Formuepleje anser markedsuro for en købsmulighed

Det seneste døgn har budt på kraftige kursfald på børserne verden over. Formueplejes vurdering er, at man skal se igennem kursreaktionen, som ikke er begrundet i dårlige nøgletal.

Det amerikanske aktiemarked sluttede onsdagens handel med kursfald på 3-4 procent, de asiatiske fulgte trop med dyk i samme størrelsesorden i nat, og de ledende europæiske aktieindeks er begyndt torsdagen med kursfald på knap 2 procent.

Den kraftige kursreaktion bør dog ikke skabe alt for mange bekymringer, da der ikke er nogle nøgletal eller tillidsindikatorer, der viser tegn på svækkelse. Så selv om kursfaldene ser bekymrende ud ved første øjekast, kan det være en god anledning til at købe op i stedet.

”I Formuepleje er vores vurdering, at det er noget, der sker på markedet, og ikke noget der sker med afsæt i ledende indikatorer eller makroøkonomiske nøgletal, der begynder at se dårlige ud. Amerikansk økonomi, der er verdensøkonomiens trækhest i år, er fortsat i god gænge, men der er også en forventning om, at det ikke kan fortsætte i samme hastighed som nu. Vi ser det som en potentiel købsmulighed. Så længe sådanne reaktioner ikke er begrundet i konkrete nøgletal, skal man passe på med at overreagere,” siger Leif Hasager, investeringsdirektør i Formuepleje og medlem af Investeringskomiteen, der ikke mener, at det er frygt for rentestigninger, der har forårsaget kursfaldene.

”Muligvis har en eller flere større investorer solgt ud i markedet, og den negative stemning har så fået noget medløb. Sådan en stor omlægning i markedet kan godt give en følgeeffekt, og det mener vi er en chance, som man med fordel kan forsøge at udnytte til at købe op,” siger Leif Hasager, der anser kursfaldene for forbigående.

Læs også artiklen Formuepleje benyttede kursfald til at købe op for trekvart milliard.