Markedsopdatering: Derfor falder aktier

Kurserne på de finansielle markeder falder fortsat, men udviklingen skyldes stadig stigende renter og udsigten til en strammere pengepolitik i USA – ikke tvivl om styrken i det økonomiske opsving. Sådan lyder det fra Formueplejes investeringskomite, der følger udviklingen nøje.

Artiklen er opdateret tirsdag den 6. februar klokken 7.24.

Kurserne på de globale finansmarkeder falder stadig og har dermed sat et punktum for den længste periode uden aktiekursfald på mere end 5 procent siden 1929.

Formueplejes investeringskomite følger udviklingen tæt, men vurderer ikke, at det er starten på en større og længerevarende aktienedtur. De gunstige globale økonomiske forhold vil med al sandsynlighed igen få investorerne til at skubbe aktiemarkederne opad.

"Når markedet reagerer, som det gør, er det et udtryk for, at udsvingene de seneste mange måneder har været minimale. Aktierne har gennem lang tid kun kendt én retning – nemlig op. Det, der har ændret sig, er, at renterne, som centralbankerne længe har holdt helt i bund, igen er begyndt at røre på sig. En række nøgletal fra sidste uge og ikke mindst den amerikanske jobrapport, der blev offentliggjort i fredags, har nu skubbet yderligere til den udvikling,” lyder det fra Henrik Franck, der er direktør, partner og medlem af Formueplejes investeringskomite.

Han tilføjer:

”Det, der sprang mest i øjnene ved den seneste jobrapport, var ikke så meget selve jobtallet, selvom det overraskede positivt. Det var derimod udviklingen i timelønningerne, som steg med hele 2,9 procent sammenlignet med samme måned i 2017. Det er det højeste siden finanskrisen, og dermed ser det ud til, at det lønpres og den inflation, vi så længe har gået og ventet på, nu endelig er på vej. Det er det, investorerne reagerer på, fordi det kan tvinge den amerikanske centralbank til yderligere at stramme sin pengepolitik og hæve renterne mere og hurtigere, end markedet forventer,” forklarer Henrik Franck.

Selvom udviklingen har givet udsving på markederne, er det ifølge Henrik Franck vigtigt at huske på, at reaktionen kommer, fordi økonomien er stærk – og at der ikke er noget, der tyder på, at opsvinget er forbi.

”Det globale opsving har bidt sig fast, og havde der været en reel fare for, at det nu er forbi, ville vi ikke bare have set en reaktion i aktier, men også på de øvrige aktivklasser. Det har ikke været tilfældet. Dollaren har for eksempel stort set ikke flyttet sig overhovedet, og det samme gælder for en lang række andre nøgletal. Derfor er der i øjeblikket ingen grund til at se den aktuelle udvikling som andet end investorernes reaktion på, at der er amerikanske rentestigninger i vente,” siger Henrik Franck.

Han tilføjer, at de underliggende faktorer i både økonomien og selskabernes fundamentale forhold stadig er positive og understøtter forudsætningerne for, at det globale opsving kan fortsætte noget tid endnu.