To risikofaktorer fjernet – nu er fokus på Brexit

Efter afgørelsen på præsidentvalget i USA og flere gode vaccinenyheder er Brexit næste risikofaktor, som investorer skal forholde sig til. Der er tegn på, at det vil lykkes at lande en aftale mellem EU og Storbritannien. Sker det, vil endnu en risikofaktor være elimineret.

Der er fundet en afgørelse på præsidentvalget i USA og som ventet har aktiemarkederne reageret positivt på udfaldet. Læg dertil den seneste uges positive nyheder om hele to effektive COVID-19-vacciner, og der er på kort tid fjernet to væsentlige risikofaktorer i de finansielle markeder. I den nærmeste fremtid vil vi måske opleve, at endnu en risikofaktor kan streges af listen: Der er nemlig lagt op til, at en endelig aftale om Brexit nærmer sig med relativt hastige skridt.

Med Joe Bidens sejr i USA er sandsynligheden for en Brexit-aftale rykket mindst et par skridt nærmere, idet Storbritannien i Donald Trump havde en vigtig allieret i Brexit-spørgsmålet, hvor Joe Biden og Demokraterne ventes at være mere Bruxelles-venlige i spørgsmålet om briternes udtræden af EU.

Samtidig ser vi en britisk premierminister, Boris Johnson, med vigende opbakning i den britiske befolkning, fordi Storbritanniens økonomi er hårdt ramt af COVID-19-pandemien, ligesom der er indført en række strikse forholdsregler, der minder om en decideret nedlukning af landet. I Nordirland er skolerne lukkede, og pubber og restauranter skal i England holde lukket og kan kun sælge takeaway. Forretninger, der ikke kan karakteriseres som livsnødvendige, er også beordret lukket.

Selvisoleret BoJo under pres for aftale

Forhandlingerne mellem EU og Storbritannien har stået på i lang tid efterhånden, og der er ikke meget tid tilbage til at lande et kompromis inden årsskiftet, men når vi i Formuepleje alligevel anser en aftale for sandsynlig, hænger det sammen med, at presset på Boris Johnson vil stige yderligere, hvis der ikke leveres en aftale. I forvejen er landet hårdt ramt af de COVID-19-relaterede konsekvenser, og et No Deal-Brexit vil forværre landets situation yderligere.

Der er dog også visse praktiske udfordringer for den britiske premierminister i forhold til at nå til enighed om en aftale: Han er gået i 14 dages selvisolation på grund af COVID-19-smitte hos en person, han har været tæt på, ligesom han netop har mistet sin toprådgiver Dominic Cummings.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget en Brexit-aftale vil påvirke de finansielle markeder. Brexit har gennem det meste af 2020 været skubbet bag i køen på investorernes dagsorden langt efter først corona og senest amerikansk valg. Nu er de to risikofaktorer i væsentlig grad elimineret, og så er spørgsmålet, hvor stor vægt investorer tillægger Brexit. I en vis udstrækning må man forvente, at det allerede er afspejlet i de finansielle markeder, men især for britiske aktier og pundet kan man imødese store udsving, hvis forhandlingerne mod forventning ikke munder ud i en aftale mellem EU og briterne, men i stedet ender med et hårdt Brexit.

Vores forventning er dog, at EU og Storbritannien ender med at finde hinanden til sidst, som det ofte er set i EU-regi.

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>