Månedskommentar: Stærk aktieafslutning på 2019

2019 blev generelt et stærkt år for aktier, og årets sidste måned var ingen undtagelse. December sluttede således godt af med globale aktieafkast på omkring 3,5 procent. På rentefronten var der stigende renter over en bred kam i julemåneden, hvor Christine Lagarde fik en fin debut som ECB-chef på sit første rentemøde.

2019 sluttede stærkt med globale aktieafkast i niveauet 3,5 procent i december trukket bredt både af forskellige geografier og sektorer.

En af de væsentlige faktorer i den positive udvikling var formaliseringen af den første handelsaftale mellem USA og Kina i første halvdel af december.

Handelsaftalen, som er en delaftale af flere, indebærer, at den planlagte told, der skulle være trådt i kraft den 15. december på flere kinesiske varer, blev aflyst, samtidig med at Kina fremover blandt andet køber flere amerikanske landbrugsvarer og industriprodukter samt mere energi.

Selvom aftalen ikke formelt blev underskrevet i december, men offentliggjort på Twitter af Donald Trump, har udviklingen understøttet aktiemarkederne, idet investorer nu i langt højere grad end ved tidligere lejligheder forventer en deeskalering frem for en eskalering i handelskonflikten mellem USA og Kina.

Ved udgangen af december offentliggjorde Donald Trump desuden, at den indgåede ”første-fase”-handelsaftale formelt underskrives den 15. januar 2020.

Global vækststabilisering fortsætter

En anden væsentlig faktor i afkastudviklingen i december er en fortsættelse af den stabilisering, der har indfundet sig i væsentlige dele af den globale fremstillingssektor siden september.

Den globale vækstopbremsning, som mange investorer oplevede gennem 2. halvår af 2018 og dele af 2019, er siden september stabiliseret og nogen steder ligefrem vendt rundt, så den nu ikke længere i samme omfang skaber usikkerhed om en mulig snarlig recession i amerikansk/global økonomi.

Derudover ses der også på flere områder, at opbremsningen i serviceindustrien er stabiliseret, og at man i visse områder ser en begyndende re-acceleration.

Bedringen i forholdet mellem USA og Kina har derudover også været en støtte for forventningerne til global samhandel og derigennem naturligvis også vækstforventningerne.

Emerging Markets og cykliske sektorer fører an

Selvom alle 11 sektorer i aktiemarkedet i december leverede et positivt afkast på lige fod med de væsentligste regionale aktieindeks, så har der været en tendens til, at udvalgte områder har gjort det bedst.

Blandt andet har Emerging Markets leveret stærke afkast.

Igen har en bedring i forholdet mellem USA og Kina været toneangivende for, at der er leveret gode afkast i lande som Kina, Sydkorea og Taiwan, hvor global samhandel har en stor betydning for virksomhedernes evne til at generere indtjening. Derudover har en stigende global risikoappetit og en svagere amerikansk dollar også haft en effekt på afkastudviklingen i Emerging Markets som helhed.

Lidt det samme gør sig gældende blandt aktiemarkedets sektorer. Energi og Materialer ligger i front i kølvandet på højere oliepriser og industrimetaller. IT-sektoren, som domineres af amerikanske selskaber, har endvidere været blandt de bedst performende sektorer på baggrund af blandt andet af det bedre forhold mellem USA og Kina.

Du kan læse mere om Formueplejes seneste syn på aktiemarkedet i følgende artikel Aktieinvestorer er flokdyr.

Fin debut til Lagarde

Julemåneden bød på stigende renter over en bred kam. De 10-årige danske renter steg med ca. 0,15 procentpoint, mens de 2-årige steg med 0,05 procentpoint, hvorfor der også var mindre negative afkast i obligationsporteføljerne i Formueplejeforeningerne.

Månedens højdepunkt for markedsdeltagerne var rentemødet i Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor Christine Lagarde for første gang indtog rollen som ECB-chef. Det var imødeset med spænding, hvordan hun ville udstikke kursen efter sin forgænger Mario Draghi, der i sine 8 år som chef for centralbanken har været betragtet som både euroens redningsmand, helt, innovativ og skurk – afhængig af udgangspunkt.

Baseret på rentemødet i december bliver tillægsordene, der skal bruges om Christine Lagarde, mindre farverige. Hun undlod behændigt at udtrykke konkrete holdninger til ømtålelige emner og betegnede meget rammende sig selv som en ugle frem for den traditionelle opdeling i duer og høge.

Set fra Formueplejes synsvinkel var det vigtigste budskab, at pengepolitikken bliver sendt i udvalg i hvert fald i 1. halvår 2020 (kaldet ’policy review’), og at der derfor ikke kan forventes politikændringer på denne side af sommerferien. Der er dermed også lagt op til mulighed for et mere dramatisk efterår, hvor dette ’policy review’ forventes færdiggjort. Dog ikke så meget drama, at der kan opstå tvivl om, at ECB også fremad vil føre en meget lempelig pengepolitik.

Af samme årsag ligger obligationsporteføljerne fortsat positioneret til, at de korte renter forbliver lave, mens risikoen for moderat stigende lange renter er afdækket.

 

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>