Reelt kun to demokratiske kandidater tilbage efter Super Tuesday

Efter Super Tuesday er det næsten sikkert, at det bliver Joe Biden eller Bernie Sanders, der skal op imod Donald Trump til det amerikanske præsidentvalg den 3. november. ”Og favoritværdigheden er tilbage hos Joe Biden, som er en moderat kandidat, der har gode chancer for at tiltrække republikanske svingvælgere og dermed vinde over Donald Trump. Begge er set med de finansielle markeders øjne gode kandidater, mens det forholder sig modsat med Bernie Sanders,” vurderer Henrik Franck, investeringsdirektør og partner i Formuepleje.

Super Tuesday med demokratiske primærvalg i 14 amerikanske stater og et oversøisk territorium bragte mange af de klare svar, som man på forhånd kunne forvente, uden at alt dog er afgjort allerede.

Den foreløbige konklusion er dog, at Joe Biden og Bernie Sanders er de to tilbageværende demokrater med en reel chance for at nå de magiske 1991 delegerede, der skal til at vinde nomineringen om at skulle udfordre USA’s siddende præsident Donald Trump i den kommende valgkamp.

Biden vandt Texas og otte andre stater, mens Sanders tog sig af fem stater, herunder Californien, som er den største. Det betyder, at Joe Biden overtager føringen fra Bernie Sanders. Det præcise antal delegerede efter Super Tuesday er dog endnu ikke opgjort.

Warren og Bloomberg lever på lånt tid

Kandidater som Elizabeth Warren og Michael Bloomberg kom begge svækket ud af Super Tuesday og er efterladt med minimale chancer for at vinde kapløbet om at blive Demokraternes kandidat. Bloomberg vandt kun det oversøiske territorium Amerikansk Samoa, mens Warren sågar tabte i sin hjemstat Massachusetts.

”Biden står nu helt klart med bedre kort på hånden til at vinde Demokraternes nominering efter at have vundet flest og også flere vigtige stater. Samtidig ser det ud til, at det demokratiske parti samles bag ham, som man har set med Pete Buttigieg og Amy Klobuchar, der begge har trukket sig for at bakke op om Joe Biden. Bernie Sanders havde egentlig en hæderlig Super Tuesday, ikke mindst med sejren i Californien, men han står alligevel tilbage som taberen, fordi hans chancer er kraftigt forringet i forhold til dagen før. Det er dog for tidligt at afskrive ham, og han er nu den eneste, der reelt har en chance for at forpurre, at det bliver Biden, som bliver Demokraternes præsidentkandidat. Derimod kan man godt afskrive både Warren og Bloomberg, og spørgsmålet er, om begge ikke snart trækker sig? Michael Bloomberg har brugt over 3 milliarder kroner på sin kampagne, og selv om hans lommer er dybe, er der vel en grænse,” lyder investeringsdirektør Henrik Francks vurdering af udfaldet af Super Tuesday.

Markederne accepterer Trump og Biden

Det er alt andet lige en positiv udvikling set fra det finansielle markeds perspektiv. Godt nok overdøves finansmarkederne p.t. af COVID-19-virus og Feds pludselige rentesænkning i går, men den gængse holdning er, at Trump og moderate demokrater er gode nyheder, mens Sanders som erklæret socialist er dårligt nyt.

”For de finansielle markeder er gårsdagens resultater derfor godt nyt. Det værst tænkelige scenarie er, at Sanders rykker ind i Det Hvide Hus, og havde han klaret sig bedre, var der ikke så lang vej til en nominering. Den er blevet længere nu med Bidens markante sejr, der især er kommet i hus, fordi han har godt tag i den sorte befolkning, de ældre og også de moderate vælgere. På de finansielle markeder vil det ikke betyde alverden, om præsidenten hedder Trump eller Biden, men Sanders ville være en dårlig nyhed,” forklarer Henrik Franck, der selv har svært ved at tro på en Sanders-sejr over Trump.

Trump er fortsat favorit

”Flere målinger viser dog, at det slet ikke er utænkeligt, at Bernie Sanders faktisk har en chance for at slå Donald Trump. Derfor er der blandt mange investorer formentlig et lettelsens suk over, at Sanders bliver slået lidt tilbage på en skuffende Super Tuesday for ham. Omvendt må man sige, at Joe Biden har gjort et bemærkelsesværdigt comeback efter en meget skuffende start. Om han kan slå Trump, er et stort spørgsmålstegn. Han har nogle problemer med sin fremtoning, som Trump allerede udnytter. Men han har en realistisk chance i valgkampen, hvor han sandsynligvis kan tiltrække nogle republikanske svingvælgere i de stater, hvor Trump sidste gang vandt knebent over Hillary Clinton,” vurderer Henrik Franck, som dog fortsat hælder mest til, at Donald Trump tager fire år mere i Det Hvide Hus.

”Det afhænger som altid af, hvordan økonomien har det til november, når valget afholdes, så det kan få en betydning, hvor meget skade på økonomien, som udbruddet af coronavirus forvolder. Nu har USA’s centralbank sænket renten pludseligt og markant, og Trump presser på for, at renten skal sænkes endnu mere. Det vil heller ikke undre, hvis Trump offentliggør en omfattende infrastrukturpakke inden valget til at sætte yderligere skub i økonomien og aktiemarkedet, og Demokraterne vil få svært ved at stemme imod sådan en pakke. Derfor er Trump fortsat favorit,” slutter Henrik Franck og minder om, at det er sjældent, at en siddende præsident taber et præsidentvalg.

Det er ikke sket, siden George H.W. Bush tabte til Bill Clinton i 1992 og kun fem gange i alt i 1900-tallet.

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>