Skal jeg ændre på min risikoprofil, når markederne falder?

Efter en periode med kursfald som i slutningen af 2018 møder vi som formuerådgivere typisk en del kunder, der er blevet ængstelige efter at have set fald i depotet og derfor overvejer at sælge ud af investeringerne. Hvis man stadig sover godt om natten, gælder det om at holde sig til planen, men ligger man søvnløs over den negative udvikling, kan det godt være, at man bør justere sin risiko, selv om man i princippet ligger med den rigtige risikoprofil.

Det vækker altid en vis uro, når værdien af ens investering svinder ind, som det var tilfældet for mange i de sidste tre måneder af 2018. Når man når en vis erfaring med investeringer, ved man godt, at investeringer både stiger og falder i værdi. På den måde er det altid godt at få genopfrisket den lærdom, hvis man skulle have glemt det og ladet euforien tage helt over.

Uanset hvad er en periode med kurstab i hvert fald oplagt til at få testet sin risikoprofil af og få afprøvet, om man rent faktisk har valgt rigtigt med den nuværende placering af midlerne.

Stil dig selv de rigtige spørgsmål

Grundlæggende gælder det om at stille sig selv alle de vigtige spørgsmål: Har du stadig de penge, du skal bruge lige nu, er din situation uændret i forhold til, da du foretog din investering, og skal du først bruge pengene fra din investering på det planlagte tidspunkt nogle år ude i fremtiden?

Hvis du kan svare ja til alle de spørgsmål, så har du formentlig valgt den rigtige risikoprofil og kan vente på, at markederne igen viser sig fra en bedre side uden at foretage dig noget som helst andet end måske lige kortvarigt at ærgre sig over, at det ikke ser for godt ud lige nu og her. Velvidende, at det nok skal vende igen.

Det er det, vi kalder at investere langsigtet og efter en nøje tilrettelagt plan. Det er her, man har muligheden for at dokumentere, at man kan holde hovedet koldt, selv om de 10 millioner kroner man fik for at sælge sin virksomhed sidste år på tre måneder måske er faldet til en værdi på 9 millioner kroner. Det gør umiddelbart ondt, men hvis pengene er sat til først at skulle bruges om fem år eller mere, burde der ikke være grund til at være bekymret.

Muligvis er du debuteret som investor i 2018, og så har du lært lektien på den hårde måde ved at komme ind i et år, der egentlig var godt på lange stræk, men endte med negative aktieafkast. Det er ikke den bedste start på et nyt investeringsliv, men omvendt noget, der ruster dig til fremtidige kursfald, som vi jo ved kommer fra tid til anden, og historisk set altid overvindes igen.

Vælg den rigtige risiko

Men det kan også være, at sådanne kursfald rent faktisk gør dig søvnløs om natten, uanset at du i teorien har valgt den rigtige risikoprofil i forhold til din alder.

Det kan godt være, at du objektivt ser bør have en høj risikoprofil, fordi der er mange år til, at formuen skal realiseres, men har du ikke sovet ordentligt siden november, fordi dine investeringer har mistet 10-15 procent af deres værdi, skal du måske justere risikoen og gå lidt ned i kategori og gå en smule på kompromis med afkastet. Nattesøvnen skal man ikke spøge med, helbredet kommer i første række.

Med andre ord er det måske lige lovlig kækt at påstå, at en periode med tab uanset hvad skal få dig til at blive liggende i din nuværende investering, og at det hele nok skal gå over. Det gør det formentlig, men det kan rent faktisk også være en god anledning til lige at løfte blikket og kigge efter, om din løsning nu også er den bedste for dig. Det gælder både risikoprofil og selve investeringsløsningen. Sådan en aktienedtur kan være en god mulighed for at tjekke, hvilke aktører der er på markedet, som rent faktisk leverer varen og opnår de bedste relative afkast.

Livet som investor er én lang række af glæder og sorger. Et sjovt eksempel er vores ældste investeringsløsning Formuepleje Safe, som vi etablerede i 1988. Siden da er gået 31 år – de 25 af dem med et positivt resultat, når vi gjorde regnestykket op nytårsaften. Selvom udsvingene til tider har været store, så er resultatet i dag alligevel, at der i gennemsnit er leveret mere end 12 procent i afkast om året.

Jeg er helt sikker på, at nogle af de oprindelige investorer ind i mellem har været i tvivl om de skulle fortsætte, ikke mindst i urolige tider på de finansielle markeder, men dem, der fortsat er med – og som jeg har været heldig at møde – har været særdeles tilfredse med, at de holdt ud.

Denne klumme er også bragt i Erhverv+ den 7. februar 2019.