Klumme: Opråb på dine børns vegne

Hvis du er så heldig at være forælder til børn der sparer op – enten med hjælp fra dig eller gavmilde og fremtidssynende bedsteforældre – så har du en forpligtelse, du ikke må ignorere.

Børn har ufatteligt mange fordele i forhold til os andre. En af disse er, at de kan have glæde af renters-rente-effekten, og at de har den herligste lange investeringshorisont. Det gør dem i stand til at tage risiko, når de placerer indholdet af deres sparegris og dermed at få et rigtigt godt afkast, som kan sikre dem indskud til lejlighed, den rigtige pc, muligheden for højskoleophold, billetten til jordomrejsen – eller noget helt femte.

Det er imidlertid dit ansvar, at det sker, og i tider som disse, hvor renten er nul eller måske negativ, er det mere vigtigt, at DU handler end nogensinde før.

Det globale aktieindeks har leveret 5,8 procent i gennemsnitligt årligt afkast de seneste 18 år. Det betyder, at hvis lille Ib eller lille Yrsa havde fået 10.000 kroner af bedstefar i dåbsgave i 2001, så ville de i dag have knap 28.000 kroner i stedet (helt præcist 27.846 kroner). Der er selvfølgelig ingen garanti for, at verden udvikler sig på samme måde de kommende 18 år, men det giver dog et fornuftigt fingerpeg.

Fire muligheder for børns opsparinger

Når børn sparer op, kan det ske på mange måder, og det skal du naturligvis sætte dig ind i, inden du sætter fut i sparegrisen. Kort fortalt har du fire muligheder: Børneopsparing, fri opsparing, aktiesparekonto og pensionsopsparing.

Børneopsparingen har den begrænsning, at der maksimalt kan indskydes 6.000 kroner om året, og når der er indskudt 72.000 kroner, så lukker porten. Herefter kan der ikke indskydes yderligere. Til gengæld er afkastet skattefrit. Hvert barn kan kun have én opsparing. Inden du opretter en børneopsparing, skal du huske at spørge bankmanden, hvad pengene kan placeres i?

Ikke alle banker tillader dig frit valg på dine børns vegne, og hvis de muligheder der stilles til din rådighed ikke er attraktive, så må du kigge efter alternativer. Det kan være, at de investeringsmuligheder, du har til rådighed, ikke har leveret tilfredsstillende afkast set i forhold til andre muligheder, og/eller at omkostningerne ikke står mål med udbytterne.

Fri opsparing er en anden og mere fleksibel mulighed. Igen er du nødt til at sætte dig ind i hvilke muligheder der er i barnets bank, før du begynder. Det magiske ved den frie opsparing er, at barnet er født med et ”frikort”. De første 35.300 kroner barnet tjener skal der ikke betales skat af. Her gælder det imidlertid om at holde tungen lige i munden, for hvis der er investeret i aktier eller udbyttebetalende, aktiebaserede investeringsforeninger, så kan du ikke gøre brug af frikortet. Så skal der betales almindelig aktieindkomstskat.

Aktiesparekontoen er også en god mulighed til dine børn. Her er skattesatsen lavere end ved almindelig aktieindkomst – 17 procent i stedet for 27 procent (eller 42 procent, hvis udbytter og gevinster overstiger 54.000 kroner). Til gengæld skal skatten betales hvert år. Og der er et loft over indskud på 50.000 kroner.

Hvis du vil sikre dig, at lille Ib og lille Yrsa ikke bruger pengene på tant og fjas, og først skal være rigtigt voksne, før de får pengene til deres rådighed, så er der også den helt langsigtede mulighed. Her er det pensionsopsparing – vel at mærke en aldersopsparing. Her kan du sætte 5.200 kroner ind i år, investere pengene – og der betales kun 15,3 procent i skat af afkastet. Også her betales skatten hvert år.

Du er dine børns økonomiminister

Summa summarum: For at være en rigtig god økonomiminister i dine børns liv, skal du tage action, hvis de er så heldige at have en sparegris. Og hvis du ikke selv føler dig i stand til at gå af sted i opsparings- og investeringsjunglen, så søg råd. Herunder kan du se hvorfor:

10.000 kroner forrentet med -0,5 procent i 18 år = 9.137 kroner

10.000 kroner forrentet med 3 procent i 18 år = 17.024 kroner

10.000 kroner forrentet med 6 procent i 18 år = 28.543 kroner

10.000 kroner forrentet med 9 procent i 18 år = 47.171 kroner

En lille forbrugeroplysning: Hvis børnenes opsparing kommer fra din husholdningspung, så risikerer du faktisk, at beskatning af afkastet sker hos dig. Det er endnu en god grund til at prikke til bedstefar og bedstemor og høre, om de ikke vil være med til at starte et fantastisk økonomisk fundament for lille Ib og lille Yrsa.

Og hvem kan sige nej til det, nu hvor julen nærmer sig. Indskud på opsparing har yderligere den fordel, at det kan ske uden at stå i kø i julehandlen.

Klummen er også bragt i Erhverv+ den 5. december

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>