Risikoegenskaber for Formuepleje Penta: Et historisk tilbageblik samt fremtidige perspektiver

Af Jesper Veng Pedersen, Ph.D., risikoanalytiker

Denne artikel vil belyse risikoegenskaberne ved Formuepleje Penta og beskrive, hvordan en gearet portefølje bestående af både aktier og obligationer kan have attraktive tabsdæmpende egenskaber i perioder med faldende vækst sammenlignet med en ren aktieportefølje. Ydermere vil det blive vist, hvordan en historisk Penta med samme risikoprofil som i dag ville have haft større tabsrisiko end aktier på en og 12 måneders sigt, men en mindre tabsrisiko på tre og fem års sigt set over de sidste 20 år.

Artiklen tager udgangspunkt i Penta, men tilsvarende betragtninger vil gøre sig gældende for de andre balancerede Formueplejeforeninger Optimum, Pareto, Safe og Epikur. Der tages udgangspunkt i Penta, fordi der ved en investering med en høj risikoprofil vil være størst forskel i forhold til et ugearet alternativ, idet det ugearede alternativ med sammenlignelig risiko ville være en ren aktieinvestering, der har en noget dårligere risikospredning end Penta, som både investerer i aktier og obligationer.

Historisk simulering

I dette afsnit gennemgås resultaterne af en historisk simulering af en ”syntetisk” Pentas risikoegenskaber over de sidste 20 år fra 1997 til nu. Analysen tager ikke udgangspunkt i de faktisk opnåede historiske afkast for Penta, men derimod en syntetisk Penta, der er blevet simuleret til at afspejle de nuværende risikoegenskaber for Penta.

Man kunne godt have lavet en historisk sammenligning baseret på de faktiske opnåede afkast, men dette ville ikke være et retvisende billede i forhold til, hvordan porteføljerne i dag bliver konstrueret. Her er den mest markante ændring, at man ikke længere anvender uafdækket finansiering i fremmedvalutaer såsom schweizerfrancen.

Der er dog også andre faktorer, som ville forstyrre billedet i forhold til historiske risikoegenskaber, blandt andet at de historiske afkast ikke afspejler de attraktive risikoegenskaber ved CPH Capitals aktiestrategi, samt at de opnåede afkast er påvirket af de beslutninger, man historisk har truffet med hensyn til aktivallokering, hvor Formuepleje har anvendt en skiftende aktieandel samt en tidsvarierende renterisiko (varighed) på obligationsporteføljen. Formålet med denne artikel er at analysere risikoegenskaberne ved en konstant aktievægt og renterisiko, hvormed tidsvarierende ændringer i disse skal ses som en separat beslutning i forhold til risikoegenskaberne.

Faktaboks 1: Konstruktion af syntetisk Penta

Den syntetiske Penta er konstrueret til at bestå af 117 procent aktier, 13 procent alfaprodukt samt 350 procent realkreditobligationer finansieret ved Cibor 3M renten tillagt 0,3 procent, hvilket repræsenterer Formueplejes normale låneomkostninger. Aktieandelen er sat til at udgøre 90 procent af den maksimale aktieandel på 130 procent og er modelleret som benchmarkafkast indtil 2000, hvor CPH aktiestrategien blev lanceret. Herefter er der anvendt realiserede afkast for denne strategi.

Den anden komponent er 13 procent af alfastrategien som er designet til at levere tre gange CPH’s merafkast i forhold til verdensaktieindekset. Denne komponent er således konstrueret til at være uafhængig af markedsudviklingen og kun afhænge af den relative performance mellem CPH’s portefølje og aktiemarkedet. Endeligt er den tredje komponent 350 procent realkreditobligationer med en varighed på 2,5 år, som er benchmarkvarigheden for Formueplejes obligationsportefølje.

