Italiensk valg giver uvished – men kun begrænset markedsreaktion

Søndagens valg i Italien gav et mudret valgresultat, der ikke giver et klart svar på, hvor meget magt valgets sejrherre Femstjernebevægelsen ender med at få. I Tyskland giver SPD’s ja til at indtræde i regeringen til gengæld omgående ro. ”Det er Italien, der nu er kilde til uvished, men reaktionen på de finansielle markeder er beskeden,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

En af de mest spændende politiske dage i 2018 gav et grumset valgresultat i EU’s tredjestørste økonomi Italien, som kommer til at bruge de kommende uger, måske måneder, på at få dannet ny regering. Og det bliver en vanskelig en opgave at få regering nummer 66, siden Italien blev til en republik i 1946, til at falde i hak.

Til gengæld slap Europa for et worst case scenario denne mandag i marts, hvor også Europas største økonomi Tyskland kunne være røget ud i politisk krise. Men det undslap man, da SPD’s ja til at indgå i endnu en Große Koalition med Angela Merkels CDU nu betyder, at Tyskland er sluppet fri for truslerne om nyvalg - næsten et halvt år efter valget til Forbundsdagen den 24. september.

Derimod ser det helt anderledes ud i Italien, hvor der ikke er nogen oplagte regeringskonstellationer efter Femstjernebevægelsens stemmeslugende valg, der gav populistpartiet næsten hver tredje stemme. Centrumhøjre-koalitionen står til knap 37 procent, mens centrumvenstre-fløjen bliver valgets taber og må samlet nøjes med omkring 23 procent.

”I Italiens tilfælde er politisk uro jo mere reglen end undtagelsen, og det ændrer valgresultatet ikke på. Det giver et meget grumset billede, hvor vi endnu ikke ved, hvilken regering der kommer til magten i Italien, og det er præcis det, vi har gået og frygtet,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Femstjernebevægelsens finanspolitik er uholdbar

Valgresultatet kan dagen derpå aflæses på de italienske børser, hvor aktierne skiller sig negativt, om end i beskedent omfang, ud i forhold til resten af Europa.

”Reaktionen på de finansielle markeder må siges at være begrænset,” siger Henrik Franck, som også hæfter sig ved, at der ikke længere er grund til at frygte en italiensk afstemning om euroen, som Femstjernebevægelsen tidligere har lagt op til.

”Det frygtede vi i efteråret, men det er der trods alt ikke længere grund til. Til gengæld skal vi være på vagt over for den finanspolitiske kurs, Femstjernebevægelsen lægger op til, hvis den kommer til magten. Den er slet ikke i tråd med den reformpolitik, der er behov for. I Italien man har endnu mere behov for reformer end for eksempel Frankrig, hvor man er slået ind på reformvejen,” siger Henrik Franck, der er meget skeptisk over for Femstjernebevægelsens finanspolitik:

”Hvis de fører deres ønskede politik, vil det give mere gæld, højere offentlige underskud og større offentlig sektor – og det fører på sigt til, at Italien alligevel ikke kan være med i euroen, og så er resultatet desværre det samme, uagtet at der ikke kommer nogen folkeafstemning.”

Det mudrede valgresultat gør dog, at man ikke skal regne med, at en ny italiensk regering falder hurtigt på plads. Det kan tage uger, hvis ikke mere, at få en regering på plads.

”Det bedste udfald vil sådan set være både lykkeligt og udemokratisk, og det er, hvis der bliver indsat endnu en teknokratregering, som vi så det med, da Mario Monti regerede mellem 2011 og 2013 og så et nyvalg på lidt længere sigt. Det vil være at foretrække, fordi det vil betyde, at der er større chance for, at Italien finder ind på den reformkurs, som landet har hårdt brug for,” siger Henrik Franck.

Syditalienerne stemte femstjernet

Som det ser ud, kan de traditionelle partier ikke samle flertal, så de får svært ved at komme uden om Femstjernebevægelsen, der især har samlet sine stemmer syd for Rom. Centrum-højre har taget sig af den del af Italien, der ligger nord for hovedstaden med undtagelse af området omkring universitetsbyerne Firenze og Bologna, der tilhører centrum-venstre. Det er derfor et meget delt Italien en kommende regering skal samles om at lede.

”Femstjernebevægelsen kan rent matematisk gå sammen med Lega Nord eller PD (Italiens svar på Socialdemokratiet), men begge dele er svært at forestille sig. Lega Nord af ideologiske grunde, men Femstjernebevægelsen vil jo for eksempel rulle pensionsreformen tilbage, og det gør det svært at forestille sig, at PD vil indgå i en regering, hvor man skal rulle reformer tilbage på den måde. Det vil være højst mærkværdigt,” siger Henrik Franck og peger på, at PD står tilbage som valgets klare taber med under 19 procent af stemmerne, og i den grad har mærket vælgernes dom.

Nye partier lammer de etablerede

Vælgerne har i stedet sværget til de let sælgende budskaber fra Femstjernebevægelsen, som de etablerede partier dog ikke vil arbejde sammen med. Det har skabt et valgresultat, hvor protestpartiet får en så stor andel af stemmerne, at det bliver svært for de velkendte partier at stable et flertal på benene. Det er en tendens, der går igen i mange af EU’s medlemslande.

”Vi har set det i Sverige, hvor man har isoleret Sverigesdemokraterne, men uden at regeringen har egentlig flertal bag sig. Vi har også set det i Tyskland, hvor det er AfD’s gode valg, der er årsag til, at det har været så svært at samle opbakning til en ny regering. Og nu ser vi det så i Italien, hvor Femstjernebevægelsen står til 32 procent af stemmerne, og hvis ingen vil arbejde sammen med dem, er det tæt på umuligt at få et flertal bag sin regering uanset politisk observans,” konstaterer Henrik Franck, der for Tysklands vedkommende ikke tør sige med sikkerhed, at den politiske stabilitet er helt og holdent genetableret med SPD’s ja.

SPD er og har været i et vildt dilemma. Regeringsdeltagelsen i den forgangne periode kostede dyrt ved valget i september og gav partiet det ringeste resultat nogensinde. Og i de seneste meningsmålinger har SPD stået endnu dårligere og endda til at blive overhalet af AfD, så derfor har et nyvalg heller ikke ligefrem haft interesse for SPD.

”Nu hvor SPD har sagt ja, skal regeringspartneren CDU nok forvente en mere genstridig regeringspartner end hidtil, fordi SPD ikke har råd til at føre en anonym tilværelse som andenviolin i regeringen. Så selv om SPD har fået en række fremtrædende ministerposter, skal man nok forvente et SPD, der vil være i både regering og opposition samtidig. Det kan næsten ikke undgå at skabe lidt uro, men omvendt ved vi nu, Merkels CDU fortsætter parløbet med SPD, og det giver da en vis garanti for stabilitet,” forudser Henrik Franck oven på den spændingsmættede politiske søndag for Europa.