Adfærdsøkonomi: Det er ikke rationelt, men hvad er egentlig det?

Det er snart et år siden, at nobelprisen i økonomi gik til Richard Thaler for hans forskning i adfærdsøkonomi. Et helt rationelt valg i en verden med en myriade af irrationelle valg. Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje, dykker ned i, hvordan investeringskomitéen i Formuepleje betragter og bruger adfærd i sine investeringsbeslutninger.

Penge er en frygtelig herre, men en forrygende tjener, siges det, og i de klassiske økonomers verden er penge noget af det, der får mennesker til opføre sig rationelt. I hvert fald på papiret, i teoriernes verden.

Men der er flere sandheder end det, hvilket Richard Thaler har leveret beviser på. I virkelighedens verden holder teorierne nemlig ikke altid, hvad de lover.

Økonomiprofessoren fra University of Chicago, der modtog nobelprisen i oktober 2017, har viet meget af sin forskning til adfærdsøkonomi og er en central figur inden for dette stadigt mere populære felt og har blandt andet forsket i, hvordan man får ansporet folk til at spare mere og bedre op til alderdommen.

Den gængse antagelse er, at folk er rationelle og træffer deres økonomiske beslutninger på et oplyst grundlag og ud fra en betragtning om, at de gør nytte for dem selv. Det bør de i hvert fald ud fra en alt andet lige-betragtning, men det holder alligevel ikke altid stik, viser Thalers forskning.

Psykologien har også betydning for økonomien, og det er blandt andet sammenkædningen af de to ting, han blev hædret for sidste år. Mennesket er med andre ord ikke den perfekte logiker, men opfører sig ofte alt andet end optimalt – også i økonomiske sammenhænge.

Den rationelle verden er uforudsigelig

Rationaliteten har med andre ord sine begrænsninger, fordi mennesket ikke altid selv har kontrol over, hvad man foretager af indkøb, men for eksempel lader sig friste af fænomener som fødselsdags­tilbud og Black Friday, hvor man køber ting, man ikke umiddelbart har behov for. Fristelser i det hele taget er noget, som mennesker falder for. Det ser man årligt med viften af brudte nytårsforsætter eller ved, at mange ”glemmer” at spare op til alderdommen for i stedet at bruge pengene på mere kortsigtede fornøjelser. Der er altså indbygget en god portion uforudsigelighed, uanset hvor rationelt man forestiller sig økonomien i den bedste af alle verdener.

”Alt foregår jo ikke 100 procent rationelt, selv om det ofte er det, mange lægger til grund, når de træffer deres beslutninger. Forestillingen om den perfekte økonomi er i virkeligheden utopisk, og det skal man naturligvis have med i sine overvejelser, når man investerer. Man kan antage meget, men aldrig være helt sikker,” forklarer Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje og medlem af investeringskomitéen, hvor man selv i en vis udstrækning er afhængig af at kunne vurdere og forudsige andres adfærd.

Det være sig centralbankernes pengepolitik, forbrugernes indkøbsmønstre eller virksomheders præstationer, som jo hver især også er afhængige af mange forskellige indikatorer.

”Når vi i investeringskomitéen i Formuepleje træffer vores beslutninger, sker det jo efter nøje afvejning af, om tingene bevæger sig i den ene eller anden retning, men det beror sig altid på et vist skøn. Her er vi så i den heldige situation, at vi sidder fire personer med mange års investeringserfaring, og vi har trods alt set lidt af hvert, som gør, at vi kan træffe beslutninger på et nogenlunde oplyst grundlag og forventning om, hvordan adfærden hos forbrugerne, centralbankerne og politikerne udvikler sig,” siger Henrik Franck, som desuden fremhæver, at hele Formueplejes investeringskoncept også er bygget op om nobelprisvindende økonomers teorier.

Kort fortalt går kernen i teorien – kaldet tangentporteføljeteorien – ud på, at investor gennem spredning af sine investeringer på forskellige aktivtyper kan øge det forventede afkast og reducere risikoen.

Teorien siger så, at det forventede afkast skal øges gennem låntagning og ikke ved at øge andelen af porteføljens mest risikofyldte aktiver.

Det har måske ikke så meget at gøre med selve adfærden, men mere risikoen, som til gengæld heller ikke er til at komme uden om og er det måske vigtigste begreb at tage stilling til, når man investerer.

Især i gode tider er det let nok at tale om, at man er langsigtet investor, men det kniber mere med at have det lange lys på, når tingene falder. Og her kommer adfærd igen ind i billedet.

”Folks adfærd er ofte uforudsigelig. Når man for eksempel snakker om at være langsigtet investor, er det jo typisk i en periode, hvor det går godt. Men mange har en tendens til hurtigt at blive kortsigtede, når tingene bevæger sig i den gale retning. Så er man hurtig til at glemme, at man indtil for nylig var langsigtet investor, selv om de fleste ved, at tingene over tid nok skal stige. Der gælder det for os som aktive investorer at kunne stå tingene igennem med mere ro og at se igennem den værste støj og kun reagere, når det er nødvendigt,” lyder det fra Henrik Franck.

