Få mere ud af din pensionsopsparing

Hav fokus på planlægningen
Få mere viden om pension

Hvordan skaber man den bedste pension?

At kunne leve en pensionisttilværelse med økonomisk overskud i hverdagen og plads til at kunne få gode oplevelser med familien, er et ønske for de fleste, når de skal planlægge pension. Når det er sagt, findes der ikke en universel vejledning til, hvordan man skaber den bedste pension. I stedet skal den optimale pensionsløsning skabes ud fra den enkeltes behov, ønsker for fremtiden og nuværende livssituation.

Selvom det ofte kan være svært at forholde sig til, hvordan man ønsker at leve sit liv om fem, ti eller måske 30 år, er det nødvendigt at gøre sig nogle tanker om sin pensionisttilværelse, for at man kan skabe den bedste pensionsløsning.

Om at planlægge sin pension

Det er vigtigt, at man allerede i en tidlig alder gør sig tanker om pensionsplanlægning og at skabe den optimale pensionsløsning, som kan sikre en tilfredsstillende levestandard både under tiden på arbejdsmarkedet - og endnu vigtigere under tiden som pensionist.

De vigtigste overvejelser om pension

  • Hvornår ønsker du at gå på pension?
  • Hvilken levestandard ønsker du som pensionist?
  • Er din arbejdsgiverbetalte pensionsordning nok til at sikre din levestandard?
  • Skal du oprette og indbetale til en privat alderspension, ratepension eller livrente?
  • Hvordan kan du investere din pensionsopsparing og maksimere udbyttet af dine penge?

Når man har taget stilling til de overvejelser, som kan bidrage til at skabe den bedste pensionsløsning, er det vigtigt, at man under arbejdslivet jævnligt går sin løsning igennem og holder øje med, hvad nye pensionsregler eller ændrede skatteforhold har af betydning. Ofte vil dette nemlig give nye muligheder for at optimere pensionen.

Dit pensionsselskab eller en bankrådgiver vil som regel kunne hjælpe i denne planlægning. Som investor i Formuepleje er det yderligere muligt at få pensionsrådgivning fra en formuerådgiver, som kan lave en gennemgang af din løsning.

Få mere ud af din pensionsopsparing

Af Katrine Sigvardt, Communication Manager og partner

I 2018 trådte en række nye pensions- og skatteregler i kraft, som skal gøre det mere attraktivt at spare op til pension. Men hvis du allerede står overfor at skulle planlægge udbetalingerne fra dine pensioner, og har en stor pensionsopsparing, kan de nye regler være med til at forbedre din økonomi som pensionist markant. Det kræver dog planlægning.

Når det kommer til pensionsopsparing er der tre ting, der er alfa og omega: Planlægning, planlægning og planlægning.

Sådan lyder det fra Anders Bjørnager, der er senior formuerådgiver i Formuepleje, og i lyset af de nye regler på området i 2018, er hans opfordring kun blevet stærkere – særligt over for de personer, der enten har påbegyndt udbetalingen af deres pensionsopsparing, eller som ville være blevet tvunget til det inden for kort tid. Det skyldes to væsentlige ændringer på pensionsområdet. For det første er udbetalingsperioden for ratepensioner forlænget fra maksimalt 25 til 30 år (minimum 10 år), og for det andet skal man nu senest påbegynde udbetalingen af sin aldersopsparing og ratepension som 80-årig og ikke som hidtil som 75-årig (senest 20 år efter pensionsudbetalingsalderen).

”De nye regler betyder, at man får ekstra fem år, hvor man ikke behøver at få sin pension udbetalt, hvis ikke man ønsker det. Man har fem ekstra år, hvor pengene bliver stående på pensionsordningen og de dertil hørende attraktive beskatningsvilkår. Det giver en helt anden fleksibilitet med hensyn til skatteplanlægningen, da det giver bedre muligheder for udskydelse og/eller forlængelse af dine pensioner med henblik på skatteoptimering end med de gamle regler,” forklarer Anders Bjørnager.

Spar op, glem fradrag, optimér skatten

Et af formålene med de nye regler er at gøre det mere attraktivt at spare op til pension for folk, som hidtil er blevet ramt af samspilsproblemer med en kombination af lav fradragsværdi (37%) og modregning i folkepensionstillægget. Dette er søgt løst ved ekstra pensionsfradrag og ændrede muligheder for indskud på aldersopsparing.

