Opdatering på markedsuroen: Fortsat ingen tegn på længerevarende nedtur

Markedsuroen fortsætter, men Formueplejes investeringskomite opfordrer stadig investorer til at se igennem uroen. "Der der fortsat ingen grund til at tro, at der er tale om starten på en længevarende nedtur," lyder det fra komiteen.

Uroen på de finansielle markeder fortsætter, men ifølge Formueplejes investeringskomite er der stadig intet, der tyder på, at udviklingen den seneste uges tid er starten på en større og længevarende aktienedtur. 

"Situationen er stadig den, at aktierne straffes unødigt, idet uroen omkring renterne og bekymringen for, at der kommer rentestigninger, netop er opstået, fordi det faktisk går rigtig godt i de globale økonomier, og indtjeningen i virksomhederne er stærk. Derudover har vi i ugens løb også set, at også algoritmehandel har bidraget til, at kursudsvingene har været meget kraftige," siger Søren Astrup, der er direktør, partner og medlem af Formueplejes investeringskomite.  

"Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt, men som det ser ud i øjeblikket, er der ingen grund til, at man som investor bør være nervøs. Udsvingene kan virke store, men det er noget, vi i investeringskomiteen har taget højde for i vores risikostyring. Det fundamentale scenarie er fortsat stærk, og vi skal se reelle ændringer i det scenarie, før vi laver markante ændringer i porteføljerne, siger Søren Astrup.

Læs også denne artikel, som forklarer, hvorfor kursfaldene begyndte.