30 år i sikker havn med Safe

Formueplejes ældste fond Safe fylder 30 år den 1. maj. Det er en præstation, der er værd at fejre. Safe blev i sin tid skabt oven på Black Monday, fordi folk ville have sikkerhed. Det gælder også i dag, at Safe lever op til sit navn, og er en sikker havn.

Formuepleje Safe fylder 30 år i 2018. I artiklen gennemgår vi de stærke præstationer gennem årene.

30 år er ingen alder i et menneskeliv, men i investeringsverdenen er det en menneskealder. Derfor er der god grund til at fejre, når Formueplejes ældste fond Safe fylder 30 år den 1. maj i år.

Dels hører det til sjældenhederne, at fonde bliver så gamle, og dels har Safe over årene præsteret et afkast, der ligeledes er af den sjældne slags: Næsten 13 procent i gennemsnitligt årligt afkast siden sin tilblivelse i 1988. Helt præcist er tallet 12,82 procent (målt 28. februar), og det er et afkast, der borger for kvalitet for et produkt med middel risiko.

I kroner og øre svarer det til, at 1 million kroner investeret ved Safes begyndelse i 1988 i dag ville være blevet til 35 millioner kroner.

”Safe er en fornem ambassadør for den palette af produkter, som Formuepleje tilbyder. Knap 13 procent i årligt afkast er højt i betragtning af, at Safe er et produkt, der er kategoriseret med middel risiko. Det er præcis sådanne resultater, vi ønsker at fremvise til vores kunder,” siger adm. direktør Niels B. Thuesen.

Moderat gearing, middel risiko

Safe er en moderat gearet lavrisikoportefølje bestående af globale aktier, kreditobligationer og danske realkreditobligationer. Gearingen er sådan, at når investor lægger 100 kroner, låner Formuepleje 200 kroner yderligere. Til sammenligning er der ingen gearing i Optimum og fire gange gearing i PentaSafe ligger sig altså midt i feltet af Formueplejes blandede fonde.

Målsætningen er at skabe et afkast på 70 procent over fem år med en middel risiko, som betyder, at der inden for en treårig periode statistisk set maksimalt er en risiko for at tabe 15 procent af investeringen. De karakteristika er også det, der gør, at Safe ud over at være Formueplejes ældste produkt også er et af de mest populære, forklarer kundedirektør og partner Helle Snedker:

”Safe er det sikre valg, og er lidt som et obligationslån. Det kan aldrig gå helt galt, men under en optur får man så heller ikke lige så meget gevinst, som man får i for eksempel Penta,” forklarer Helle Snedker, der også hæfter sig ved, hvordan Safe kom ud af finanskrisen. Et tab på 48 procent i 2008 blev vekslet til et afkast på 59 procent i 2009: ”Det var den ultimative test, og Safe stod tilbage intakt og med begge ben solidt på jorden uden at have været tvunget til at sælge ud.”

Teorien bag Safe - og Formueplejes investeringskoncept

  • Det tager afsæt i tangentporteføljeteorien, der første gang blev beskrevet af Harry M. Markowitz i 1952, og siden udbygget af William Sharpe og James Tobin. Alle tre økonomer fik Nobelprisen for deres bidrag til at skabe den optimale investering.
  • Grundideen er, at der findes én og kun én optimalt sammensat portefølje af værdipapirer. Denne kaldes markedsporteføljen eller optimumporteføljen, og består i praksis af cirka 70-80 procent obligationer og 20-30 procent aktier.
  • Idéen er altså, at man ikke skal øge risikoen ved at ændre på den optimale sammensætning af porteføljen, men at man skal anvende moderat gearing inde i porteføljen til at skalere risikoen, og dermed øge det langsigtede forventede afkast.
  • I Formueplejes grundportefølje Optimum anvender man ikke gearing, men Pareto anvender en gang gearing, Safe to, Epikur tre og Penta fire.
  • På langt sigt kan der på denne vis høstes et højere afkast, sammenlignet med en ugearet portefølje, der opnår samme tabsrisiko ved en sammensætning af aktier og obligationer.