Dem, som står til den største gevinst, er dog pensionsopsparere som kan udnytte den forbedrede fleksibilitet med hensyn til udbetalingsperioden og seneste udbetalingstidspunkt til planlægning og optimering af pensionen.

”Jeg oplever ofte, at der er mange, der tænker alt for meget på fradrag, når snakken falder på pensionsopsparing. Begrundelsen for at lave en pensionsopsparing er ofte, at man rent skattemæssigt kan få et fradrag her og nu, og dermed udnytte en eventuel højere fradragsværdi end beskatningen på udbetalingstidspunktet. Men dem, der tænker sådan, misser pointen,” siger Anders Bjørnager og tilføjer, at den største fordel ved pensionsopsparing typisk er den lave beskatning på afkastet. For pensioner er der en afkastbeskatning (lagerbeskatning) på 15,3 procent, hvilket er ganske lavt i forhold til den billigste beskatning for aktie- og kapitalindkomst i frie midler, som ligger på 27 procent. For større gevinster betales op til 42 procent, som er marginalskatten på aktie- og kapitalindkomst.

Det betyder, at beskatningen af afkastet i pensionsordningerne er markant lavere, end hvis man har købt samme investering med frie midler. ”Det er derfor, der altid bliver talt så meget om pension, og når nogen spørger, hvorfor det er så vigtigt at have og beholde en pensionsordning, er svaret typisk, at det er fordi, det er et af de mest attraktive skattemiljøer på afkast, der findes,” siger Anders Bjørnager.

Eksempler

De nye regler er primært en fordel for personer, der er på vej til eller allerede er gået på pension, og har en større pensionsopsparing.

Kunden i nedenstående eksempler er 75 år gammel. Med de gamle regler skulle aldersopsparingen ophæves og ratepensionen udbetales over 10 år. Med de nye regler kan han udskyde udbetalingen af aldersopsparingen, og forlænge udbetalingsperioden på ratepensionen fra 10 til 15 år.

Med de gamle regler skulle han have haft aldersopsparingen udbetalt, og placeret i frie midler. Nu behøver han ikke at få pengene udbetalt, før han fylder 80 år, og det betyder, at de kan få lov at stå fem år længere i et mere gunstigt skattemiljø.

Aldersopsparing: 1 million kroner

Forventet afkast: 5% p.a.

Formue om 5 år Aldersopsparing Frie midler efter 27% skat Frie midler efter 42% skat
  1.230.461 kroner efter PAL-skat 1.196.318 kroner 1.153.657 kroner
Merafkast på aldersopsparing   34.143 kroner 76.804 kroner

Forventet afkast: 10% p.a.

Formue om 5 år Aldersopsparing Frie midler efter 27% skat Frie midler efter 42% skat
  1.501.579 kroner efter PAL-skat 1.422.324 kroner 1.325.648 kroner
Merafkast på aldersopsparing   79.255 kroner 175.931 kroner

Forlænget udbetaling af ratepension på 5 millioner kroner

Forventet afkast: 5 år p.a. Før skat Efter skat Samlet effekt
 Årlige udbetalinger over 10 år 623.688 kroner

374.206 kroner
(topskat 18.718 kroner)

 
Årlige udbetalinger over 15 år 457.126 kroner 287.990 kroner
(topskat 0 kroner)
 
Merforbrugsmuligheder ved forlængelse fra 10 til 15 år     370.000 kroner

”Som eksemplet viser, er der tydelige fordele ved at udskyde udbetalingen af sin aldersopsparing. Bare ved at lade dem ligge til en lavere beskatning i blot fem år, får man meget mere udbetalt efter skat, end hvis man foretog den samme investering for frie midler. Det skyldes ene og alene, at de ligger til en beskatning på 15,3 procent. Selv det billigste skattemiljø for frie midler er næsten dobbelt så højt, og det giver altså en stor fordel. Jo højere afkast bliver, jo større bliver effekten af den billigere afkastskat,” forklarer Anders Bjørnager.

