Kampen om den nye verdensorden

Verden har i en årrække befundet sig i en brydningstid. Den udvikling bliver kun understreget af en endnu mere intens rivalisering mellem verdens to økonomiske stormagter USA og Kina. Hvor 2018 bød på handelskrig mellem de to største økonomier i verden, kan 2019 meget vel trække fronterne endnu tydeligere op på grund af USA’s frygt for, at Kina haler alt for meget ind på USA.

2018 har stået i handelskrigens tegn med nye og skærpede toldsatser fra Washington til Beijing og den modsatte vej. I de kommende år kan man roligt forvente, at rivaliseringen mellem verdens to suverænt største økonomier udvikler sig yderligere. Kina har vist sig som en formidabel førsteudfordrer til USA’s førende position i verden. En status, som USA ellers har haft i cirka 100 år, og som landet ikke har i sinde at give op uden kamp.

”Selv om vi i begyndelsen af december fik en våbenhvile i handelskrigen, og selv hvis man får en permanent handelsaftale på plads, skal vi forvente en permanent rivalisering mellem de to stormagter. USA har siden Murens fald været den eneste supermagt, men Kina har nået en størrelse, hvor landets enestatus bliver udfordret. I Washington D.C. har man derfor indset, at det ikke er farbart at indgå i et konstruktivt samarbejde med kineserne, når man samtidig ligger i langsigtet konkurrence om overherredømmet,” forklarer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Verdens samlede BNP er i 2017-termer cirka 80.000 milliarder dollar. Heraf står USA for godt 19.000 milliarder dollar eller tæt på en fjerdedel og Kina for over 12.000 milliarder dollar eller cirka 15 procent. De to økonomier står tilsammen for knap 40 procent af verdensøkonomien, men Kina er ved at hale ind på amerikanerne, og det huer ikke USA.

Den økonomiske verdensorden mellem USA, Kina og resten af verden

USA giver sig ikke frivilligt

Især præsident Donald Trump har ikke uden videre tænkt sig at lade Kina overtage USA’s position som den mægtigste magt i verden.

USA’s egen position er over tid svækket fra at udgøre 32 procent ved årtusindskiftet til nu kun at udgøre godt 22 procent. I Guds eget land stritter man imod Kinas metoder. Dels sker den hæsblæsende udvikling med hele det kinesiske statsapparat i ryggen, og det er også med omfattende kopiering af amerikansk teknologi, at Kinas virksomheder vokser sig store og stærke. Tyveri af intellektuelle ejendomsrettigheder, som det hedder i juridiske termer.

Heri skal man finde en god del af forklaringen på handelskrigen, som er mere vidtgående end, at USA blot er utilfredse med et uforholdsmæssigt stort handelsunderskud, især i forhold til Kina.

”Det handler også om handelsunderskuddet, men strategisk stikker problematikken dog langt dybere. Det er et kapløb om at være verdens største magt – politisk, økonomisk, teknologisk og i mindre grad militært, hvor begge parter ved, at oprustning og endnu værre en militær konflikt er uønsket. Når den økonomiske rivalisering eskalerer lige nu, er det, fordi man kan se ved en simpel fremskrivning, at Kinas økonomi i løbet af de kommende 10-15 år rent faktisk overhaler USA, hvis vækstraterne fortsætter som nu,” forklarer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje og nævner, at Kina allerede har overhalet USA som verdens største økonomi, hvis man måler på købekraft. Her er Kina nummer et, USA toer, mens Indien er treer.

Kampen om verdensmagten mellem USA og Kina

Nye magtbalancer under opsejling

Det er et godt billede på den nye verdensorden, der er ved at tegne sig her næsten 75 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig, snart 30 år efter kommunismens sammenbrud og kun 10 år efter den største økonomiske krise siden 1930’erne.

”Nu er det Kina, der udfordrer USA på retten til at definere den nye verdensorden. Vi er vidner til et skelsættende skift i den globale magtbalance, hvor den traditionelle verdensorden er under forvandling, og en ny er ved at opstå,” siger Henrik Franck, der forudser, at udviklingen vil forskubbe magtbalancen i verden væk fra USA, som ikke længere er verdens ubestridte leder.

”En anden magtbalance opdelt i regioner vil opstå: En vestlig med USA i spidsen, en østasiatisk med Kina og Japan og inden for en årrække Indien som de førende økonomier og så en europæisk muligvis med Afrika som et vedhæng. Spørgsmålet er så, hvilken region der bliver stærkest og ender i lederrollen. De lande, der befinder sig uden for disse regioner, som for eksempel Rusland og landene i Mellemøsten, er der mere usikkerhed om,” lyder det fra Henrik Franck.