Køber på bunden og sælger på toppen

Det er blandt andet derfor, at man af og til ser folk – også folk med penge – være bange for at investere, når tingene er faldet meget, selv om det måske er det rigtige tidspunkt at slå til på, mens pengene sidder mere løst, når tingene er steget. Det er flokdyret, der kommer op i os.

Ofte ser man for eksempel folk have købt aktier lige op til et kursdyk på markedet, hvilket ikke just kan kaldes optimal timing.

”Menneskets natur er jo til dels flokmentaliteten, så når tingene går godt og stiger, vil vi gerne med på vognen for ikke at gå glip af noget, men når tingene falder, skal vi helst hurtigt ud, fordi vi ikke kan lide, at tingene falder. Det giver instinktivt en dårlig mavefornemmelse hos mange,” siger Henrik Franck.

Det er derfor en fejl at tro, at mennesker kun foretager rationelle valg i tilværelsen. Sådan foregår det ikke altid i virkeligheden, når de træffer deres valg.

Eksempler på det kan være, at mange i dag stadig har deres opsparing stående i banken til en rente på nul, eller at boligejerne i Danmark samlet har lån for over 55 milliarder kroner til en rente på 3,5 procent eller derover. Det er ikke specielt rationelt ud fra en økonomisk betragtning. Det eneste, der kan forklare det, er, at det giver pågæld­ende folk en form for tryghed ved at vide præcis, hvad de har eller skal betale hver måned. Et andet eksempel er, at folk stadig kan finde på at køre en omvej for at få brød eller mælk på tilbud for at spare relativt få kroner, selv om det ikke engang kompenserer for hverken det ekstra tids- eller benzinforbrug. Det er heller ikke ubetinget rationel adfærd, men ikke desto mindre et fænomen, der forekommer og i et større omfang, end man tror.

”Det viser meget godt, at det totale rationelle valg ikke eksisterer, og det skal man da tage højde for i sine investeringer ved at vide, at livet og verden er fuld af irrationelle valg. Som aktiv kapitalforvalter prøver vi så at skære igennem de irrationelle valg og finde de gode investeringer,” siger Henrik Franck.

En blind vinkel

Et af Richard Thalers adelsmærker er, at han har påvist, at heller ikke aktiehandlere opfører sig rationelt, som man ellers umiddelbart ville antage. Dermed krakelerer drømmen om det perfekte marked, fordi individerne foretager irrationelle fejl, der koster på markedet.

Den danske økonomiprofessor Christian Bjørnskov har imidlertid fremhævet, at Richard Thaler og andre adfærdsøkonomer selv har en blind vinkel, når de foreslår nye politiske tiltag for at afværge de fejl, der sker på markedet: Dermed overser Thaler og hans meningsfæller, at politikere og embedsmænd selv kan lide af selv samme adfærdsproblemer, lyder rationalet.

Ingen er perfekte, heller ikke investorer, som Thaler har vist. Men det samme gælder naturligvis politikere og embedsmænd. Især politikerne har jo nogle kortsigtede vælgerinteresser at pleje, så hvis man forventer, at de kun træffer rationelle beslutninger, tager man grundigt fejl.

Der har i årevis været kritik af, at Thaler og andre adfærdsøkonomer overhovedet involverer psykologi i økonomisk forskning og kæder de to ting sammen, men økonomisk ud- eller afvikling er i sidste ende afhængig af menneskers beslutninger og opførsel og ikke bevidstløse teorier. Det er da heller ikke første gang, at adfærdsøkonomer, der taler for, at menneskers psykologi påvirker økonomien, hædres med nobelpriser. Navne som Robert Schiller (nobelprismodtager i 2013), Elinor Ostrom (2009) og George Akerlof (2001) tilhører samme kategori.

Eksempler på irrationel adfærd

  • Det måske mest berømte eksempel på irrationel adfærd i form af en spekulationsboble er Tulipanboblen i 1630’erne Holland, hvor alle pludselig begyndte at investere i tulipanløg i forventning om, at priserne ville fortsætte med at stige. Det stoppede dog brat i 1637, og mange hollændere blev ruineret. De vilde, næsten uforklarlige prisstigninger, der var i bitcoin i løbet af 2017 fik sidste år flere til at sammenligne udviklingen i kryptovalutaen med Tulipanboblen. Siden er prisen på bitcoin og andre kryptovalutaer raslet ned.
  • Dotcom-boblen rummer også eksempler på irrationel adfærd. Dengang skulle der ikke mere til end tre mand og en computer i en garage, og så havde man nok til et børsnoteret selskab og velvillige investorer, der håbede på at finde selskaber, der kunne blive til det, Google er blevet. Men ak, boblen brast for mange, og investorerne tabte penge.
  • I Danmark er det fra politisk side irrationelt, at det for et mindretal ikke kan betale sig at finde arbejde, fordi de offentlige ydelser, de modtager, gør, at de vil få mindre udbetalt ved at komme i arbejde.
  • Undersøgelser har vist, at 90 procent af alle bilister regner sig selv for at være bedre bilister end gennemsnittet. Decideret irrationelt er det måske ikke, men til gengæld er det statistisk umuligt og siger noget om menneskets evne til at (over)vurdere sig selv. Det ser man af og til også i investeringssammenhæng.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 01//2018.