Fed skal gentage meget svært kunststykke

Det er en svær balancegang for centralbanker at hæve renterne uden at sætte et opsving over styr. Federal Reserve har kun formået at gøre det en gang tidligere i sin 104-årige historie. ”Det ser ud til, at Fed ved, hvordan det skal gøres, men historien viser, at det er umanerlig svært og også kræver en vis portion held at lykkes med den bløde landing,” siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

USA’s centralbankchef Jerome Powell er næppe den fødte linedanser, men i den kommende periode bliver det hans største opgave at mestre disciplinen pengepolitisk linedans.

Med en amerikansk økonomi, der buldrer af sted med høje vækstrater, skal han og Fed stramme pengepolitikken i tilpas omfang uden samtidig at slå opsvinget ihjel. Og som en ekstra krølle på historien skal han oven i købet håndtere en ilter amerikansk præsident, der ikke lægger skjul på sin arge modstand imod Feds renteforhøjelser og dermed ser stort på årtiers tradition for, at regeringen ikke blander sig i centralbankens dispositioner.

Lykkes Powell med sine pengepolitiske stramninger uden samtidig at udløse en recession, vil det være en semihistorisk bedrift, idet det kun er sket en gang før i Feds 104-årige historie.

”Det er næsten hver gang, at pengepolitikken strammes, at centralbankerne i samme ombæring for kvalt opsvinget i frygt for, at inflationen får alt for godt fat. Det er kun i 1994-1995, at Fed under daværende centralbankchef Alan Greenspan formåede at tage toppen af væksten uden at sende økonomien i recession, alt imens renten blev fordoblet fra 3 til 6 procent i samme periode,” forklarer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

En delikat balancegang

”Kunsten er, at Fed med en strammere pengepolitik tager lidt af brodden af væksten for at undgå overophedning, men uden at stramme så meget, at økonomien bliver afsporet. Det lyder måske ikke så svært, men det er altså kun sket en gang i Feds 104-årige historie, at man er lykkedes med at skabe sådan en blød landing. Spørgsmålet er, om den nuværende centralbankchef Jerome Powell kan gentage kunststykket,” siger Henrik Franck, der mener, at Fed lige nu ikke kan gøre meget andet end at forfølge sin kurs og hæve renten stille og roligt.

Feds bundne opgave er nemlig at arbejde for en lav og stabil inflation på 2 procent og lav arbejdsløshed. Inflationen har længe været lav, men har p.t. bevæget sig over 2 procent, og arbejdsløsheden er på sit laveste siden 1969.

”Foreløbig ser vi små og gradvise rentestigninger, og det er i hvert fald afgørende for, om normaliseringen af pengepolitikken skal lykkes, at man ikke strammer for meget og for hurtigt. Til forskel fra 1994-1995 er arbejdsløsheden i dag helt nede på 3,7 procent, hvor den dengang lå på omkring 5,5 procent, så de to situationer ikke er helt ens,” siger Henrik Franck.

Powell skal modstå Trump

Fed forudså i forbindelse med renteforhøjelsen i september – den ottende siden 2015 – at USA har tre års økonomisk opsving mere i sig, og det er baggrunden for, at man strammer tøjlerne til trods for præsident Trumps store modvilje imod Feds stramning af pengepolitikken. Donald Trump har meget tydeligt vist sin uenighed med Feds pengepolitik og kaldt rentekursen for “fejlagtig” og ligefrem “skør”.

”Det er uhørt, at præsidenten på den måde blander sig i pengepolitikken og udfordrer centralbankens uafhængighed. Men det er jo meget belejligt for ham at gøre det. Hvis økonomien vender, så kan han placere skylden hos Fed,” konstaterer Henrik Franck.

Senest har Jerome Powells forgænger Janet Yellen kritiseret Trump for at blande sig i pengepolitikken. Selv om en amerikansk præsident naturligvis er fri til at sige og mene, hvad han vil, så er det ifølge den tidligere centralbankchef ikke ønskværdigt, at han blander sig i Feds pengepolitik. Samtidig udtrykte hun bekymring for, om økonomien står foran en overophedning, da hun ikke anser vækstrater på over 3 procent for holdbare i længden. Derfor mener hun, at Fed skal være både dygtige og heldige for at lykkes med den bløde landing efter 2019.

Hvor meget mere kapacitet er der på USA's jobmarked?

”I Formuepleje er vi enige i, at Fed står over for nogle store udfordringer i pengepolitikken. Umiddelbart er kapaciteten på arbejdsmarkedet tæt på at være opbrugt efter snart 10 års opsving, men Fed selv er ligesom vi andre usikre på, hvad data i realiteten viser, og om der i virkeligheden er mere kapacitet på arbejdsmarkedet. Lønningerne burde være steget mere, end tilfældet er, men det er ikke sket. Og selv om man skal passe på med at sige, at ”det er anderledes denne gang”, så kan noget – eksempelvis den teknologiske udvikling – være anderledes og have betydning for, at folk ikke presser nær så meget på for lønstigninger i frygt for at blive erstattet af robotter eller kunstig intelligens. Med globaliseringen har de også set, at det er nemt at flytte arbejdspladser ud,” forklarer Henrik Franck, der vurderer, at der investeringsmæssigt kan være fornuft i at flytte fokus lidt væk fra USA, hvis aktiemarked ellers er løbet fra alle andre i løbet af 2018.

”I Formuepleje mener vi fortsat, at amerikansk økonomi er meget stærk, men også at USA står foran en vækstafmatning i løbet af 2019. I 2018 har vi hentet gode afkast på vores investeringer, men vi er begyndt at kigge mod Europa, som har fået en mere attraktiv prissætning,” siger Henrik Franck.