Amerikansk regnskabssæson er kommet godt i gang

Første kapitel af den amerikanske regnskabssæson er ved at være afsluttet, efter at de amerikanske selskaber i fredags begyndte at rapportere tal for 1. kvartal 2019. Vanen tro er de amerikanske banker, der både indeholder de traditionelle banker og de globalt orienterede investeringsbanker, de første til at aflægge regnskab. Indtil videre er regnskaberne, efter at 46 ud af 500 selskaber i S&P 500-indekset har rapporteret, kommet bedre ud af kvartalet, end investorernes meget lave forventninger på forhånd indikerede.

Knap 10 procent af selskaberne i det amerikanske S&P 500-indeks har indtil videre aflagt regnskab for 1. kvartal, og det tegner til, at selskaberne overgår de på forhånd meget lave forventninger og dermed holder bekymringerne på afstand.

46 af de 500 selskaber i S&P 500-indekset har foreløbig været på banen, og samlet set har de overrasket positivt både når det gælder omsætning og indtjening i 1. kvartal.

30 procent af de aflagte regnskaber har været fra selskaber inden for den finansielle sektor, mens resten har været selskaber inden for IT, Sundhed og Industri.

Rent niveaumæssigt har de 46 selskaber indtil videre leveret en indtjeningsvækst på 0,4 procent, hvor markedet på forhånd forventede negativ indtjeningsvækst på -2,5 procent for alle selskaber i 1. Kvartal 2019. Samtidig ligger omsætningsvæksten aktuelt på 3,6 procent.

Over de kommende dage vil det fortsat være de finansielle selskaber, der rapporterer, mens overskrifterne i tiltagende grad vil begynde at indeholde nyheder fra flere af de store amerikanske selskaber inden for IT, Sundhed og Industrielle selskaber.

Handelsaktivitet og renteniveau i fokus hos bankerne

Investeringsbanker som J.P. Morgan, Citigroup og Goldman Sachs har alle leveret over forventningerne på indtjeningsniveau, mens Goldman Sachs dog skuffede på omsætningen.

Goldman Sachs havde tilbagegang på mange af kerneområderne på nær M&A, men formåede at tilpasse omkostningerne over kvartalet, så indtjeningen kom væsentligt bedre ud end ventet. Aktien faldt dog i mandags grundet den generelle tilbagegang på omsætningsparametrene.

Et område i fokus hos investeringsbankerne har været handel med aktier. Fremgangen på aktiemarkedet i 1. kvartal har været betydelig, men omsætning og deltagelse fra institutionelle investorer har været begrænset, og det har lagt pres på omsætningstallene i bankernes handelsaktivitet på aktieområdet.

J.P. Morgan leverede et stærkt regnskab både på omsætning og indtjening og steg over 4 procent på dagen, hvor regnskabet blev offentliggjort.

Wells Fargo, der er den største bank i USA, leverede også overraskende stærke tal for omsætning og indtjening, men på det efterfølgende pressemøde understregede ledelsen udfordringerne ved de faldende amerikanske renter og den flade rentestruktur, hvor korte renter i dag ligger på niveau med lange renter.

Det er en udfordring af den traditionelle indtjeningsdynamik i bankerne og noget, der ligeledes gør sig gældende i EU og Danmark, hvor det også er en stor udfordring.

S&P 500 tæt på rekord (igen)

Det amerikanske aktiemarked er efter et stærkt 1. kvartal meget tæt på at være tilbage i rekordniveauerne fra september 2018.

Udviklingen i de amerikanske selskabers regnskaber er vigtig for den fremtidige udvikling på aktiemarkedet, da det er indtjeningen der over længere horisonter er den afgørende faktor for aktieafkastet.

Derudover er selskabernes forventninger til den fremtidige drift og vækst afgørende. Det skyldes, at vækstbekymringerne, der lå til grund for aktiekursfaldende i 4. kvartal 2018, gerne skulle afkræftes af makroøkonomien generelt. Vi begynder at se flere nøgletal fra Asien og USA, der overrasker positivt, men selskaberne driftsforventninger spiller naturligvis også en vigtig rolle.

Formuepleje har ændret risikoen i både 4. og 1. kvartal

Som vi har skrevet om tidligere, har Formuepleje været aktive på aktieallokeringen gennem 4. kvartal 2018 og 1. kvartal 2019. Aktieandelen blev øget i 4. kvartal, da vi ikke delte recessionsfrygten, der dominerede markederne, og her gennem februar og marts 2019 er aktieandelen blevet reduceret igen.

Baggrunden er en kraftig risikonormalisering i aktiemarkedet, hvilket vil sige, at vi ikke længere i samme omfang bliver kompenseret for at påtage os aktierisiko.

Aktieeksponeringen ligger aktuelt med en lille overvægt, da Formuepleje fortsat ser et miljø, der understøtter aktieinvestering og hvor de amerikanske selskaber fortsat vil overraske de lave forventninger til specielt indtjeningsudviklingen i 1. kvartal 2019.

Har du spørgsmål til artiklen? Klik her.

Stil spørgsmål til artiklen

Send mig en intropakke

Send mig en intropakke

Vi har sammensat en uforpligtende intropakke, hvor du kan læse mere om Formuepleje, vores investeringsløsninger og hvad vi kan gøre for dig og din formue.

Bestil >>
Mød os

Mød os

Mød en rådgiver over en frokost eller en kop kaffe sammen med andre nysgerrige og få mere at vide om vores måde at investere på. Du kan deltage i de uforpligtende intromøder flere steder i landet.

Se tider og steder >>
Ring mig op

Ring mig op

Får du den rigtige rådgivning, eller har du spørgsmål til Formueplejes investeringsløsninger? Bliv kontaktet af en rådgiver, og hør hvad vi kan gøre for dig og din økonomi.

Ring mig op >>