Deng Xiaopings vækstmirakel

Det var Deng Xiaoping, der i 1992 for alvor skød gang i den særlige kinesiske kommunistiske kapitalisme. Det åbnede Kina mod omverdenen og satte gang i et væksteventyr, hvis lige verden ikke har set tidligere, og som betød, at kineserne år for år overhalede økonomier som Storbritannien, Tyskland og Japan, så Kina i 2009 blev verdens næststørste økonomi foran Japan

Det er altså en udvikling, der er gået voldsomt hurtigt i et historisk perspektiv med tanke på, at vi taler om verdens mest folkerige land, og at det tager tid at vende så stor en skude og få forløst hele det potentiale.

”Nu er Kinas økonomi 2½ gang større end Japans og har blikket stift rettet mod USA på førstepladsen. I 1990 var USA’s økonomi 15 gange større end Kinas – nu er det nede på godt 1,5 gange.

Kina har fundamentalt ændret verdensøkonomien og gjort landet til en magtfaktor,” siger Henrik Franck og tilføjer, at det er en pudsighed, at de to rivaler på mange måder også er viklet tæt ind i hinandens arme.

”Kina har et kæmpemæssigt opsparingsoverskud og USA det modsatte. Det betyder, at meget kinesisk kapital ender i USA. Eksempelvis er Kina det land, der ejer den største andel af amerikanske værdipapirer, og det giver omvendt USA et enormt overskud på betalingsbalancens kapitalposter,” forklarer Henrik Franck.

Kina er et uland i WTO-regi

På grund af Kinas tiltagende styrke og nuværende position som verdens næststørste økonomi og verdensøkonomiens vigtigste vækstmotor kan det være svært at forstå, at Kina, der blev optaget i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001, fortsat har status som et uland og opnår de handelsmæssige fordele, som det indebærer:

”Kina har vokset sig så stor og stærk, at det ikke længere giver mening. Det er også en af årsagerne til, at Donald Trump på USA's vegne erklærer handelskrig. Til gengæld kan man nok forvente, at Kinas vækst i de kommende år vil flade noget ud alene af den årsag, at landets økonomi nu har nået et omfang, hvor det ikke er muligt at opretholde de samme vækstrater. Men det betyder jo netop, at Kina er gået fra at være et udviklingsland til at være et udviklet land,” siger Henrik Franck, der peger på, at risikoen ved handelskrigen er, at de afsmittende effekter kommer til at ramme verdensøkonomien, hvis man ikke finder en mindelig løsning frem for at slå hinanden i hovedet med nye toldsatser.

Kina – globaliseringens hovedrolleindehaver

Kina spiller en central rolle i hele den globalisering, der har fundet sted over de seneste tre årtier. I 1990’erne og 2000’erne blev store dele af vestlig produktion flyttet ud til Kina, der kunne tilbyde billig arbejdskraft i hobetal. Det er skiftet, efter at Kinas middelklasse har vokset sig stor og købedygtig, og Kina nu satser mere på at skabe og opfinde selv frem for bare at være verdens fremstillingsland. Effekten har i Vesten i samme periode været kolossal rent politisk, hvor de traditionelt regeringsbærende partier er kommet under heftigt pres alle vegne.

”Globaliseringen, den stigende ulighed, migrationen fra fattige til rige lande er de faktorer, der bedst forklarer, hvorfor mange vælgere i USA og Europa søger mod fløjene. Det er derfor, at Donald Trump kan blive præsident, at briterne forlader EU og at yderfløjspartierne til begge sider har gode kår i stemmeboksene i disse år. Det handler i sidste ende om bekymring for den økonomiske fremtid. Globaliseringen har jo haft den effekt, at vi som samfund er blevet meget rigere, men at mange ikke har mærket denne stigende velstand og i stedet har kunnet se deres lønninger stagnere og job forsvinde til andre lande,” lyder Henrik Francks vurdering.

Europa klemt inde mellem USA og Kina

Som en lus mellem de to negle finder man EU, der samlet har en økonomisk størrelse lidt under USA’s og endnu noget over Kinas, men der er også tale om 28 lande i alt og 27 med Storbritanniens farvel til EU. Vækstraterne i Europa er samtidig lavere end i både USA og Kina, så på den måde mister EU hele tiden økonomisk tyngde.

”Den økonomiske styrke er med til at definere, hvor stor EU’s betydning er over for USA og Kina. Derfor er det ikke ligegyldigt, om vi i Europa kan få skubbet mere gang i væksten,” mener Henrik Franck, der konstaterer, at spørgsmålet om, hvem der skal være verdens ledende supermagt ikke forsvinder lige med det samme:

”Det kommer til at være i fokus det næste årti. Hvis vækstraterne fortsætter som hidtil, kan vi forvente, at Kina overhaler USA i sidste halvdel af 2020’erne. Det vil være et hårdt slag i mod den amerikanske selvforståelse, men omvendt er der ingen grund til helt at afskrive verdens næststørste økonomi. Ligesom vi jo heller ikke gør med Kina i dag. Europas og EU’s betydning vil nok også blive mindsket en smule, men mister jo ikke lige pludselig hele sin betydning.”

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 01//2019. Download artiklen som PDF her.