Klimaks nærmer sig i Brexit-dramaet

Den 11. december skal Underhuset i det britiske parlament sige ja eller nej til den Brexit-aftale, som EU og premierminister Theresa May er nået frem til. ”Et flertal kan meget vel afvise aftalen, og så vil man muligvis forsøge en genforhandling med EU. Hvis en ny aftale også afvises i Underhuset, så stiger risikoen for et hårdt Brexit,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Brexit nærmer sig klimaks med afstemning

Storbritanniens skilsmisse fra EU nærmer sig, og den 11. december kommer det foreløbige klimaks i det spændingsmættede drama, der har udspillet sig, siden briterne tilbage i 2016 besluttede sig for at stemme sig ud af EU.

11. december skal House of Commons, det britiske underhus, stemme ja eller nej til den aftale, som EU og Storbritanniens regering med den konservative premierminister Theresa May i spidsen nåede til enighed om i forrige uge.

”Dramaturgien er skiftet fra at handle om at nå til enighed om en aftale mellem EU-27 og Storbritannien til at få den vedtaget i Underhuset. Selv om EU siger, at der ikke er mulighed for en genforhandling og dermed en plan B, er der stadig plads til, at aftalen ikke bliver vedtaget i det britiske underhus. Datoen er jo ikke helt tilfældig. Stemmer Underhuset aftalen ned, har man fortsat 14 dage til jul, hvor man kan lave nogle justeringer af aftalen. Så er der mulighed for, at EU måske kan rykke sig på nogle punkter, og at en ny aftale så kan stemmes igennem enten lige før jul eller i begyndelsen af januar, når det britiske parlament samles igen i det nye år,” vurderer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Størrelsen af en nedstemt aftale har betydning

Han peger samtidig på, at omfanget af en eventuel negativ markedsreaktion ved en nedstemt aftale den 11. december vil afhænge meget af, hvor tungt forslaget falder.

”Hvis aftalen falder med et lille flertal, er der udsigt til, at man med nogle justeringer og indrømmelser fra EU’s side kan få en ny aftale igennem. Falder aftalen derimod til jorden med et brag og nedstemmes af et stort flertal i Underhuset, så bliver det straks vanskeligere at få øje på en løsning, og det kan give en negativ markedsreaktion,” vurderer Henrik Franck og konstaterer, at det kan få store indenrigspolitiske følger i Storbritannien, hvor Theresa May kan blive tvunget til udskrive valg undervejs i den dramatiske Brexit-proces, men der er mange alternativer.

”Hvis aftalen bliver stemt klart ned den 11. december, er det muligt, at hun må udskrive valg. Det bliver endnu mere sandsynligt, hvis hun taber en eventuel anden afstemning om en skilsmisseaftale, at hun må gå af eller udskrive valg. Men der kan også opstå mulighed for en folkeafstemning, hvor man stemmer om at acceptere aftale nr. 2 eller forblive i EU. Det er ikke det mest sandsynlige, men man kan ikke udelukke noget som helst. Et nej til aftalen den 11. december åbner en masse scenarier, hvor en vedtagelse vil medvirke til at skabe ro,” siger Henrik Franck.

EU bør have Plan B parat

Lige nu ser de fleste prognoser og bookmakernes odds ud til, at Theresa May kan få meget svært ved at få vedtaget sin aftale, og det mindsker også chancer for at undgå det værst tænkelige scenarie: Brexit uden nogen form for aftale.

”Hvis vi kommer frem til afstemning nummer to i House of Commons, og en aftale igen bliver nedstemt, så begynder vi at have alvorlige problemer og udsigt til et hårdt Brexit uden nogen skilsmisseaftale. Så er det alvorens time,” siger Henrik Franck og krydser fingre for, at man i Bruxelles har lagt en plan, så man kan navigere en aftale på plads, selv om Underhuset nedstemmer aftalen den 11. december.

”Forhandlingstaktisk ville det være smart og logisk, hvis EU har forberedt sig på, at briterne ikke bare siger ja til det første udkast og allerede har en plan for, hvor man kan give sig lidt i den nuværende aftale og så håbe at få en Plan B-aftale igennem i stedet,” fremhæver Henrik Franck, der ikke selv vil begive sig ud i at gætte på udfaldet af afstemningen i Underhuset. Dertil er der alt for mange usikkerhedsfaktorer.

Modstand mod Mays aftale er også indenrigspolitik

”Det er overordentlig svært at give et bud på, hvordan det ender den 11. december. De fleste fra det konservative regeringsparti vil nok stemme for aftalen, men langt det meste af Labour vil stemme imod, fordi de gerne vil torpedere Mays aftale og gennemtvinge et nyvalg, så det store oppositionsparti måske kan fravriste hende magten. En del af de mest markante konservative Brexit-tilhængere vil nok også stemme aftalen ned, ligesom en række konservative EU-tilhængere formentlig vil stemme imod aftalen og af de stik modsatte grunde. Og måske lykkes det May at få overbevist nogle af skeptikerne om, at det er den bedst opnåelige aftale for Storbritannien, og at man så kan bruge overgangsperioden på at forhandle nogle bedre vilkår på plads. En vedtaget aftale vil kunne skabe noget arbejdsro,” bemærker Henrik Franck.

Blandt den britiske befolkning er der også en blandet modtagelse af aftalen. Flertallet har en opfattelse af, at aftalen ikke er særligt god, men et flertal foretrækker dog aftalen frem for at forlade EU uden nogen aftale.