Markederne bør være mere på vagt over for Italien

En ny regering i Italien lader fortsat vente på sig, og det er overraskende, at de finansielle markeder ikke ser ud til at tage notits af den usikre situation. ”Foreløbig har der ikke været en reaktion på hverken italienske aktier eller obligationer trods udsigter til et scenarie, ingen investorer havde ønsket sig,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

De finansielle markeder ser ud til at have lagt al fokus på handelskrigen mellem USA og Kina og i samme åndedrag ”glemt” alt om de meget vigtige regeringsforhandlinger i Italien.

Det kan blive en brat opvågnen, hvis udfaldet af regeringsforhandlingerne i EU’s fjerdestørste økonomi – og tredjestørst, når briterne forlader EU – ender med det forkerte udfald set fra et investorsynspunkt, hvor de mest EU-kritiske partier kommer til magten.

”Det notorisk politisk ustabile Italien burde give mere anledning til bekymring på de finansielle markeder, end tilfældet er. Valgresultatet betød, at det scenarie vi på forhånd frygtede mest blev til virkelighed, så der er risiko for, at de EU-kritiske partier Femstjernebevægelsen og Ligaen skal danne en regering. Markedet ser ud til at være ligeglad og mere optaget af Donald Trumps handelskrig med Kina, og det kan man godt undre sig over,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje, der formoder, at investorerne ser tiden an og venter på det egentlige udfald, før den potentielle reaktion kommer.

Ignorer ikke Italien

Men en regering med Femstjernebevægelsen og Ligaen, der tidligere hed Lega Nord, bakket op af de resterende tre partier i centrum-højre-koalitionen har potentiale til at skabe bølgegang i aktiekurser og renter, og derfor burde der være opmærksomhed rettet imod den politiske situation i støvlelandet, mener Henrik Franck.  

”Det kan dels så tvivl om eurosamarbejdet, fordi de to partier tidligere har haft som politik om at trække Italien ud, men også øge Italiens budgetunderskud, der ellers er blevet tøjlet, så det er kommet pænt under eurokravet på 3 procent, ligesom de to partier gerne ville rulle nogle af de gennemførte reformer tilbage. Det er alt sammen kritisk,” forklarer Henrik Franck om det uønskede scenarie i landet, der med en statsgæld på næsten 132 procent af BNP er et af de lande, der hurtigt kan komme i knibe med at håndtere sin gæld, når renterne engang begynder at stige.

Femstjernebevægelsen forhindrer klassisk flertalsregering

Centrum-højre-koalitionen med Ligaen, Forza Italia, Italiens Brødre og Noi con l'Italia (Os med Italien) har 137 ud af 315 sæder i det nye parlament, mens centrum-venstre kun man mønstre 60 efter et stort nederlag til det tidligere socialdemokratiske regeringsparti PD, der blev straffet af vælgerne for de reformer, der blev gennemført under partiets ledelse.  

Derimellem sidder Femstjernebevægelsen som det absolut største parti med 112 pladser og er hovedårsagen til, at det er så svært at få en ny regering på plads. Bevægelsen har mandater nok til både at kunne gå til venstre og højre for at danne regering, men det er lettere sagt end gjort, fordi Femstjernebevægelsen lidt som Alternativet herhjemme er svære at placere på en traditionel politisk højre/venstre-skala.

Foreløbig har Ligaens formand Matteo Salvini fået mandat af præsident Sergio Mattarella til at forhandle en regering på plads, fordi centrum-højre-koalitionen har flest mandater, mens Luigi Di Maio, frontfiguren for Femstjernebevægelsen, er i venteposition.

Teknokratregering vil være gavnlig

Salvini har dog sagt, at han kun vil danne regering med Femstjernebevægelsen, hvis hele centrum-højre-koalitionen er indforstået, mens Femstjernebevægelsen for sin del ikke vil indgå i regering med Forza Italia på grund af Silvio Berlusconi, der har modtaget en dom for skattesnyd og om nogen er symbolet på den politiske korruption, som Femstjernebevægelsen er stiftet for at bekæmpe. Det gør selvsagt forhandlingerne vanskelige og

”Mulighederne er at forsøge sig med en ny runde af forhandlinger eller forsøge sig med et nyvalg. Og så er der en tredje mulighed, som faktisk ville være at foretrække: At få en teknokratregering bestående af embedsmand til at regere. Det er ikke just i demokratiets ånd, men det bedste for Italien, hvis ikke landet skal fortsætte kursen mod afgrunden. På den måde sikrer man, at Italien ikke viger fra reformkursen,” konstaterer Henrik Franck.