Fornem hæder til Formueplejes aktiestrategi

AllianceBernstein, der udvælger aktier til Formueplejes globale aktieportefølje, har fået en stor hæder fra Sauren Golden Awards i form af guldmedalje til AllianceBernsteins investeringsdirektør David Dalgas i kategorien ”Globale Aktier” for meget god fondsmanagement.

AllianceBernstein, der står for udvælgelsen af aktier i Formueplejes globale aktieportefølje, er blevet hædret med en guldmedalje ved Sauren Golden Awards, der uddeles af den uafhængige tyske analysevirksomhed Sauren Financial Group. Guldmedaljen er givet til David Dalgas, investeringsdirektør i AllianceBernstein, for ”meget god fondsmanagement” i kategorien ”Globale Aktier”.

”Det er en stor hæder og en fjer i hatten til AllianceBernstein og David Dalgas. Men prisen bekræfter ikke mindst, at det var den helt rigtige beslutning at oursource vores aktieselektion. Der er tale om en fornem hædersbevisning, som dokumenterer, at vi har en aktieselektion i absolut topklasse,” siger Niels B. Thuesen, adm. direktør i Formuepleje.

Leverandør af gode afkast

Formuepleje solgte i 2014 sin majoritetsandel af fondsmæglerselskabet CPH Capital til AllianceBernstein, der siden har stået for den aktive aktieselektion i Formueplejes globale aktieportefølje. Siden har de leveret gode afkast til gavn for Formueplejes investorer, og p.t. er det gået godt i 2018.

”AllianceBernstein har leveret godt for os i den tid, de har været hos os. I samme periode er markederne steget, men det er faktisk i nedgangstider, vi forventer os allermest af aktiestrategien. Vi kan se, at AllianceBernstein i de korrektioner, der trods alt har været i den tid med bullmarked, hvor vi har samarbejdet, klaret sig bedre end markedet. Det håber vi selvfølgelig vil fortsætte, men forventer også, at det kan gentage sig, når eller hvis der en dag kommer en større nedtur,” siger Niels B. Thuesen.

Guldmedalje til Formueplejes aktiestrategi

Tror på aktiv forvaltning

Selv er David Dalgas naturligvis beæret over hæderen og ikke mindst, fordi den kommer på et felt, hvor konkurrencen er stor og består af globale aktører.

”Det er altid rart at blive hædret for sit arbejde, og det gælder også her. Når det er sagt, så er det bare om at arbejde benhårdt videre på at finde de rigtige aktier at investere i. Vi tror på, at vi med aktiv forvaltning er i stand til at udvælge de bedste aktier og ad den vej slå markedet over tid,” siger David Dalgas.

I alt er 10 blevet hædret med guld i kategorien ”Globale Aktier” i dette års Sauren Global Awards.
Hele vinderlisten kan ses her.