Formuepleje benyttede kursfald til at købe op for trekvart milliard

Kursfaldene på aktiemarkederne onsdag og torsdag var efter Formueplejes vurdering ikke begrundet i fundamentalt dårligt nyt. Derfor besluttede Formueplejes investeringskomité at købe aktier for godt 750 millioner kroner. ”Markedet overreagerer efter vores vurdering, og derfor har vi set kursfaldene som en opkøbsmulighed. Vi sagde for nylig, da aktierne faldt på grund af bekymring over Italiens budget, at vi var rykket et skridt nærmere en overvægt af aktieandelen – og nu har vi taget det skridt,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Bratte kursfald på børserne verden over har i de seneste dage stjålet overskrifterne. Overskrifterne har været berettigede, men kursfaldene i sig selv er et udtryk for en købsmulighed, lyder holdningen i Formuepleje, Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter med samlet 69 milliarder under forvaltning.

Formuepleje har derfor benyttet anledningen til at øge aktieandelen fra neutral til knap 5 procents overvægt – eller lig med et opkøb for trekvart milliard kroner.

”Vi mener, at det er et godt tidspunkt at gå ind i markedet på, fordi vi ser ikke nogen afmatning foran os lige nu. Allerede onsdag aften efter kursfaldet i USA gik vi sammen i vores investeringskomité og analyserede situationen. Vi var klar til at handle, hvis Europa som forventet åbnede torsdag morgen med kursfald på mindst 2 procent. Det var faktisk lige før, at vi fik sat barren for højt, for Europa faldt kun lige akkurat med 2 procent. Vi gjorde det, fordi vi mener, at aktiemarkedet er faldet for meget,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Nøje overvejelser i Formueplejes investeringskomité

Han fremhæver, at der ikke er tale om en kortsigtet reaktion på en kursfald, men en nøje overvejelse.

”Der ligger langsigtede overvejelser bag vores taktiske asset-allokering. I den omvendte situation, hvor vi mener, at aktierne stiger kraftigt og for hurtigt, kunne vi sagtens finde på at mindske vores aktieandel. Det sker måske 1-2 gange inden for en 10-årig periode, at vi næsten nedbringer vores aktieandel til ingenting. Det er dog slet ikke der, vi er. Tværtimod vurderer vi som sagt, at aktierne er faldet for meget – og derfor øger vi vores aktieandel,” forklarer Henrik Franck og nævner, at prisfastsættelsen på aktier er lavere nu end for et år siden i forhold til den indtjening, der på daværende tidspunkt forventedes i virksomhederne.

”Efter vores mening er der tale om en overreaktion, hvor markedet tager lidt fejl, fordi kurserne falder uden afsæt i fundamentale ændringer. Nogle frygter rentestigninger, men det er efter vores mening ubegrundet. I Formuepleje forventer vi også, at renten stiger, men de økonomiske nøgletal viser alle, at det stadig går godt, især i USA. Fed har planlagt rentestigninger, men det er i et begrænset tempo og omfang og endnu ikke noget, der truer med at afspore opsvinget,” slutter Henrik Franck.

FORMUEPLEJES INVESTERINGSKOMITÉ:

Læs også artiklen Formuepleje anser markedsuro for en købsmulighed.