Ny ejendomsdirektør vil gribe de unikke muligheder i ejendomsmarkedet

Kristian Voldsgaard skal fremover stå i spidsen for Formuepleje Ejendomme som ny direktør. Hans første opgave bliver at få fyldt Formueplejes anden og tredje ejendomsfond med ejendomme for de resterende midler i de to fonde. Herefter gælder det om at udnytte de unikke muligheder, der opstår på ejendomsmarkedet.

Der er nok at tage fat på som ny direktør i Formuepleje Ejendomme. Ikke mindst skal der ledes efter egnede ejendomme, så Formueplejes anden og tredje ejendomsfond kan blive fyldt op.

Derfor er den nytiltrådte direktør i Formuepleje Ejendomme, Kristian Voldsgaard, fra sin ansættelsesstart den 1. september draget i felten for at kigge på relevante opkøbsmuligheder til de to fonde.

”Den første opgave er klar: Der er stadig frie midler i ejendomsfond 2 og 3, så lige nu og her er mit fokus på, at de to fonde skal fyldes op med egnede ejendomme. Herefter handler det om at se på nye muligheder, og hvad vi så skal. Det er lidt for tidligt at sige det mere præcist, men overordnet kan man sige, at vi skal ud og finde hullerne i ejendomsmarkedet og finde de mest attraktive ejendomme. Når de rigtige muligheder er der, skal vi hugge til,” siger Kristian Voldsgaard og nævner, at det kræver både den rette tid og tålmodighed, når man opererer i ejendomsmarkedet.

Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje, er glad for at have fået Kristian Voldsgaard ombord og oplyser, at det også indebærer yderligere oprustning af ejendomsområdet i Formuepleje.

”Nu koncentrerer vi os i første omgang om at få de resterende midler i de to fonde bragt i spil og få de to fonde fuldt investeret. Når det er tilendebragt, kan vi begynde at fokusere på at udvikle de mange gode ideer, vi har på ejendomsområdet. Det betyder også, at vi kommer til at øge bemandingen i denne del af forretningen yderligere. Derfor ser vi naturligvis meget frem til at kunne nyde godt af Kristian Voldsgaards store ekspertise på ejendomsfronten,” siger Søren Astrup.

En erfaren herre i ejendomsmarkedet

Kristian Voldsgaard har været ejendomsmægler i 14 år i alt, hvoraf han de seneste 12 år som selvstændig har stået i spidsen for flere Danbolig-forretninger i Østjylland. Blandt andet har han i en årrække været indehaver af Danbolig Aarhus City, som flere gange er kåret til Danmarks bedste ejendomsmægler.

I de seneste 7-8 år har de almindelige boliger blot været en biforretning for ham, mens han i stedet har haft sit primære fokus på at udvikle større boligprojekter i hele udviklingsfasen fra jordstykke til selve boligprojektet og lejesagerne.

Endvidere rækker hans kendskab til ejendomsmarkedet langt ud over den aarhusianske bygrænse, og han har ligeledes haft sin faste gang i København, hvor han har været involveret i projekter om udvikling og salg af TV-Byen i Søborg og en række projekter i Ørestaden. I Aarhus har han været med i udviklingen af blandt andet Ceresbyen og Z-huset på Aarhus Ø, så det er en driftig herre, vi har med at gøre.

Forstå tendenserne

I Formuepleje bliver opgaven en lidt anden, idet han her fra dag et er taget på boligjagt for at finde egnede boligprojekter at investere i, ligesom han skal sikre, at driften af de tre eksisterende ejendomsfonde bliver 100 procent optimeret.

Og så skal man ikke mindst være i stand til at afkode de ændringer, der sker fra tid til anden i ejendomsmarkedet, fremhæver Kristian Voldsgaard. Det kan enten være som følge af coronakrise eller lignende eksterne begivenheder. Det kan også være, at renten stiger eller falder og ændrer pris- og markedsmekanismerne, eller det kan være ny lovgivning.

Det kan også være den stigende interesse for lejeboliger de seneste år. Lejeboliger er mere fleksible end ejerboliger: Det er let at sige lejemålet op og flytte, man skal ikke først sælge, og stort set alt det praktiske bliver ordnet af udlejer. Mange ønsker netop den bekvemmelighed i at slippe for dette.