Der er anvendt benchmarkafkast indtil lanceringen af Formueplejes obligationsafdeling Fokus i 2009. Herefter er der brugt det underliggende ugearede obligationsafkast i Fokus. At der først er indregnet merafkast fra aktieudvælgelsen siden 2000 og fra obligationsudvælgelsen siden 2009 gør, at de simulerede afkast er til den konservative side, idet der således mangler et estimeret alfabidrag på omkring 1,2 procent årligt i Penta.

En nærmere beskrivelse af konstruktionen af den syntetiske Penta kan findes i Faktaboks 1.

Graf, der viser udviklingen i en syntetisk Formuepleje Penta og aktier siden 1997

Udviklingen i den syntetiske Penta og verdensaktieindekset kan ses i Figur 1. Det samlede årlige afkast for den syntetiske Penta efter omkostninger over perioden fra 1997 til nu er 11,3 procent årligt med en standardafvigelse på 19,7 procent. Betragter man det risikojusterede afkast, anvender man ofte Sharpe ratioen, der angiver en porteføljes merafkast i forhold til den risikofrie rente divideret med porteføljens standardafvigelse. Den syntetiske Penta har over perioden haft en Sharpe ratio på 0,44 efter omkostninger, når der anvendes en gennemsnitlig risikofri rente på 2,5 procent årligt.

En investering i verdensaktieindekset har over den samme periode leveret et årligt afkast på 6,6 procent før omkostninger med en standardafvigelse på 15,4 procent, hvilket giver en Sharpe Ratio på 0,27. Vi kan således se, hvordan den syntetiske Penta historisk ville have leveret et noget højere gennemsnitligt afkast end aktier, men at dette afkast også ville være kommet med større udsving i de månedlige afkast. Set i forhold til disse udsving har det risikojusterede afkast i Penta dog været attraktivt med en Sharpe ratio på 0,44 sammenlignet med en Sharpe ratio på 0,27 for aktier. Denne forbedring kan ved første øjekast måske virke begrænset, men en forbedring i Sharpe ratio på cirka 0,17 kan faktisk have en relativt stor effekt for den langsigtede investor.

Risikospredning mellem aktier og obligationer

Årsagen til forbedringen i det risikojusterede afkast for Penta i forhold til aktier er, at aktier og obligationer ikke altid svinger i takt, hvilket man mere teknisk kan beskrive med, at korrelationen mellem aktier og obligationer er under 1. Populært sagt kan man sige, at det man taber på karrusellerne, vinder man på gyngerne.

Graf, der viser hvordan aktier og obligationer er hinandens modpoler over en 20-årig periode

At aktier og obligationer ikke altid svinger i takt kan ses i Figur 2, som viser rullende 1-års afkast for aktier og realkreditobligationer. Her kan vi blandt andet se, hvordan perioder med lave eller negative aktieafkast såsom 2002, 2008, 2011 og 2015 er blevet ledsaget af relativt høje afkast på obligationer. Modsat har der også været perioder med lave obligationsafkast som for eksempel 1999, 2006 og 2013, hvor aktier til gengæld har leveret attraktive afkast.

Der har dog også været perioder, hvor både aktier og obligationer har gjort det dårligt på samme tid, men disse perioder er ikke forekommet ret ofte mellem 1997 og 2017. Den mest markante periode over de sidste 25 år var i 1994, hvor den amerikanske centralbankchef Alan Greenspan overraskede markederne ved at hæve den korte styringsrente kraftigt. Dette førte til bratte rentestigninger, som påvirkede både aktier og obligationer negativt.

Lavere historisk tabsrisiko på lange horisonter

Som vi så ovenfor, har den syntetiske Penta haft en højere standardafvigelse end aktier, hvilket betyder, at de månedlige udsving i afkast har været højere for Penta end for en ren aktieportefølje. Samtidig har Penta haft et højere risikojusteret afkast grundet risikospredningen mellem aktier og obligationer. Kombinationen af disse to effekter er, at Penta har haft en højere historisk tabsrisiko på korte horisonter, men en lavere tabsrisiko end aktier på længere horisonter. Dette kan ses i Figur 3 nedenfor, som viser rullende afkastfordelinger for den syntetiske Penta og aktier på forskellige horisonter.

