Formuepleje lancerer investeringsløsning for en bedre verden

Muligheden for at investere bæredygtigt kommer hele tiden højere op på dagsordenen. Med afsæt i den udvikling kommer Formuepleje nu med sit bud på en investeringsløsning, der skal leve op til den øgede fokus på området.

Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter Formuepleje åbner nu for, at selskabets kunder kan vælge en investeringsløsning, hvor der aktivt bliver valgt aktier, der er førende inden for bæredygtige investeringer, som er et tema, der bliver lagt mere og mere vægt på.

”Det er baggrunden for, at Formuepleje nu lancerer muligheden for at investere mere bæredygtigt via den globale aktieafdeling Formuepleje Better World, der børsnoteres den 16. oktober, og er en ny mulighed for at investere med god samvittighed,” siger Søren Astrup, direktør og partner hos Formuepleje.

Samlet set er vurderingen i Formuepleje, at det stigende fokus på, hvordan virksomheder påvirker miljøet, og om de tager det nødvendige sociale ansvar i forhold til omverdenen, medfører, at det er forhold, som uanset holdninger til etik og bæredygtighed, bør inddrages i investeringsvurderingen af en specifik aktie.

”Der er et stigende krav om, at virksomhederne tager ansvar og skal leve op til nogle specifikke krav. I Formuepleje har vi gennem tiderne screenet vores globale aktieporteføljer systematisk for dette og på det grundlag foretaget en række fravalg i forhold til virksomheder, der ikke lever op til minimumskravene. Vi vil fortsat fravælge de virksomheder, der ikke lever op til vores minimumskrav i den resterende del af vores investeringsunivers, men det nye er, at vi med Better World nu giver investorerne mulighed for at investere i en portefølje, hvor udvælgelsen ikke blot sker ved fravalg, men hvor vi aktivt har tilvalgt aktier, som globalt set er førende inden for bæredygtige investeringer,” siger Søren Astrup.

Den gode investering skal drive bæredygtigheden

Investeringskonceptet i Better World er udelukkende at investere i selskaber, som driver en positiv udvikling inden for bedre udnyttelse af verdens ressourceknaphed, miljø- og socialt ansvar samt tilgodeser vores ønsker om at investere i mere transparente, autentiske og sundere produkter. Det sker alt sammen uden at miste blikket for at opnå et tilfredsstillende afkast.  

”Vi ved fra vores dygtige team af rådgivere, at kunderne i stigende grad efterlyser investeringsløsninger, der både indeholder gode afkast og er med til at flytte verden i en bedre retning. Better World er en god mulighed for at investere i en bedre verden uden at gå på kompromis med afkastet, da investeringerne sker i globale ledende selskaber, som kan dokumentere, at de gør en forskel og har musklerne til at drive udviklingen,” forklarer Søren Astrup.

Et krav er derfor, at de selskaber, Better World investerer i, genererer en stor del af omsætningen inden for områderne: Ren energi, affaldshåndtering, vandmiljø og forsyningssikkerhed, forureningskontrol og bæredygtige fødevarer og landbrug.

Stiller store krav til forvaltere

”Rent faktisk måler vi på dette, og selskaberne skal generere minimum 20 procent af omsætningen inden for ovennævnte områder – og typisk vil andelen ligge langt højere end 20 procent. For at sikre, at selskaberne lever op til de strikse krav, har vi valgt en af verdens førende og mest anerkendte forvaltere af bæredygtige investeringer som vores rådgiver på Better World. Det er Impax Asset Management i London, som udvælger de pt. 47 enkeltaktier, som porteføljen lige nu består af. Med Impax er vi overbeviste om, at Better World er i de bedst tænkelige hænder,” siger Søren Astrup og fremhæver, at Formuepleje på grund af sin åbne arkitektur er fri til selv at vælge aktieselektion.

En udvidelse af investeringspaletten

Søren Astrup fremhæver samtidig, at Formuepleje ser et stort potentiale i Better World, der vil være et perfekt supplement til den brede palette af løsninger, som Formuepleje tilbyder i sit investeringsunivers.

”Når vi lancerer Better World, er det naturligvis, fordi vi kan se og mærke et behov for det og gerne selv vil bidrage til, at investeringer kan gøres på en mere bæredygtig måde. I sig selv redder det ikke verden, men det er vores bud på, hvordan vi med vores investeringer kan påvirke tingene i den rigtige retning og samtidig opnå et godt afkast,” forklarer Søren Astrup.