Men udover at udskyde udbetalingen af aldersopsparingen har kunden med de nye regler også mulighed for at ændre på ratepensionens udbetalingsperiode. Kunden er 75 år, og kan dermed vælge at få sin ratepension på 5 millioner kroner udbetalt over minimum 10 maksimalt 15 år.

”Hvis man er i den situation, at man ikke har brug for pengene, kunne man ligesom i eksemplet vælge at fordele udbetalingerne fra ratepensionen over 15 år frem for 10. På den måde har man en lavere beskatning ved at få udbetalt pensionen i flere men mindre rater, da man undgår topskatten, men samtidig har man også flere penge stående på pensionsordningen i længst mulig tid til den lave beskatning på 15,3 procent,” forklarer Anders Bjørnager.

Forlængelsen fra 10 til 15 år giver cirka 370.000 kroner mere efter skat. Selv hvis man allerede er gået i gang med at få sin pension udbetalt, kan man sagtens lave ændringer, der tager højde for de nye muligheder med hensyn til udbetalingsperiode.

Læg en plan

Det er med andre ord ikke ligegyldigt, hvordan man vælger at bruge sin pensionsopsparing og i hvilken rækkefølge.

På samme måde, som Formueplejes større kunder har mulighed for at få lavet en formueanalyse, der blandt andet giver en anbefaling til, hvordan man bør spare op til pensionsalderen, er der også mulighed for at gøre brug af et tilsvarende nedsparingsværktøj.

”Når vi i Formuepleje rådgiver vores kunder i forbindelse med planlægningen af udbetalingen af deres pensionsopsparinger, laver vi ofte det, vi kalder en Senior Wealth Plan, hvor vi ser på alle aspekter af kundens økonomi. Den giver et godt overblik over, om man skal udskyde nogle af sine udbetalinger, og hvornår og hvordan man i så fald bør få pensionerne udbetalt. Når vi kigger på pensionerne sammen med den øvrige formue, har vi mulighed for at anvise den optimale vej for den enkelte kunde til at få udbetalt hans eller hendes pensionsmidler,” forklarer Anders Bjørnager.

Han tilføjer, at den rigtige opsparings- og nedsparingsproces er meget individuel. For nogle giver det mening at spare op i en aldersopsparing, mens ratepensionen eller livrenten er den bedste løsning for andre. Det samme gælder, når pengene skal udbetales, og derfor kan man ifølge senior formuerådgiveren heller ikke sige, hvad der er rigtigt eller forkert – bortset fra et punkt:

”Pensionsopsparing skal planlægges i opsparingsfasen, og når pengene skal ud, skal man planlægge igen. Det vigtigste er, at man forholder sig til det og lader være med at vælge standardløsningen. Det er sjældent det rigtige. Brug lidt tid på at planlægge, så du har taget et bevidst til- eller fravalg i forhold til, hvornår dine pensioner kommer til udbetaling. Det sker ikke automatisk. Det skal planlægges,” slutter Anders Bjørnager.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 02//2018 | Opdateret i januar 2019

Har du planlagt din pension?

Er du i tvivl, om du har planlagt din pension bedst muligt, eller kunne du bare godt tænke dig at få sparring i forhold til din pension?

I Formuepleje vil vi gerne hjælpe dig på vej mod en god og tryg pensionisttilværelse. Du kan uforpligtende bestille en intropakke eller tilmelde dig et intromøde, hvor du får overblik over dine muligheder i Formuepleje, og hvad vi kan gøre for at optimere din økonomi.

Er du allerede kunde i Formuepleje, kan du altid kontakte en formuerådgiver, som kan hjælpe med din pensionsløsning. Kunne du godt tænke dig at få et mere generelt overblik, kan du også gå på opdagelse i vores pensionsunivers, hvor du finder de bedste råd til at skabe en god pensionsløsning.

 

Bestil intropakke

Bestil intropakke

Vi har sammensat en intropakke til dig, hvor du kan læse mere om, hvad Formuepleje kan gøre for dig og din pension.

Bestil >>
Mød en rådgiver

Mød en rådgiver

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om Formuepleje.

Tilmeld et møde >>
Ring mig op

Ring mig op

Er din pensionsløsning bedst muligt tilrettelagt? Bliv kontaktet af en rådgiver fra Formuepleje, og hør hvad vi kan gøre for dig.

Ring mig op >>