Histogram, der viser den rullende afkastfordeling for aktier og syntetisk Penta fra 1997 til 2017

Histogram, der viser den rullende afkastfordeling for aktier og syntetisk Penta i perioden 1997 til 2017, hvor de 10% værste perioder er udvalgt

Figur 3: Rullende afkastfordelinger over forskellige horisonter for perioden 1997 til 2017

Figuren viser såkaldte histogrammer af realiserede 1, 12, 36 og 60 måneders rullende afkast. Måden man skal aflæse disse histogrammer på er, at hver søjle viser hvor mange historiske perioder, der har givet et afkast i nærheden af det punkt, hvor søjlen befinder sig på x-aksen. Så for eksempel for aktier har der på 1 måneds sigt været 25 måneder, hvor aktier har givet et afkast omkring 0 procent, mens der kun har været 5 måneder med et afkast omkring -8 procent.

De fire øverste paneler viser hele afkastfordelingen for både aktier og den syntetiske Penta, hvorimod de fire nederste paneler kun viser fordelingerne i de 10 procent af tiden, hvor afkastene har været værst for de to porteføljer. 

Hvis vi først fokuserer på 1 måneds sigt, kan vi se, hvordan spredningen på afkastfordelingen for Penta er større end for aktier i tråd med Pentas højere standardafvigelse, og vi kan også se, at de værste 10 procent afkast for Penta generelt har været værre end de værste 10 procent for aktier. Det gennemsnitlige afkast i de 10 procent værste perioder* for Penta har således været -10,4 procent, hvorimod gennemsnitsafkastet for aktier har været -8,6 procent i de 10 procent værste måneder for aktier.

De 12 måneders rullende afkastfordelinger viser, at den historiske tabsrisiko for den syntetiske Penta har resulteret i et gennemsnitligt afkast på -31,1 procent i de værste 10 procent af de historiske etårige perioder med et tilsvarende gennemsnitstab på -32,1 procent for aktier. På etårs sigt har Penta således haft en gennemsnitlig tabsrisiko, der var 1 procentpoint højere end aktier. Betragter man histogrammet på 12 måneders sigt, kan man også her se, hvordan etårs-tabene for den syntetiske Penta tenderer til at være lidt højere end for aktier.

På 36 måneders sigt begynder risikobilledet at ændre sig, idet gennemsnitlige afkast i de 10 procent værste perioder er -41,3 procent og -41,6 procent for henholdsvis aktier og den syntetisk Penta, som således har haft cirka samme gennemsnitlige tabsrisiko som aktier set på rullende treårs horisonter.

Endeligt kan man på fem års sigt se, hvordan risikobilledet er blevet ændret i forhold til de kortere horisonter. På denne horisont er det gennemsnitlige afkast over de 10 procent værste rullende historiske femårsperioder -20,7 procent for den syntetiske Penta, hvorimod det er -27,5 procent for aktier. I histogrammet for de 10 procent værste perioder på 60 måneders sigt, som er vist i nederste højre hjørne i figur 3, kan man også se, hvordan den historiske tabsrisiko for den syntetiske Penta er reduceret i forhold til aktiers tabsrisiko.

I Tabel 1 er de historiske gennemsnitstab i de 10 procent værste perioder opsummeret. Ydermere er de gennemsnitlige afkast for de forskellige rullende horisonter vist. Her kan vi se, at Pentas afkast har været højere end afkastet for aktier på alle horisonter, hvorimod tabsrisikoen har været større for Penta på 1 og 12 måneders horisonter, cirka den samme på 36 måneders horisonter og mindre på 60 måneders horisonter i forhold til aktier set over perioden fra 1997-2017.

