Italien bliver en hovedpine i resten af 2018

Som frygtet skaber dannelsen af en ny italiensk regering store problemer. En midlertidig teknokratregering bliver den kortsigtede løsning. ”Det er i princippet en god ide, men hvis et snarligt nyvalg giver endnu mere medvind til Femstjernebevægelsen og Ligaen kan det gå endnu værre. Der er grund til bekymring,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Der er lagt op til nyvalg i Italien enten til efteråret eller i begyndelsen af 2019, efter at landets præsident Sergio Mattarella i weekenden nægtede at anerkende den finansministerkandidat, som Femstjernebevægelsen og Ligaen var blevet enige om.

I weekenden lå det ellers til, at Italien skulle have ny regering bestående af Femstjernebevægelsen og Ligaen med Giuseppe Conte som ny premierminister, men præsident Sergio Mattarella nægtede at anerkende Paolo Savona som ny finansminister i direkte frygt for de finansielle markeders reaktion, fordi Savona er stærkt kritisk over for både euroen og Tyskland.

”Det skaber basis for fornyet politisk uro i Italien og negative reaktioner på de finansielle markeder, hvor vi allerede har set renterne stige kraftigt efter weekendens nyheder. Foreløbig er renteniveauerne stadig lave, men fortsætter den usikre udvikling kan det godt blive et problem. Italien er et af de mest gældsatte lande i EU,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Nyt valg i Italien kan give bagslag

Efter de kuldsejlede regeringsplaner har Sergio Mattarella i stedet indsat økonomen Carlo Cottarelli til at danne en midlertidig teknokratregering frem mod et nyvalg, der skal finde sted til efteråret eller tidligt i 2019.

”Det kan give fin mening med en teknokratregering. Dybest set er det det Italien har mest brug for, og i hvert fald køber man sig lidt tid. Men man kan også let forestille sig, at befolkningens vrede imod det etablerede system bliver forstærket af, at præsident Mattarella først forkaster den nye finansminister og siden indsætter en teknokratstyret regering. Det er den sikre opskrift på en regeringskrise med dertilhørende politikerlede, og det kan forværre valgresultatet fra marts og give Femstjernebevægelsen og Ligaen endnu mere vind i sejlene,” forklarer Henrik Franck, der også mener, at det er den overvejelse, der ligger bag reaktionen på de finansielle markeder.

Siden mandag morgen er renten på 2-årige italienske statsobligationer femdoblet fra 0,3 procent, så den nu er oppe på over 1,5 procent, mens den på de 10-årige obligationer er steget et halvt procentpoint fra cirka 2,3 procent til over 2,8 procent.

”Man kan godt undre sig over, at det først sker nu, fordi usikkerheden i Italien har længe været noget, man burde forholde sig til, og jeg har før efterlyst, at det burde have større opmærksomhed. Det kommer så nu, og jeg tror, at vi skal påregne, at Italien kommer til at stjæle meget opmærksomhed i resten af 2018,” lyder det fra Henrik Franck, der mener, at Italien har begivet sig ud på en meget farefuld færd:

”Set fra de finansielle markeders synspunkt er det fint, at Italien ikke får en finansminister, der er euromodstander og i opposition til tyskerne. Men det er også klart, at det skaber noget politisk tumult, som ikke lige går over, når en ny regerings planer bliver verfet af banen på den måde, og de to partier kaster håndklædet i ringen, som de har gjort. Det kan godt udvikle sig alvorligt,” siger Henrik Franck.

Italien kan bringe EU i kattepine

Også for EU kan Italien blive årsag til en slem hovedpine, hvis tingene ikke bliver løst på en ordentlig måde. I forvejen slås EU med brexit, og en lignende situation i Italien skal undgås.

”I værste tilfælde er det euroens og EU’s fremtid, der står på spil. Hvis Italien, der er EU’s tredjestørste økonomi, når brexit er faldet på plads, forlader euroen og begynder at føre en endnu mere uansvarlig økonomisk politisk, kan det få gældskrisen fra 2011-2012 til at blusse op igen. Og Italien er altså en helt anden størrelse end Grækenland, som man trods alt var i stand til at inddæmme problemerne fra,” siger Henrik Franck.

Økonomisk set går det efter en række reformer fra den forrige teknokratregering faktisk en smule bedre i Italien. Statsgælden på omkring 130 procent af BNP er på vej i den rigtige retning, nemlig ned, og budgetunderskuddet er ikke så stort, som det var, men nu under de famøse 3 procent, som euromedlemskab kræver.

”Men det er slet ikke nok, og landet har i den grad behov for at blive holdt på ret økonomisk kurs. Det er derfor, at en teknokratregering i teorien vil være god, fordi man kan være nogenlunde sikker på, at det reducerer de populistiske udskejelser. Man må bare også anerkende de demokratiske udfordringer, der er med at vælge den vej,” siger Henrik Franck og uddyber:

”Der skal være en vis forståelse i befolkningen for, at reformkursen er nødvendig. Det kunne godt se ud som om, at det ikke lige er der, at italienerne befinder sig. Risikoen for, at de ved et nyvalg i endnu højere grad sværger til Ligaen og Femstjernebevægelsen er ganske stor, og hvis de får et endnu stærkere valgresultat, kan præsidenten få sværere ved at bremse de to partiers ministerkandidater som i Paolo Savonas tilfælde. Og så bliver den nuværende hovedpine måske til en dediceret migræne.”