Powell fortsætter linjen fra Yellen

Det er helt som ventet, at USA’s nye centralbankchef Jerome Powell har hævet renten med 0,25 procent på sit første rentemøde. ”Det er helt i tråd med det forventede. Det spændende bliver at finde ud af, hvor meget due eller høg Powell er i forhold til fremtidige rentestigninger,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Det første rentemøde i Federal Reserve med Jerome Powell som centralbankchef har helt som forudsagt udmøntet sig i en renteforhøjelse på et kvart procentpoint. Den beslutning baner vej for yderligere to eller tre rentestigninger i samme leje i den resterende del af 2018, ifølge Formueplejes forventninger.

”Det er årets første renteforhøjelse, men med al sandsynlighed blot den første af flere. Om det ender med tre eller fire, må tiden vise. Hvis opsvinget fortsætter i samme takt, kan fire stigninger sagtens komme på tale,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Formuepleje: Sikreste renteforhøjelse i mands minde

På forhånd havde Henrik Franck næsten udelukket, at Fed ville holde renten i ro, men også at renteforhøjelsen ville lande på et halvt procentpoint.

”Det er helt i tråd med forventningerne, at Fed hæver med et kvart procentpoint. Alt andet havde været en kæmpe overraskelse og givet dønninger på de finansielle markeder. Rentestigningen er et udtryk for en amerikansk økonomi, der har det godt og kører på alle cylindre. Man kan godt sige, at februars jobrapport med 313.000 nyskabte jobs er udtryk for et amerikansk arbejdsmarked med alt for meget fart på, men omvendt er løn- og inflationspresset stadig til den beskedne side, og inflationen er som bekendt den afgørende faktor, som centralbanken er sat i verden for at styre. Fed og centralbankens nye formand vil gøre alt for at holde opsvinget stabilt, og det vil man ikke sætte over styr med for kraftige rentestigninger,” vurderer Henrik Franck, der også regner med, at de rentestigninger, der forventet ligger forude i 2018, kommer til at lyde på et kvart procentpoint per gang.

”Nu har Jerome Powell lagt fra land helt i tråd med, hvad markedet forventede, men det bliver interessant at følge hans fortsatte færd. Amerikansk økonomi står et sted, som måske ikke er så langt fra toppen af en buldrende højkonjunktur, og det er alt andet lige ikke det optimale tidspunkt at skifte ud på posten som centralbankchef, når økonomien står foran et potentielt skifte,” mener Henrik Franck, der er spændt på, hvordan Feds signaler og kommunikationsstil ændrer karakter med Powell frem for Janet Yellen ved roret.

Jerome Powell er modsat Yellen ikke økonom og forventes på forhånd at benytte et mere bramfrit og direkte sprogbrug, som markedet ikke behøver at fortolke nær så meget på som med forgængeren.


USA’s renteudvikling siden 2006:

  • Mellem 2006 og 16. december 2008 blev den toneangivende rente gradvist sænket fra 5,25 procent til 0-0,25 procent som et resultat af finanskrisen.
  • Renten lå derefter på 0-0,25 procent i hele perioden frem til 17. december 2015, hvor den blev hævet til 0,25-0,5 procent.
  • Et år senere – den 15. december 2006 – blev den atter hævet til 0,5-0,75 procent.
  • I 2017 bød Fed så på tre rentestigninger: I marts blev den hævet til 0,75-1 procent, i juni til 1-1,25 procent og den 14. december til de 1,25-1,5 procent, der var gældende indtil i aftes, da renten blev sat op til 1,5-1,75 procent.