Tabel, der viser det gennemsnitlige afkast og 10% værste tab for aktier og syntetisk Penta fra 1997 til 2017

En investering i Penta ville således have belønnet en langsigtet investor med højere gennemsnitlige afkast og lavere tabsrisiko end aktier på rullende 5 års horisonter. Dette kan måske virke for godt til at være sandt. Højere afkast og lavere risiko - hvordan kan det hænge sammen? Her skal man dog huske, at prisen man som investor ville have betalt var (lidt) højere udsving i de månedlige og årlige afkast. Havde man som investor ikke været i stand til at holde fast gennem disse udsving, var man ikke blevet belønnet med højere afkast og lavere tabsrisiko på 5 års horisonter.

At den syntetiske Penta, til trods for større udsving i de månedlige afkast, har været i stand til at levere højere afkast med lavere tabsrisiko på lange horisonter end aktier, skyldes primært kombinationen af aktier og obligationer, hvor der over perioden fra 1997 til 2017 har været gode muligheder for risikospredning som følge af de oftest modsatrettede bevægelser (negativ korrelation) i aktie- og obligationsafkastene.

Baggrund: Korrelationsregimer

Idet sammenhængen mellem udsvingene i aktier og udsvingene i obligationer (korrelationen) har stor betydning for risikospredningen i en blandet portefølje af aktier og obligationer, vil vi her komme nærmere ind på den historiske udvikling i aktie- og obligationskorrelationen.

Korrelationen hænger sammen med udviklingen i vækst- og inflationsniveauerne. Dette skyldes, at aktier og obligationer har forskellige følsomheder over for vækst og inflation. Generelt kan man sige, at vækst er godt for aktier og dårligt for obligationer, hvorimod inflation påvirker begge aktivklasser negativt, blandt andet fordi en stigende inflation mindsker det reale afkast til investorerne og fordi stigende inflation får centralbankerne til at stramme pengepolitikken, hvilket typisk påvirker både aktier og obligationer negativt.

Afhængigt af om det er vækstudsving eller inflationsudsving, som dominerer det makroøkonomiske billede, vil korrelationen mellem aktier og obligationer således variere. I perioder med lave udsving i inflationen vil vækstudsvingene dominere, og grundet obligationers og aktiers modsatrettede følsomheder over for vækst, vil korrelationen mellem aktier og obligationer blive negativ. I perioder hvor inflationsudsvingene derimod dominerer, vil korrelationen mellem aktier og obligationer stige, idet disse har ens følsomheder over for inflationsudviklingen. Obligationer er således en god modvægt mod aktier i perioder med faldende vækst, men primært hvis inflationen også falder.

Den rullende treårige korrelation mellem aktie- og obligationsafkast er vist i Figur 4. Her er der anvendt amerikansk data, da disse er tilgængelige længere tilbage i tid end tilsvarende dansk data. Vi kan i figuren se, hvordan korrelationen (som angives på den venstre akse) i 1950’erne primært var negativ samtidig med at udsvingene i vækst var noget højere end udsvingene i inflation (begge målt på højre akse).

1960’erne blev starten på et nyt positivt korrelationsregime fra cirka 1965-1999, hvor korrelationen mellem aktier og obligationer var positiv og generelt svingede mellem 0,2 og 0,6, hvilket blandt andet skyldes, at udsvingene i inflation steg markant i 70’erne og starten af 80’erne, og faktisk var på niveau med udsvingene i vækst. En positiv korrelation mellem aktier og obligationer betyder en mindre effekt af at sprede porteføljens risiko mellem aktier og obligationer. Man oplevede faktisk amerikanske recessioner i 70’erne, hvor obligationer ikke var en god modvægt til aktier, idet inflationen steg samtidig med, at væksten faldt. Dette fænomen døbte man ”stagflation”, som er en sammentrækning af stagnation og inflation.

