Verdensøkonomien befinder sig i et smørhul

Der er ingen mørke skyer at se i den globale økonomi. Faren er, at vi stirrer os blinde på, hvor godt det går og ikke ser, når tingene vender igen, siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Det er tæt på det optimale opsving, som økonomierne globalt set har gang i. De globale tillidsindikatorer er på det højeste niveau siden 2011, væksten er høj, men ikke for høj, og samtidig bevæger løn og inflation sig så relativt stille frem, at det endnu ikke er nødvendigt at føre en alt for stram pengepolitik med kraftigt stigende renter.

”På kort sigt ser det utrolig godt ud, og intet kan tilsyneladende gå galt. Men at tro, at det fortsætter i det uendelige, er jo at narre sig selv. Spørgsmålet er blot, hvornår det vender, og hvad der skal til. Som det ser ud nu, sker der næppe noget voldsomt i 2018, mens 2019 ser lidt mere tricky ud, fordi der kan være nogle effekter af, at centralbankerne er begyndt at normalisere den ekstremt lempelige pengepolitik. Det samme gik man dog og sagde i 2017, og foreløbig varer det jo ved,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje op til onsdagens rentemøde i Federal Reserve, som bliver centralbankchef Janet Yellens sidste, inden hun den 3. februar afløses i stolen af Jerome ”Jay” Powell.

Forskel på USA og Europa

USA og Europa befinder sig to forskellige steder. Europa står på mange måder, hvor USA stod i 2013. Det var her, at USA’s centralbank slukkede for tredje og sidste omgang af støtteopkøb af obligationer for milliarder. Lempelser, der kickstartede amerikansk økonomi lang tid før Europa overhovedet fandt ud af, at det var rette medicin.

ECB begyndte først sine støtteopkøb i 2015, og for centralbankchef Mario Draghi i ECB handler det i 2018 om at finde den rette form og hastighed for neddrosling. Det er en delikat balancegang for ECB, der jo for alt i verden ikke må sætte opsvinget over styr ved at føre for stram en pengepolitik i den normaliseringsproces, man så småt har bevæget sig ud i.

”Spørgsmålet er så, om væksten i Europa, der nu ser ud på at lande på noget, der minder om 2,5 procent i år, så er så høj, at ECB kan finde på at stramme tidligere, end man har meldt ud. Det tror jeg ikke meget på, da man godt ved, at man på grund af tysk modstand var for langsom til at komme i gang med lempelserne – og man vil nok ikke lave den samme fejl og føre for stram pengepolitik to gange. Så hellere slække lidt og være helt sikker på, at opsvinget kan bære. Det er derfor, at vi kan føle os relativt komfortable ved at sige, at renterne i Europa næppe bliver sat op i år,” noterer Henrik Franck.

Opsvinget skal snart klare sig selv

Men det bliver en manddomsprøve for de to toneangivende økonomiske områder i verden. De mange støtteopkøb kan man sidestille med kunstigt åndedræt, men langsomt skal man i USA og Europa til at vænne sig til, at økonomierne skal trække vejret ved egen hjælp.

”Centralbankerne øgede deres balancer med 15 procent i 2017. Det bliver noget lavere i 2018, hvor de kun ventes at øge balancerne med 4 procent. Det svarer til, at markederne bliver understøttet med 1800 milliarder dollars mindre end i 2017. Det betyder, at opsvinget i højere grad skal stå på egne ben, end vi har set længe,” forklarer Henrik Franck, der hælder til, at kuren virker både forstået sådan, at det har den allerede gjort, men også sådan, at man kan holde sig på fode uden centralbankernes indblanding.

”Der er ingen tvivl om, at centralbankernes medicin har virket, men omvendt kan man fra centralt hold heller ikke blive ved med at holde en hjælpende hånd under det hele på den måde. På den måde er timingen rigtig for en stramning. Havde der været flad eller ligefrem negativ vækst, ville en stramning være entydig dårlig. Nu er der en god chance for, at økonomierne kan bære, at man skruer ned for de mest kvantitative lempelser i historien,” vurderer Henrik Franck.

Nogen garanti tør han dog ikke udstede på grund af de særlige vilkår, der gør sig gældende efter alle de penge, der er pumpet ud i økonomierne fra centralbankernes side i de senere år.

”Man kan ikke kigge i historiebøgerne for at se, hvad der er rigtigt at gøre. 10 år efter finanskrisen står vi historisk et sted, vi ikke har været før, hvor de omfattende pengepolitiske lempelser så småt skal til at ophøre. Det er ukendt territorium, hvor vi dog skal prise os lykkelige for den vækst og det globale opsving, vi har. Der er en vis sandsynlighed for, at det kan stå på egne ben, men sige det med sikkerhed kan man ikke,” slutter Henrik Franck.