Formuepleje er på banen med sin tredje ejendomsfond

Den tredje ejendomsfond i Formuepleje-regi er lige på trapperne og åbner for tegning i næste uge. ”Vi har oplevet stor interesse for en ny ejendomsfond, og nu er timingen den rigtige,” forklarer Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje. I Formueplejes to første ejendomsfonde blev der rejst over 300 millioner kroner i ny kapital.

Investorer med interesse i ejendomsinvesteringer får nu muligheden for at realisere drømmen, når der på mandag bliver åbnet for tegningsperioden i Formueplejes tredje ejendomsfond.

Den tredje ejendomsfond har ladet vente på sig lidt længere end oprindeligt planlagt, fordi markedsforholdene ændrede sig i løbet af 2. halvår 2018.

”Vi kunne ikke drømme om at bringe en ny ejendomsfond til markedet, hvis ikke vi anså vilkårene for at være attraktive. I 2. halvår drillede rentemarkedet os, så vi ikke helt kunne opnå samme gunstige finansiering som tidligere, men det kan vi nu. Vi har bevidst ventet til, at timingen i markedet var rigtig. På det seneste er renterne faldet, og vi har en forventning om, at de bliver nede et godt stykke tid endnu. Så nu kan vi se en meget interessant investeringscase til vores tredje fond på niveau med det, vi kunne tilbyde i de to første fonde,” forklarer Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.

Regnestykket skal hænge sammen

Formuepleje Ejendomme III åbner for tegning mandag den 18. marts og lukker igen fredag den 12. april. Det kan dog lukke før tid, hvis interessen bliver meget stor.

”Vi har oplevet stor interesse og efterspørgsel efter vores ejendomsinvesteringer, og folk har længe spurgt os, hvornår vi ville lancere den næste fond. Det har trukket lidt længere ud, end vi oprindeligt havde kalkuleret med, men det er, fordi vi ikke går på kompromis med investeringscasen. Så hellere vente,” siger Søren Astrup.

Potentielle ejendomskøb i kikkerten

Ejendomsinvesteringschef Bettina Movang udtaler i den forbindelse, at Formuepleje allerede nu har sat jagten ind på velegnede ejendomme, der kan blive en del af den fremtidige portefølje.

”Vi har allerede gode bud på interessante ejendomme i kikkerten, der lever op til vores kriterier om god beliggenhed og udsigt til attraktive afkast selv med konservativ finansiering. Vi forventer at kunne lukke den første handel i løbet af første halvår,” oplyser Bettina Movang, der fortæller, at det er en svær proces at få alle ender til at mødes, når man investerer i ejendomme.

Beliggenhed, pris og finansiering er nogle af de væsentlige forhold, der skal gå op i en højere enhed for, at investeringscasen er interessant.

”Potentialet for at investere i ejendomme er intakt, men der er ikke frit valg på hylderne, når man skal vælge ejendomme, der opfylder vores krav til eksempelvis beliggenhed. Derfor er det af og til en langstrakt proces, hvor forhandlingerne om pris og vilkår også kan være langvarige. Det er jo ret væsentligt for, om vi i sidste ende kan levere det afkast, vi har stillet i udsigt,” forklarer Bettina Movang.

Mange investorer i kø til ny ejendomsfond

De endelige detaljer i prospektet til Formuepleje Ejendomme III er ikke 100 procent på plads endnu, men der gælder nogenlunde samme karakteristika for den tredje ejendomsfond som i de to foregående: Det handler om investering i boligudlejningsejendomme i København, Aarhus, Odense og Aalborg, op til 80 procent af finansieringen er i fastforrentede lån, og investering i fonden kan foretages med frie midler, pensionsmidler eller selskabsmidler. Og så kræver det en minimumsinvestering på 750.000 kroner.

”Vi er meget glade for, at vi nu igen har åbnet muligheden for, at vores kunder kan investere i ejendomme. Det er en god måde at sprede sin risiko at gå sammen med andre om at investere i attraktive boligudlejningsejendomme med god beliggenhed, hvor der med relativt stor sikkerhed venter et solidt afkast forude. Det kan man jo slet ikke komme i nærheden af for den samme sum penge, hvis man investerede pengene alene,” siger Helle Snedker, kundedirektør i Formuepleje, der opfordrer alle potentielle ejendomsinvestorer til at tage hurtig kontakt til Formuepleje, da der allerede ligger mange henvendelser i køen:

”Derfor skal man ikke tøve for længe med at ringe, hvis man gerne vil med i vores tredje fond. Det er en attraktiv investeringscase, vi har skabt. Og som investor er det også vigtigt at vide, at Formueplejes værdisæt med transparens og resultathonorar naturligvis også er gældende, når det handler om ejendomme. Vi mener det, når vi siger, at vi vil sætte nye standarder for, hvordan man udregner afkast i ejendomsbranchen.”

Ejendomme er et langsigtet forretningsområde for Formuepleje

Formuepleje gik ind i ejendomsmarkedet i efteråret 2017 med Formuepleje Ejendomme 1 og lancerede i første halvdel af 2018 den næste ejendomsfond. Der blev rejst henholdsvis 125 og 180 millioner blandt både eksisterende og nye investorer i de fonde, altså over 300 millioner kroner i det helt nye forretningsområde.

På nuværende tidspunkt er Formuepleje Ejendomme I fuldt investeret, mens fond II er tæt på at være fuldt investeret.

”Med åbningen af den tredje ejendomsfond viser vi, at ejendomme er et langsigtet investeringsområde for os. Vi vil åbne flere fonde for tegning, men det er et kardinalpunkt for os, at vilkårene skal være i orden, så vi kan leve op til de afkastmål, som vi stiller investorerne i udsigt. På den måde har vi ikke mere travlt, end hvad markedet dikterer. Vi går ikke på kompromis med vores kriterier, og vi vil gøre en forskel i forhold til det, man ellers ser i markedet,” siger Søren Astrup.

Har du lyst til allerede nu at sikre dig, at du er blandt de første til at modtage mere information om mulighederne for at investere i Formuepleje Ejendomme 3, er du velkommen til at kontakte din rådgiver eller sende os en mail på info@formuepleje.dk. Så snart udbudsmaterialet for fonden er klar, sender vi det naturligvis også til dig på mail.