I takt med at centralbankerne fik styr på inflationen op gennem 90’erne og 00’erne, begyndte udsvingene i væksten igen at være den primære makroøkonomiske risikofaktor med større udsving end inflationen, og korrelationen mellem aktier og obligationer blev igen negativ. Det er stadigvæk i dette korrelations- og inflationsregime, vi befinder os i dag.

Figur, der viser korrelationen mellem aktier og obligationer siden 1984Figur 4 viser korrelation mellem amerikanske aktie- og obligationsafkast i forhold til udsving i vækst og inflation i perioden 1948-2017. Udsving (standardafvigelser) og korrelationen er beregnet over rullende 36 måneders vinduer.

Forventninger til fremtidige risikoegenskaber

De foregående afsnit har beskrevet de historiske risikoegenskaber for den syntetiske Penta, hvorimod dette afsnit vil komme ind på Formueplejes forventninger til de fremtidige risikoegenskaber for Penta.

Om Penta også fremadrettet vil udvise attraktive afkast- og risikoegenskaber på længere horisonter relativt til aktier afhænger primært af to faktorer: 1) det forventede afkast på en gearet obligationsinvestering, og 2) hvordan afkastet på obligationer kommer til at svinge i forhold til afkastet på aktier, det vil sige om korrelationen mellem aktier og obligationer også fremadrettet vil være lav.

Med hensyn til det forventede afkast på en gearet obligationsportefølje vil mange nok spørge, hvordan man fortsat kan tjene penge på obligationer, når nu renten er så lav som nu? Men for en gearet obligationsportefølje er det ikke det absolutte renteniveau, der er afgørende, men derimod forskellen mellem lånerenten og placeringsrenten, det vil sige hældningen på rentekurven. Denne forskel ser fortsat attraktiv ud. Ydermere skal der naturligvis også tages højde for den forventede fremtidige renteudvikling.

Sammenvejes disse betragtninger, kan man beregne forventede afkastscenarier over de næste 12 måneder for obligationsporteføljen i Penta, som vist i Figur 5. Her kan man se, at afkastet for obligationsporteføljen ved uændrede korte og lange renter ligger på 1,7 procent, hvorimod afkastet ligger på 2,3 procent ved uændrede korte renter samt en stigning i de lange renter på 0,5 procent. Det sidstnævnte scenarie er det scenarie, som Formueplejes obligationsteam pt. anser som mest sandsynligt. At porteføljen giver et højere afkast ved stigninger i den lange rente på op til 1 procent i forhold til uændrede lange renter skyldes, at der er købt beskyttelse mod stigninger i den lange rente ved anvendelse af renteswaps.

Ydermere kan vi se, hvordan obligationer kan være et modanker til aktier ved en opbremsning i den globale vækst, idet en sådan opbremsning sandsynligvis ville føre til et fald i specielt de korte renter (forudsat at inflationen ikke samtidig stiger kraftigt) og dermed positive afkast for obligationsporteføljen.

Hvis man sammenligner udfaldsrummet for obligationsafkastet i Penta med udfaldsrummet for aktieafkastet i Penta (ikke vist her), er det dog tydeligt, at aktieafkastet kan svinge betydeligt mere end obligationsafkastet, og aktier er dermed den største bidragsyder til den samlede risiko i Penta. Samtidig giver aktier også det højeste bidrag til det forventede afkast.

Figur der viser forskellige afkastscenarier på 12 måneder i Formuepleje Penta ved forskellige renteændringer

Med hensyn til korrelationen mellem aktier og obligationer forventer Formuepleje også fremadrettet, at vi befinder os i et lavt til negativt korrelationsregime, idet det forventes at centralbankerne stadig formår, at holde styr på inflationen blandt andet som følge af mere velforankrede inflationsforventninger. Den primære makrorisikofaktor forventes derfor at være ændringer i væksten, hvormed obligationer og aktier fortsat forventes at have en lav eller negativ korrelation.

