI-revolutionen er så kraftfuld, at den nærmest kan bære aktiemarkedet, næsten uanset hvor højt aktierne allerede er prissat.

Begge fortællinger rummer elementer af sandhed. Problemet opstår, når de bliver for enkle og for styrende for investorers beslutninger.

Markeder reagerer ikke kun på data. De reagerer også på historier. Det er netop resultatet af noget af den forskning, som nobelpristageren Robert Shiller har publiceret. Historier spreder sig hurtigt, især når de er dramatiske. Men den første og mest intuitive markedsreaktion er ikke nødvendigvis udtryk for den langsigtede konklusion. Derfor er det centralt at kunne skelne mellem støj og signal. Nyhederne skal ikke ignoreres, men det er vigtigt at sætte dem i perspektiv. Hvor ofte har lignende situationer tidligere ført til varige regimeskift? Hvor meget er allerede indregnet i priserne? Hvilke argumenter taler i det hele taget imod den fortælling, markedet lige nu er mest optaget af?

Store politiske, økonomiske og teknologiske skift skal tages alvorligt, men ikke automatisk føre til dramatiske porteføljeændringer. I en verden, hvor historier spreder
sig hurtigere end fakta, kan ro og tålmodighed være en reel investeringsmæssig fordel.

Er obligationer blevet interessante igen?

Ja, efter vores vurdering er obligationer blevet mere interessante. Ikke fordi usikkerheden er væk, men fordi investorer nu bliver bedre betalt for at påtage sig obligationsrisiko, end de gjorde i begyndelsen af året.

Obligationsrenterne er steget betydeligt i år. Det skyldes især stigende oliepriser, fornyet inflationsfrygt og solide amerikanske nøgletal, som har dæmpet forventningerne om yderligere rentenedsættelser.

Men netop de højere renter gør obligationer mere attraktive. De giver en højere løbende forrentning og dermed et bedre langsigtet afkastpotentiale. Samtidig vil obligationer få yderligere medvind, hvis renterne falder fra nuværende niveauer – og det er netop vores forventning for resten af året.

Grundlæggende vurderer vi, at renterne ligger højt langs hele rentekurven. I den korte ende mener vi, at markedet indregner for meget centralbankstramning – ikke mindst i Europa. Længere ude på kurven vurderer vi, at renterne afspejler terminspræmier, som ligger højere end det, vi ser som et naturligt langsigtet niveau.

En normalisering af situationen omkring Hormuzstrædet er den mest oplagte trigger for rentefald. Både USA og Iran har åbenlyse interesser i, at strædet genåbnes, og der har været flere signaler om vilje til en forhandlingsløsning. Derfor vurderer vi en normalisering i andet halvår som overvejende sandsynlig. Det vil kunne dæmpe inflationsfrygten og lægge nedadgående pres på renterne.

Selv hvis en afklaring trækker ud, kan inflationsfrygten efter vores vurdering gradvist aftage. De energiprisstigninger, vi allerede har set, løfter prisniveauet, men medmindre vi får en ny eskalering, er det ikke det samme som varigt højere inflation. Først hvis forventningerne til høj inflation bider sig fast, risikerer vi varigt høj inflation, og det ser vi indtil videre ikke tegn på.

Hvad holder I særligt øje med i resten af 2026?

Vores forventning bygger dels på vores vurdering af situationen i Mellemøsten og omkring Hormuzstrædet, dels på en forudsætning om, at inflationsstødet fra højere energipriser bliver midlertidigt.

I Mellemøsten er usikkerheden fortsat betydelig, og udviklingen kan hurtigt ændre billedet. Derfor følger vi nyhederne fra denne front nøje.

Højere oliepriser kan løfte prisniveauet, men ikke nødvendigvis give varigt højere inflation. Det afgørende er, om de ændrer virksomheders, lønmodtageres og investorers langsigtede inflationsforventninger.

Her er erfaringerne fra 1970’erne relevante. Dengang var problemet ikke olieprisstigningerne alene, men kombinationen af energichok, et overophedet amerikansk arbejdsmarked og en manglende pengepolitisk respons. Vi vurderer langt fra, at den nuværende situation minder om det scenarie. Men risikoen skal ikke ignoreres. Derfor følger vi især arbejdsmarkederne og tilliden til centralbankerne. Hvis stærke amerikanske væksttal begynder at sætte sig i en ny stramning af arbejdsmarkedet, kan det øge inflationspresset. Og hvis de langsigtede inflationsforventninger begynder at stige mærkbart, vil det være et tegn på, at tilliden til centralbankernes inflationsbekæmpelse svækkes.

Denne artikel har været bragt i seneste udgave af Magasinet FORMUE. Du kan læse magasinet via linket her.