- Formuepleje.dk »
- Videnscenter »
- Nyheder »
- 2021 »
- Udbyttebetaling årsag til dagens kursfald
Udbyttebetaling årsag til dagens kursfald
Der fragår i dag aconto-udbytter fra Formueplejes udbyttebetalende aktiebaserede foreninger, og det er hovedårsagen til, at kurserne i disse fonde i dag falder.
Investorer i Formueplejes udbyttebetalende aktieforeninger vil i dag opleve, at kurserne falder, men det har en god forklaring: Aconto-udbytterne fragår i dag de udbyttebetalende aktiebaserede foreninger i Formuepleje, og det betyder, at kurserne falder.
Konkret drejer det sig om Formuepleje Danske Aktier, Forbrugsaktier, Rusland og Globale Aktier. Udbytterne fra de fire foreninger vil være til disposition på aktionærernes konti den 3. februar.
”Udbyttebetalingen er et resultat af det afkast, der er skabt i foreningerne. Derudover siger loven om investeringsforeninger, at der skal betales et udbytte, når udlodningsopgørelsen viser en positiv minimumsindkomst, der er større end 0,10 kroner pr. investeringsbevis – modsat akkumulerende afdelinger, hvor der pr. definition ikke betales udbytte,” forklarer Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.
I alle fire foreninger beskattes udbyttet som aktieindkomst. De endelige udbytter for 2020 skal godkendes på den ordinære generalforsamling den 8. april, hvorefter eventuelle restudbytter vil blive udbetalt.
Derimod må udbytterne fra de tre obligationsafdelinger – Global High Yield, EM Virksomhedsobligationer og Formuepleje Obligationer – vente lidt endnu. Normalt ville disse tre fonde betale aconto-udbytte samtidig med de udbyttebetalende aktieafdelinger, men da de danske skattemyndigheder ikke er afklaret med, hvorvidt afdelinger med obligationer kan indeholde aktivtyper som betyder, at der skal svares kildeskat af udbetalt udbytte hos investorerne, bliver der i år tale om almindelig udlodning i forlængelse af generalforsamlingen.
Forventningen er, at der vil blive udloddet dagen efter den ordinære generalforsamling den 8. april. Udbyttebetalingen vil derefter fragå indre værdi den 9. april og være disponibel på kontoen den 13. april.