Formueplejes kreditteam holder fast i flot førsteplads

Kreditteamet i Formuepleje beviser atter engang, at man tilhører den absolutte elite inden for sit felt. Blandt 363 registrerede fonde i Tyskland ligger fonden Global High Yield foran alle andre.

Efter at Formueplejes Global High Yield-fond i april blev udstyret med fem Morningstar-stjerner, har kreditteamet fortsat de gode takter og ligger nummer 1 ud af 363 registrerede fonde i Morningstar Tysklands opgørelse af præstationerne de foregående tre år.

”Det er uanset de lave absolutte afkast i år et forrygende resultat, at vi kan blive ved med at indtage den førerposition. Det viser, at vores mulighed for at være fleksibel i vores måde at udvælge investeringer og navigere uden om de mest risikofyldte virksomhedsobligationer inden for specifikke sektorer og markeder virker efter hensigten,” siger Klaus Blaabjerg, der er chef for Formueplejes kreditteam.

Man skal passe på ikke at blive fartblind

Han lægger ikke skjul på, at de absolutte afkast kunne være bedre, men relativt set kan man ikke gøre meget mere end at ligge i toppen inden for sit felt. Og så fremhæver Klaus Blaabjerg, at eksempelvis en blandet fond som Formuepleje Penta har haft et fantastisk år, men det er langt fra gældende for alle aktivklasser.

”Man skal passe på med ikke at blive fartblind, når man kigger på afkastet. Det er især det amerikanske aktiemarked, der har klaret sig forrygende, mens det tyske aktiemarked DAX er faldet 4 procent. Sammenligner man Global High Yield med europæiske aktier, ser det pludselig godt ud for Global High Yield. Desuden er risikoen ved at investere i virksomhedsobligationer mindre,” lyder det fra Klaus Blaabjerg der peger på, at kreditteamet ikke har nogen Triple C-ratede virksomhedsobligationer i sin portefølje, så førerpositionen er udelukkende kommet i hus via investeringer i mere sikre papirer.

Aktiv forvaltning og nøje udvælgelse i Formueplejes kreditteam

”Vi gør alt, hvad vi kan for at mindske risikoen for konkurser i vores investeringer, og vi går benhårdt efter de undervurderede virksomhedsobligationer – der hvor vi får en merrente i forhold til risikoen for konkurs i den pågældende virksomhed. Det betyder, at vi samlet set ligger 1 procentpoint foran benchmark – efter omkostninger,” siger Klaus Blaabjerg, der blandt andet nævner healthcare-sektoren som en branche, man viger uden om, da flere High Yield-selskaber i denne sektor er dybt forgældede.

Omvendt forholder det sig med finske Nokia, hvor kreditteamet har en ekstra stor eksponering, fordi Nokias gæld er meget lille, og man samtidig opnår en høj merrente ved at investere i en overset obligation fra selskabet. Måler man merrenten, man får hos Nokia i forhold til gæld og driftsresultat, er den finske virksomhed et langt mere attraktivt alternativ end for eksempel healthcare-selskaberne Tenet Healthcare og Bausch Health, hvor renten er nogenlunde den samme, men gælden langt højere.