Derfor bør du have en fremtidsfuldmagt

Du bør oprette en fremtidsfuldmagt, mens du er fysisk og psykisk frisk og selv er i stand til at beslutte, hvem du har tillid til. På den måde er du sikret, hvis du skulle blive ramt af ulykke eller sygdom, der gør dig ude af stand til selv at træffe beslutninger om dine økonomiske og personlige forhold.

I de seneste tre år har det været muligt at oprette en fremtidsfuldmagt således, at du selv kan udpege, hvem der skal tage over, hvis du i fremtiden bliver ramt af en ulykke eller bliver syg i et omfang, hvor du mister evnen til at tage vare på dine egne økonomiske og personlige forhold.

Vil du gerne være så godt stillet som muligt i den situation, kan du allerede på forhånd give en anden person fuldmagt til at tage vare på dine økonomiske og personlige forhold.

Økonomiske forhold handler om adgangen til at betale regninger, omlægge lån og ansøge om offentlige ydelser, mens personlige forhold dækker over adgangen til at søge om offentlig hjælp, klage over afgørelser og aktindsigt i patientjournaler.

Det er derfor en rigtig god ide at oprette en fremtidsfuldmagt, fordi du i så fald kan lægge råderetten over dit liv og dine penge i hænderne på en person, som du nærer stor tillid tid. Det er naturligvis ikke en situation, man forestiller at se sig selv i, men netop fordi det kan ramme alle, er det en god ide at tage stilling.

Der er en række fordele ved at få taget hånd om fremtidsfuldmagten i tide – ud over at det er relativt let at få ordnet i praksis:

  • En fremtidsfuldmagt har den fordel, at den registreres her og nu, mens du er ved dine fulde fem og først sættes i kraft, hvis du bliver så svækket, at du ikke kan tage vare på dine egne økonomiske og personlige forhold. Du træffer altså – på forkant – en god beslutning, mens du er i stand til det. Og den træder først i kraft i det tilfælde, at du på et tidspunkt ikke længere er i stand til det.

  • Du vil gøre livet lettere for dine pårørende i og med, at du selv har truffet beslutningen om, hvem der skal hjælpe dig i den svære situation. Du kan godt indsætte flere fuldmagtshavere end en, og du kan vælge, om fuldmagtshaverne både skal varetage personlige og økonomiske forhold eller kun en af delene.

  • Da du på tidspunktet for oprettelsen af fremtidsfuldmagten skal være i stand til at handle fornuftsmæssigt, er du sikret, at dine interesser varetages efter dine egne ønsker. Dermed undgår du – i hvert fald på papiret – splid i familien, da du selv har valgt, hvem du overdrager fuldmagten til, og dine pårørende slipper for en potentielt svær diskussion om, hvem der er den rette.

  • Opretter du ikke en fremtidsfuldmagt, er det Familieretshuset (tidligere kendt som Statsforvaltningen), der vælger, hvem der skal være din fuldmagtshaver, hvis du går hen og bliver dement eller ikke kan tage vare på dig selv. Med en fremtidsfuldmagt bestemmer du selv, og det hjælper både dig og dine pårørende, idet Familieretshusets afgørelser ofte tager tid, og i den mellemliggende tid vil dine personlige og økonomiske være låst fast.
  • Du hjælper dem, der skal hjælpe dig. Med en fremtidsfuldmagt behøver dine pårørende ikke afvente Familieretshusets accept, og dermed kan de straks sælge eller købe en ny bolig til dig og få adgang til dine personlige forhold, når det kræves.

  • En fremtidsfuldmagt er digital og skal underskrives med NemID, og når den først er aktiveret, kan læger, apoteker og domstolene se den, og på den måde kan den eller de fuldmagtshavere, du har valgt, disponere på dine vegne i overensstemmelse med, hvad der er bedst for dig.

Formuepleje er til rådighed for en god snak

Af ovennævnte grunde er det derfor en god ide at få det ordnet, mens du er i fuld vigør i stedet for at vente, til det er for sent. I Formuepleje hjælper vi meget gerne med en god rådgivningssnak om, hvorfor det er en god ide med en fremtidsfuldmagt, men skal du have den fulde juridiske rådgivning, anbefaler vi, at du kontakter din advokat.

Inden du går til din advokat, er det en god ide at have tænkt over, hvem du vælger som fuldmagtshaver. Vælger du flere, skal du tage stilling til, om de skal være sideordnede, eller om de skal rangordnes – og om de skal træffe beslutningerne sammen eller hver for sig på hver sit område. Vælger man flere fuldmagtshavere indebærer det en risiko for, at de ikke kan blive enige.

Vores råd er: Man skal kun give fuldmagt til personer, man stoler fuldt og fast på også i fremtiden, så det skal altså være en, man er tryg ved at give både personlige informationer til, og som man tør give adgang til sine penge.

Det kan godt kræve nogle svære overvejelser, men når man har færdiggjort disse, er det en klar anbefaling at få oprettet en fremtidsfuldmagt.


Sådan opretter du en fremtidsfuldmagt 

  • Oprettelsen af en fremtidsfuldmagt består af to trin. Først skal du indtaste fuldmagten og underskrive den digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret med dit NemID. Det sker via Digital tinglysning på Tinglysning.dk.

  • Herefter skal du ved personligt fremmøde for en notar vedkende dig fremtidsfuldmagten. Du viser notaren legitimation i form af pas, kørekort eller anden offentlig billedlegitimation. Notaren kontrollerer på den måde din identitet. Notaren påser derudover, at oprettelse af fremtidsfuldmagten er dit eget ønske, og at du fornuftsmæssigt er i stand til at oprette fuldmagten.

  • Du skal henvende dig til byretten for at få kontakt til en notar. Du kan på Domstolsstyrelsens hjemmeside finde den byret, der ligger tættest på dig. Hvis du ikke har mulighed for at møde fysisk op ved en notar, kan du få notaren til at komme til dig på din hjemmeadresse eller på hospitalet mod betaling af transportudgifterne.

  • Det er Familieretshuset, der sætter fremtidsfuldmagten i kraft på anmodning af dig selv eller fuldmagtshaveren. Det er først herefter, at den får virkning.

Sådan træder fremtidsfuldmagten i kraft

  • Fuldmagtshaveren skal fremlægge en lægeerklæring om din tilstand for Familieretshuset, erklære at de har talt med dig og din ægtefælle eller samlever om indgivelsen af anmodningen og have underrettet dine nærmeste pårørende om indgivelsen. Herefter tager Familieretshuset stilling til, om fremtidsfuldmagten kan sættes i kraft.

  • Gebyret for en anmodning om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft er 1010 kroner (2020).

    Kilde: Borger.dk
Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>