”Noget af det vigtigste er at finde og forstå de tendenser, der ændrer sig. De tendenser er med til at skabe mangel på flere typer af boliger. Det er dem, vi skal finde og lukrere på. Det kunne være de små boliger til unge og studerende eller nye seniorkoncepter. På små boliger er der en tomgang på blot 1-2 procent, og det er nærmest ingenting,” forklarer  Kristian Voldsgaard og uddyber:

”Der er nogle afledte corona-effekter for lejere, fordi deres behov ændrer sig i forhold til tidligere, og på grund af ændret lovgivning ser vi færre forældrekøb, og det er med til at skabe en større efterspørgsel på lejeboliger. Man kan også nævne den voksende +60-generation, som på grund af de strammere låneregler fra 2018 har sværere ved at gældsætte sig og købe noget end før. De er dermed mere i spil på lejemarkedet, fordi deres kalkule er, at det er bedre at få frigjort friværdien og æde lidt af midlerne frem for, at de er frosset fast.”

Ejendomsmarkedet i god gænge

Overordnet set er Kristian Voldsgaard fuld af fortrøstning på ejendomsmarkedets vegne. Det er sundt, og der er stor interesse fra nær og fjern for ejendomsinvesteringer, og det lægger et solidt fundament under hele branchen.

”Det danske ejendomsmarked generelt har det godt. Der er stor interesse fra både udenlandske og private investorer. De udenlandske investorer kan se et pænt afkast på mellem 3,5 og 4,5 procent, som de ikke kan opnå mange andre steder, og vi har et meget velfungerende realkreditmarked, så der er høj interesse udefra, og det gør det danske ejendomsmarked interessant. Flere ser også ejendomme som et godt alternativ til andre typer af investeringer som aktier og obligationer,” forklarer Kristian Voldsgaard.

Formuepleje Ejendomme, der gik ind i ejendomsmarkedet i slutningen af 2017, har fra begyndelsen fokuseret på storbyerne, og sådan bliver det ved med at være, siger den nye ejendomsdirektør.

”Storbyerne – især Aarhus og København – er der, det sker også fremover. Det er vækstbyer, og vi skal vide, hvor væksten er nu, og hvor den bevæger sig hen. Der må man konstatere, at Aarhus og København stadig har øget vækst og også ser ud til at få det fremover, men afkastet i de byer er under pres, og de gode projekter bliver svære at finde. Alligevel har vi flere spændende ejendomsprojekter på vej,” siger Kristian Voldsgaard, der forklarer, at det ikke partout behøver at være indre by i København eller Aarhus City for, at et boligprojekt vækker interesse, men at Formuepleje også kommer til at kigge i vækstkommuner omkring de to storbyer, som eksempelvis Horsens, Silkeborg, Randers, Køge, Roskilde, Ringsted og Hillerød.

”Vi skal selvfølgelig ikke være blinde for en god beliggenhed, men i lige så høj grad se efter, om ejendommen matcher efterspørgslen og tendenserne i markedet. Eksempelvis ser vi nye projekter med højere lejepriser pr. kvadratmeter i Risskov og Højbjerg end i Aarhus C, så det afgørende er, at ejendomsprojekterne er de rigtige og attraktive nok.”

Honorar kræver afkast

En anden ting, Kristian Voldsgaard som ny i Formueplejeregi hæfter sig ved, er omkostningsstrukturen. Også i Formuepleje Ejendomme arbejdes der med resultathonorar, og det betyder, at investorerne udover det faste administrationsgebyr først afregner, når der er skabt et afkast. Det er ikke kutyme i ejendomsbranchen.

”Formueplejes tilgang med først at opkræve honorar, når der ligger et afkast, er ret enestående. Mange andre steder tager man avancen up front, hvor det her først er bagefter. Det giver en gennemsigtighed, at vi først har noget ud af det bagefter, efter at investorerne har fået deres. Når det gælder ejendommene, skal vi naturligvis finde de mest attraktive og til den bedst mulige pris på markedet. Det er min opgave at sørge for,” konstaterer han.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 04//2020.

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>