Histogram, der viser den forventede afkastfordeling for de næste 5 år for aktier og Formuepleje Penta

Histogram, der viser den forventede afkastfordeling for aktier og Formuepleje Penta over de næste 5 år i de 10% værste perioder

Figur 6: Forventede afkastfordelinger for de næste fem år

Forventningerne til afkast og risiko udover 12-måneders horisonten, som for obligationer blev diskuteret ovenfor, bliver bestemt af Formueplejes femårige afkast- og risikoparametre, der fastlægges af investeringsafdelingen under ledelse af investeringskomitéen. Forventninger til disse parametre bliver dels baseret på historiske estimater, dels på forventninger til den fremtidige udvikling i blandt andet makroøkonomiske risikofaktorer såsom vækst og inflation, aktivklassernes værdiansættelse samt bidrag fra den aktive forvaltning. Disse afkast- og risikoparametre er også hovedbyggestenene i Formueplejes rådgivningsværktøj, Formueanalysen.

Med udgangspunkt i afkast- og risikoparametrene kan man rent statistisk simulere hypotetiske fremtidige afkastscenarier for Penta og for aktiemarkedet generelt. Resultatet af en sådan simulering er vist ovenfor i Figur 6, hvor man kan se forventede afkastfordelinger på baggrund af 10.000 simulerede afkaststier.

Sammenligner man Figur 3, som viste de rullende afkastfordelinger over 1997-2017, med Figur 6, der viser simulerede afkastscenarier over de næste fem år, kan man se, at fordelingerne ser relativt ens ud. Med udgangspunkt i Formueplejes forventede afkast- risikoparametre forventes Penta således stadigvæk at have højere gennemsnitlige afkast end aktier samt en lavere tabsrisiko på længere horisonter såsom tre og fem år sammenlignet med aktier. På kortere sigt forventes Penta at have en lidt højere tabsrisiko end aktier.

Tabel, der viser de forventede afkast og forventede 10% værste tab over de næste fem år for henholdsvis aktier, Penta og Penta uden dynamisk aktivallokering

I Tabel 2 er vist de forventede afkast samt de gennemsnitlige tab i de 10 procent værste scenarier for aktier og Penta, hvor disse er beregnet ud fra de førnævnte afkastsimuleringer. De forventede afkast for både aktier og Penta over de næste fem år er meget sammenlignelige med de gennemsnitlige afkast over perioden fra 1997-nu, som vist i Tabel 1. Eksempelvis er det historiske 12 måneders afkast 7,6 procent og 13,3 procent for henholdsvis aktier og syntetisk Penta, mens gennemsnittet af de simulerede 12 måneders afkast er 8,0 procent og 14,2 procent for henholdsvis aktier og Penta.

Sammenligner man i stedet gennemsnitstabene i de 10 procent værste historiske perioder fra 1997-2017 med de simulerede gennemsnitstab i de 10 procent værste afkastscenarier, kan man se, at de er meget sammenlignelige på 1 måneds sigt, hvorimod de forventede gennemsnitstab er lavere på et, tre og fem års sigt i forhold til gennemsnittet af de historiske 10 procent værste tab.

At den forventede tabsrisiko over de næste fem år er lavere end den historiske tabsrisiko for Penta over 1997-2017, skal blandt andet ses i lyset af, at denne historiske periode har været karakteriseret ved to markante aktienedture i 2000-2002 og i 2007-2008, hvor aktiemarkedet begge gange oplevede fald fra top til bund på omkring 50 procent. Så store aktiefald er relativt sjældne i et historisk perspektiv, og sidste gang (amerikanske) aktier oplevede et fald på mere end 40% (før 2000-2002) fra top til bund var i 1974, mens gangen før det var i 1938.

Dermed ikke sagt at man kan udelukke aktiekursfald på 30-40 procent på et års sigt. Som man kan se i Figur 6, kan der findes simulerede scenarier hvor både aktier og Penta taber mellem 30 og 40 procent på et år. De forventede afkast- og risikoparametre specificeret af investeringskomitéen afspejler blot, at sandsynligheden for et sådan udfald over de næste fem år betragtes som lavere end den historiske hyppighed over perioden fra 1997-nu.

