Nye tweets fra Trump får kurserne til at falde

Efter at have handlet på rekordhøje niveauer det meste af sommeren reagerer aktiemarkedet negativt på, at USA eskalerer handelskrigen imod Kina ved at lægge nye toldsatser på import fra Kina. ”En forværring af handelskrigen er dårligt nyt for de finansielle markeder, fordi det er med til at skabe usikkerhed om hele verdensøkonomien. I Formuepleje mener vi dog fortsat, at man skal have is i maven og ikke se det som begyndelsen på en kraftig nedtur i markedet,” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.

Onsdagens rentesænkning i USA blev torsdag fulgt op af en eskalering af handelskrigen mellem USA og Kina, da præsident Donald Trump på Twitter bekendtgjorde, at USA fra 1. september lægger yderligere 10 procent told på varer fra Kina for en værdi af 300 milliarder dollars. I forvejen er der 25 procent told på den resterende del af importen fra Kina svarende til 250 milliarder dollars.

Kina har svaret igen ved at sige, at man ikke ønsker en handelskrig, men heller ikke er bange for at udkæmpe en. Den eskalerede situation har fået de finansielle markeder til at reagere med moderate kursfald og faldende renter.

Også Formueplejes investeringsløsninger mærker den hårde handelsdag, og Penta, der er Formueplejes løsning på en investering med høj risiko svarende til 100 procent globale aktier, faldt fredag cirka 4 procent.

”Det kan tilskrives den usikkerhed, som en forværring af handelskrigen er med til at skabe. Handelskrigen ligger jo hele tiden og ulmer, og når så præsident Trump tweeter om nye toldsatser på import af kinesiske varer rammes hele aktiemarkedet. Handelskrigen har potentiale til at ramme væksten i verden, og den kan skubbe investorernes og forbrugernes tillid i negativ retning, men omvendt skal man også notere sig, at mange økonomiske nøgletal – især i USA – fortsat ser fine ud,” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje og medlem af Investeringskomiteen.

Formuepleje har forsikret væsentlig del af aktieporteføljen

Samtidig lyder der en opfordring til investorerne om at stå situationen igennem og bevare roen.

”I Formuepleje tror vi stadig på, at der allerede i år kommer en eller flere delløsninger på handels­tvisten mellem USA og Kina, men også at forhandlingerne om rammerne for handel, vare­mærke­beskyttelse og patentrettigheder vil være en tilbagevendende begivenhed i de kommende år. Vi forventer derfor at der er mere at hente på aktiemarkedet og ikke, at dette er begyndelsen på en kraftig nedtur på markederne. Vi anerkender også de usikkerhedsfaktorer, der er og har derfor tidligere på året taget vores forholdsregler og forsikret os mod store kursfald for en meget væsentlig del af aktieporteføljen. Den beskyttelsesstrategi er med til at tage de værste stød, der måtte komme,” siger Søren Astrup.

Hertil kommer, at de toneangivende centralbanker ser ud til at være på forkant med situationen og står klar med pengepolitisk assistance for at bevare stabiliteten i de store økonomier og dermed på de finansielle markeder.

”Handelskrigen skaber usikkerhed, men vi skal også huske, at i hvert fald USA fortsat har relativt stærke nøgletal, at renten er rekordlav, og at centralbankerne er oppe på mærkerne og reagerer proaktivt med blandt andet præventive rentesænkninger for at holde økonomien i gang. Vi har lige set Fed sænke renten, og i Europa har ECB signaleret en lempeligere pengepolitik fra september. Det er gode argumenter for fortsat at være solidt til stede i aktiemarkedet. Endelig bør man ikke glemme det større perspektiv, nemlig at der er leveret et højt afkast i indeværende år,” fremhæver Søren Astrup.

Hvis man har yderligere spørgsmål til, hvordan Formuepleje håndterer situationen, skal man ikke tøve med at tage kontakt til sin rådgiver.

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>