Formuepleje-fonde indtager toppositioner fra årets start

Januar blev en formidabel start på året og gav atter positive afkast efter den turbulente afslutning på 2018. Formueplejes blandede fonde lå samtidig helt i top inden for deres felt og indtog fire af de fem øverste pladser på NHX Multi-Strategy Index i januar. ”Det vidner om, at vores investeringsløsninger har fået en meget stærk start på året,” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.

Begyndelsen af 2019 kunne investeringsmæssigt betragtet ikke have været meget bedre. Afkastene er i top, og for Formueplejes vedkommende gælder det, at vores investeringsløsninger i januar indtog fire af de fem øverste pladser i NHX Multi-Strategy Index, kun overgået af den børsnoterede ejendomsfond UB Real REIT.

Formuepleje-fondene Penta, Epikur, Safe og Pareto ligger således nummer 2-5 på opgørelsen for januar med et afkast, der spænder fra 6,7 procent i Pareto til 12,1 procent i Penta. Samtidig er det værd at bemærke, at de fire topplaceringer kommer i en januar, der er den bedste måned i fire år og den næstbedste januar i de otte år, multistrategi-indekset har eksisteret.

NHX Multi-Strategy-indekset steg således 1,9 procent i januar og 80 procent af fondene i indekset leverede positive afkast i januar.

”Det kan vi godt være bekendt for nu at underdrive lidt. Det er en god bekræftelse af, at vi tilbyder nogle investeringsløsninger, der er gennemtænkte og i stand til både at levere høje afkast i medvind og modstå de værste fald, når det går nedad som i slutningen af 2018,” forklarer Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.

2019 er kommet godt fra start

”Selv om markederne faldt i slutningen af 2018, klarede vi os relativt set godt i forhold til konkurrenterne. Nu er markederne mere positive, og vi ligger stadig med i førerfeltet og leverer nogle af de bedste afkast på markedet både relativt og absolut. Det viser, at vores aktive forvaltning skiller sig ud i forhold til alternativerne,” siger Søren Astrup, der konstaterer, at de positive afkast er fortsat ind i februar.

År-til-dato er Penta, som svarer til en investering i høj risiko, således steget 17,1 procent, hvor verdensaktieindekset er steget 11,9 procent. Det er et merafkast på 5,2 procentpoint. Epikur, der har en middel-til-høj risikoprofil, er steget 14,7 procent – eller 5,7 procentpoint mere end det sammenlignelige indeks. Safe, der har middelrisikoprofil, er steget 12 procent, mens lav-til-middel risiko-investeringen Pareto er steget 9,4 procent. Det er henholdsvis 4,8 og 3,3 procentpoint mere end deres sammenlignelige indeks.

”Vi glæder os over den gode start på året og tror på, at 2019 bliver et fornuftigt investeringsår, men er stadig opmærksomme på, at der kan komme udsving i 2019. Dem er vi som aktiv kapitalforvalter forberedt på,” slutter Søren Astrup.