Herudover er der i de forventede afkast- og risikoparametre også indregnet et vist element af dynamisk aktivallokering (DAA), hvor investeringskomitéen i perioder med udsigt til faldende vækst blandt andet kan nedbringe aktieandelen. Fraregner man denne effekt af beslutningerne omkring aktieandelen, kan man i Tabel 2 se, at tabsrisikoen stiger på alle horisonter, men at Penta stadig vil have attraktive relative tabsegenskaber på længere horisonter.

Faktaboks 2: Følsomhed over for korrelationen mellem aktier og obligationer

Som tidligere nævnt forventer Formuepleje, at vi over den næste årrække fortsat vil befinde os i et stabilt inflationsregime, hvormed korrelationen mellem aktier og obligationer forventes at være lav. For at undersøge følsomheden over for denne antagelse er der i Tabel 3 vist simulerede gennemsnitstab under forskellige antagelser omkring korrelationen mellem aktier og obligationer, hvor effekten af den dynamiske aktivallokering er udeladt.

Figur, der viser Formuepleje Pentas følsomhed overfor korrelationsantagelse i forhold til tabsrisiko i de 10% værste af scenarierne over de næste 5 år

Vi kan i tabellen se, at korrelationen har en relativt stor betydning for tabsrisikoen specielt på længere horisonter. På 12 måneders sigt vil den forventede tabsrisiko eksempelvis være -17,5 procent hvis korrelationen er meget negativ på -0,8, hvorimod den vil være -24,2 procent hvis korrelationen er 0,8. På 36 eller 60 måneders horisonter er effekten endnu kraftigere.

Overordnet kan man se, at tabsrisikoen i Penta i forhold til aktier er forholdsvist robust over for en højere korrelation, hvilket blandt andet skyldes, at der stadig er en gevinst af den markedsneutrale alfastrategi samt merafkast fra aktie- og obligationsudvælgelse. Herudover ville også komme potentielle effekter af den dynamiske aktivallokering som ikke er indregnet.

Opsummering

Denne artikel har vist hvordan en gearet portefølje af både aktier og obligationer, som afspejler Pentas nuværende risikoprofil, ville have leveret et højere risikojusteret afkast (Sharpe Ratio) end en ren aktieportefølje over perioden fra 1997 til nu på grund af risikospredningen mellem aktier og obligationer, hvor der er i størstedelen af perioden var en lav til negativ korrelation mellem aktivklasserne.

Samtidig ville en sådan syntetisk Penta have haft en højere standardafvigelse samt større udsving i de månedlige afkast og dermed også højere tabsrisiko på kortere horisonter såsom en og 12 måneder. Tabsrisikoen på længere horisonter end tre år ville dog have været mindre for den syntetiske Penta end for aktier, hvilket skyldes, at jo længere horisont desto vigtigere er betydningen af det risikojusterede afkast.

Herudover blev det gennemgået, hvordan Penta også fremadrettet forventes at have en lavere tabsrisiko end aktier på længere horisonter, idet Formueplejes femårige afkast- og risikoparametre afspejler, at der fortsat kan tjenes penge på gearede obligationsinvesteringer, at korrelationen mellem aktier og obligationer fortsat forventes at være lav, samt at der kan forventes en vis risikoreduktion fra den dynamiske aktivallokering.

*Det gennemsnitlige tab i de 10% værste perioder er en historisk estimering af det risikomål man mere teknisk betegner som 90% Conditional Value at Risk, CVaR90. I denne artikel vil dette nøgletal blive betegnet som tabsrisikoen. 

Tal og afkast er opgjort pr. 29. september 2017. Historiske afkast og forventede afkastberegninger er ingen garanti for fremtidige afkast.