Status over den vigtigste uge i 2018

Det har været en sjældent begivenhedsrig uge i både stor- og pengepolitikken med G7-topmøde, Donald Trumps træf med Kim Jong-un, renteforhøjelse i Fed og ECB’s beslutning om at indstille sit opkøbsprogram. ”Vi er kommet helskindet ud uden negative kursreaktioner. En eskalerende handelskrig er dog en risikofaktor,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Uge 24 går på hæld og vil, når året er omme, formentlig stå tilbage som den mest hæsblæsende uge målt på storpolitiske og pengepolitiske begivenheder.

Med så tætpakket et program, at det kan tage pusten fra selv de mest garvede investorer, er det tid til at gøre status over, hvordan ugen forløb med begivenheder af en vigtighedskarakter i sværvægtsklassen. Alle med potentiel betydning for udviklingen på de finansielle markeder.

”Det er næsten som om, at verdens beslutningstagere skulle være færdige i tide til starten på VM i fodbold. Spøg til side, men det er sjældent, at vi ser en så nyhedstung uge med så vigtige topmøder og så afgørende beslutninger fra centralbankernes side. Oven i det har vi så en handelskonflikt, der truer med at udvikle sig en handelskrig, og et vigtigt inflationsnøgletal i USA, der understreger, at den længe ventede inflation nu er en realitet,” forklarer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje og medlem af Formueplejes investeringskomite.

Herunder giver Henrik Franck en kronologisk status på ugens mange begivenheder:

G7, G8 eller G6?

Sidste weekend var startskuddet på den begivenhedsrige uge, da Canada var vært for G7-topmøde for verdens største økonomier, og det var igen med USA’s præsident Donald Trump i centrum.

”G7-topmødet blev endnu en understregning af de nye tider i storpolitik, hvor USA med Donald Trump ved roret indtager en helt anderledes rolle, end man har været vant til. Trump talte om igen at gøre G7 til G8 ved at indlemme Rusland på ny, men det endte med, at han på grund af sine handelskrigsinitiativer stod så isoleret, at vi snarere end både G7 og G8 har et G6, fordi Trumps facon har isoleret USA fra de andre store økonomier,” siger Henrik Franck og undrer sig især over efterspillet på G7-topmødet:

”Topmødet ender jo sådan set med, at alle syv lande underskriver en sluterklæring, hvor man anerkender værdierne af frihandel, men Trump trækker sin opbakning i vrede over nogle udtalelser fra Canadas premierminister Justin Trudeau om USA. Det er i hvert fald ikke diplomati på klassisk vis, og det kan jo godt øge nervøsiteten for den handelskrise, der måske er under opsejling.”

USA versus Nordkorea

Straks efter G7-topmødet i Canada tog Donald Trump Air Force One videre til Singapore, hvor han sammen med Nordkoreas enevældige diktator Kim Jong-un skrev en form for verdenshistorie, da de to statsledere mødtes efter årtiers bitter strid.

”Det positive ved det topmøde er, at det ikke mundede ud i noget negativt, da det kunne have givet negative reaktioner på de finansielle markeder. Omvendt så ved vi reelt ikke meget om, hvad parterne har aftalt med hinanden, og hvad vi skal forvente os af fremtiden,” konstaterer Henrik Franck, der kalder topmødet mellem de to for et sælsomt syn.

”Jeg ved godt, at det er storpolitik, men det er barokt, at man skal stå og se USA’s præsident omfavne og rose en nordkoreansk diktator, der har slået nære familiemedlemmer ihjel og generelt står for det mest grusomme styre i denne verden,” siger Henrik Franck, der ikke tvivler på, at Donald Trump har et indenrigspolitisk sigte og kigger frem mod midtvejsvalget til november, når han giver den som den store statsmand i Singapore:

”Trump kan for sin del sole sig i, at han er lykkedes med noget, som ingen af hans forgængere er. Lykkes det ham at afvæbne Nordkoreas atomvåben, vil det naturligvis være en kæmpe historie, uanset om man er tilhænger af Trump eller ej. Det er dog for tidligt at konkludere, om det vil lykkes, og den koreanske halvø fremover vil være fredfyldt. Kim Jong-un – eller Kim Jong Won som The Economist kaldte ham på sin forside – har for sin del til gengæld fået en propagandasejr ved blot at møde USA’s præsident, men vi ved ikke, hvad han har fået af konkrete resultater i form af tilsagn om bidrag til sit lands elendige økonomi for at nedlægge sit atomvåbenprogram.”

Tid til et tørt nøgletal

Tirsdag var det efter de dramatiske politiske topmøder så tid til at komme lidt over i økonomverdenen igen, da det vigtige inflationstal fra USA skulle offentliggøres. Det blev en understregning af, at priserne er begyndt at stige i USA. Inklusive energi og fødevarer steg inflationen på årsbasis med 2,8 procent – og uden de to lød kerneinflationen på 2,2 procent på årsbasis – efter en stigning på 0,2 procent i maj.

”Det er måske nok lidt mere tørt, end når det handler om, at Trump mødes med Kim Jong-un, men inflationsnøgletallet er til gengæld en vigtig bekræftelse af, at USA’s økonomi efterhånden er brandvarm og risikerer at begive sig ud i en overophedning,” siger Henrik Franck, der regner med, at den stigende inflation også vil begynde at give lønpres i den resterende del af 2018:

”Vi har jo i meget lang tid ikke kunnet forstå, hvor inflationen blev af, fordi arbejdsmarkedet i USA har været så presset, at det burde give både løn- og inflationspres, men det er ikke rigtig sket. Nu mangler vi at se lønpres, men når priserne nu er begyndt at stige, må vi alt andet lige også snart forvente, at arbejdstagerne begynder at presse arbejdsgiverne til at hælde mere i lønningsposen. Med et opsving i fuldt flor, store overskud i virksomhederne, en arbejdsløshedsprocent langt under det normale og stigende priser har arbejdstagerne i hvert fald rigeligt med argumenter.”

