USA er klar til to yderligere rentestigninger i år

USA’s centralbank holdt helt som ventet renten i ro på denne uges rentemøde. ”Men Fed ser trods frygten for handelskrig stadig en særdeles stærk amerikansk økonomi, og der er lagt op til en rentestigning til september og endnu en i december,” vurderer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Efter rentestigningerne i marts og juni holdt USA’s centralbank renten i ro på denne uges rentemøde. Beslutningen var helt i tråd med forventningerne, selv om USA’s økonomi er bomstærk med høje vækstrater og et presset arbejdsmarked.

Til gengæld ligger en rentestigning på et kvart procent til september nu lige til højrebenet, og det vil være en gedigen overraskelse, hvis ikke centralbankchef Jerome Powell & co. hæver renten til den tid i lyset af den udvikling, som amerikansk økonomi er inde i med en vækst på 4,1 procent i 1. halvår.

”Hvis man lytter til Feds retorik, vil det være en kæmpe overraskelse, hvis vi ikke får en rentestigning i næste måned. Fed fremhæver, hvor presset jobmarkedet i USA har det, hvordan væksten er steget betragteligt, og hvordan inflationen er tæt på sit 2 procents mål. Og så længe det er sådan, er den direkte melding fra Fed, at man gradvist vil øge renten. Tættere kommer man ikke på at sige, at en rentestigning venter næste gang,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Menuen byder på fire rentestigninger i 2018

Henrik Franck forventer samtidig, at en rentestigning i september bliver fulgt op af en fjerde rentestigning til december. P.t. ligger Feds toneangivende rente på 2 procent. Mellem 2008 og 2015 lå renten på 0,25 procent, men siden december 2015 har Fed syv gange hævet renten med et kvart procentpoint.

”I Formuepleje har vi fra årets begyndelse forventet, at 2018 ville byde på fire rentestigninger på grund af den vækst, vi ser i USA, hvor opsvinget nu har rundet ni år og er det næstlængste nogensinde,” siger Henrik Franck, der nu imødeser ugens jobrapport for det amerikanske arbejdsmarked for juli med temmelig stor spænding:

”Det bliver især interessant at følge, om presset på jobmarkedet er intensiveret yderligere fra sit glohede niveau. Vi har stadig til gode at se timelønningerne stige for alvor med tanke på, hvor høj beskæftigelsen er i USA,” siger Henrik Franck.

Fuld damp på amerikansk økonomi

Arbejdsløshedsprocenten steg i den seneste jobrapport fra 3,8 til 4, men prognosen fra Bloomberg lyder, at den falder til 3,9 procent i julirapporten, mens jobtallet er spået til at lande på 192.000 – lidt under de 213.000 nyskabte jobs i juni. Timelønningerne ventes at stige 2,7 procent målt på årsbasis og 0,3 procent på månedsbasis.

ADP-beskæftigelsesrapporten over det private amerikanske jobmarked, der kom forleden, viste en overraskende stigning på 219.000 jobs i juli. Det kan betyde, at konsensus på de 192.000 kan blive overgået.

”Men som jeg har sagt mange gange, er det mindre vigtigt, om det præcise jobtal lige lander på det forventede. Det vigtige er, at amerikansk økonomi kører på alle cylindre, og at det er svært at presse mere kapacitet ud af jobmarkedet. Det vil jobrapporten formentlig understrege endnu engang,” forudser Henrik Franck.