Fed med renteforhøjelse nummer to i 2018

Efter inflationstallene kom USA’s centralbank som forventet med årets anden rentestigning onsdag aften dansk tid. Centralbankchef Jerome Powell gav den toneangivende rente et nøk opad med 0,25 procentpoint, så den nu ligger i spændet mellem 1,75-2 procent.

”Det var helt som forventet, og et udtryk for, at man holder strategien om at hæve renten i små og gradvise dryp. Det er fornuftigt, fordi man på den måde arbejder sig hen imod et mere ”normalt” renteniveau uden at kvæle opsvinget med at stramme for meget og for pludseligt,” lyder det fra Henrik Franck.

Samtidig signalerede Fed, at der kan komme fire i stedet for tre rentestigninger i 2018.

”Det dækker kun over, at et enkelt Fed-medlem har skiftet holdning, så der nu er otte i stedet for syv, der regner med to yderligere rentestigninger i år. Før var det otte-syv i favør af tre rentestigninger. I Formuepleje har vi dog i et godt stykke tid efterhånden kalkuleret med fire rentestigninger i år, så skiftet ligger fint i tråd med de forventninger, vi har arbejdet efter,” forklarer Henrik Franck.

ECB på vej med stramninger

Fra en centralbank til den anden. Mens Fed tog scenen onsdag med sin rentestigning, var det torsdag Den Europæiske Centralbanks tur. Og man kan roligt sige, at det var med endnu mere skelsættende nyt end Feds renteforhøjelse.

ECB har nemlig valgt at indstille sit historiske støtteopkøbsprogram af obligationer til nytår. Frem til september kører det videre med månedlige støtteopkøb på 30 milliarder euro, derefter halveres det året ud til 15 milliarder euro for helt at forsvinde med årets udgang.

”Det er et udtryk for, hvor meget der er sket med Europas økonomi i de senere år og ikke mindst siden 2015, hvor opkøbsprogrammet blev sparket i gang. Europa er gået fra at være en lang og berettiget klagesang til nu at vise reel vækst. Nu skal det så vise sig, om det kan lade sig gøre uden ECB’s støtteopkøb, der er det største pengepolitiske eksperiment, vi har været vidne til på europæisk grund og sammen med Fed og de andre centralbankers tilsvarende programmer det største nogensinde,” siger Henrik Franck og giver selv svaret:

”Vi vurderer, at Europas økonomi godt kan stå på egne ben nu, og det skal den også. Man kan ikke fortsætte offentligt finansierede støtteopkøb på den måde i det uendelige. Centralbankchef Mario Draghi og ECB holder renterne på det nuværende lave niveau i mindst et år endnu, og det er en stabiliserende hånd under den potentielle risiko, der kunne ligge i, at man dropper opkøbsprogrammet.”

Henrik Franck bider også mærke i Draghis udtalelser om, at støtteopkøb nu er et redskab i værktøjskassen, som man er klar til at benytte igen, hvis det bliver nødvendigt.

”Der viser han igen, at han kan noget med tillidsvækkende ord, ligesom da han i sommeren 2012 reddede euroen med sine blotte ord, om at ECB ville gøre ”whatever it takes” for at sikre euroens eksistens.”

Handelskrigssnak runder vild uge af

Det bringer os frem til ugens sidste dag i perlerækken af tunge nyheder, som der generelt er blevet taget pænt imod på de finansielle markeder. Det gælder derimod ikke den sidste af ugens store begivenheder: Næste kapitel i den handelskrig, der er under opsejling mellem især USA og Kina.

”Mens de to topmøder ikke gav nogle dønninger på de finansielle markeder, blev der taget anderledes positivt imod Feds rentestigning og ECB’s beslutning om at droppe sit opkøbsprogram. Begge dele indikerer, at økonomien er i god gænge. Derimod er der anderledes grund til at frygte, hvad Donald Trump finder på i forhold til en eventuel eskalering af den verserende handelskonflikt,” siger Henrik Franck efter forlydender om, at Donald Trump har godkendt en ny toldpakke, der lægger told på en lang række kinesiske varer.

”En reel handelskrig er den største risiko vi har, hvis den bliver ved med at eskalere. I Formuepleje er vi stadig af den holdning, at handelskrigen endnu ikke er reel, men primært består af mest retorik og så nogle ekstra toldsatser på områder, hvor det ikke for alvor gør ondt på nogle af parterne. Det er stadig negativt og skal helst ikke brede sig, men konsekvenserne er indtil videre til at overskue. Men det var bedst for alle parter, hvis statslederne – ikke mindst Donald Trump – så lidt mere VM-fodbold og lod toldsatserne være og handelskrigen hvile. Det er ikke, hvad verdensøkonomien har brug for,” slutter Henrik Franck i sin analyse af uge 24, den hidtil mest hæsblæsende uge i 2018 bedømt på storpolitiske begivenheder og beslutninger.

Fredag eftermiddag blev det bekræftet, at USA lægger told på 25 procent på udvalgte kinesiske varer for en værdi af i alt 50 milliarder dollars. Kina reagerede prompte ved at indføre en tilsvarende told på amerikanske varer.