Safe er Formueplejes elevatortale

Helle Snedker forklarer desuden, at Safe ofte er det produkt, som hun drager frem som eksempel, når hun hurtigt skal forklare, hvad det er, Formuepleje egentlig bedriver.

”Min elevatortale handler altid om Safe. Man kan jo ikke vælge alle 19 fonde eller foreninger, men Safe er nem at forklare, fordi den har eksisteret siden 1988, og når man så fortæller, at den har givet et gennemsnitligt afkast på næsten 13 procent om året, så har man folks opmærksomhed,” siger Helle Snedker.

Folk ville have sikkerhed efter sort mandag

Mandag den 19. oktober 1987 blev den mest hysteriske dag på aktiemarkederne nogensinde og senere kendt som Black Monday – og på grund af tidszonerne Black Tuesday i Australien og New Zealand. Dow Jones faldt med 22,6 procent på en enkelt dag, hvilket stadig er det suverænt største enkeltstående fald i aktieindeksets historie. Det banede også vejen for Safes fødsel, fortæller den ene af Formueplejes grundlæggere Claus Hommelhoff:

”Black Monday var en kæmpe begivenhed dengang, så folk ville have sikkerhed. Og så skabte vi Safe, der har overlevet så længe på at have fælles interesser med kunderne,” mener Claus Hommelhoff.

Safe skal leve længe endnu

Og lad det være sagt med det samme: Det er meningen, at Safe skal leve længe endnu som et attraktivt investeringsobjekt.

”Fra start har Safe skullet være en sikker investering, fordi vi vidste, at noget af det værste folk kan komme ud for, er at miste deres formue. Intet har været overladt til tilfældighederne, og det gælder den dag i dag, men Safe anno 1988 og Safe anno 2018 er alligevel to helt forskellige ting – især når det gælder risikostyring,” nævner Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje og uddyber:

”De første mange år blev risikostyringen i Safe taget lidt hen ad vejen i takt med, at store begivenheder indtraf i markedet. Da markederne dykkede i 1994 efter pesokrisen og efter kraftige rentestigninger i USA gjorde Safe det godt, og vi blev de første i Danmark til at tage value-at-risk-risikomodellen i brug.”

Det samme gjaldt i 1998 under Asien- og Ruslandskrisen, hvor Safe klarede sig igennem uden store tab. Under it-boblen omkring årtusindskiftet undgik Safe de allermest oppumpede it-aktier, og levede derfor til fulde op til sit navn, og tillige tiltrak masser af nye kunder.

”Den største ændring kom efter finanskrisen, som jo om noget afprøvede Safes modstandsdygtighed. Safe kom ikke gennem krisen uden kursdyk, men klarede det dog relativt fint. På trods af det redefinerede vi i Formuepleje hele strukturen for, hvad var man kunne investere i og optage lån i,” siger Søren Astrup.

Det holder den dag i dag, hvor der kun kan optages lån i kroner og euro, og desuden er opsat nogle benhårde stop-loss-grænser. ”Risikorammerne er lagt for snart 10 år siden, og kan aldrig overskrides, når uvejret raser på de finansielle markeder. Det er baggrunden for, at Safe har klaret 30 år og den turbulens, der til tider har været – og også vil være i stand til det fremover,” forklarer Søren Astrup.

I Safes 30-årige levetid har fonden fem gange givet negativt afkast – i 1992, 1994, 2001, 2002 og 2008. De resterende 25 år har givet positivt afkast. Det er da en relativt sikker præstation.

Hvor er dine penge placeret?

Er dine penge investeret i en portefølje, der er en sikker havn, når der er turbulens på markedet? Vil du høre mere om dine muligheder i Formuepleje, er du velkommen til at tilmelde dig et gratis og uforpligtende intromøde eller blive kontaktet af en formuerådgiver.

Vil du vide mere om Formuepleje og det investeringskoncept, der har skabt solide resultater i 30 år, kan du bestille en gratis intropakke, hvor du kan læse mere. 

Det skete også i 1988 - udover at Safe blev til

  • Nicklas Bendtner fødes den 16. januar.
  • Danskerne går til folketingsvalg den 10. maj – det såkaldte atomvalg i forlængelse af fodnotepolitikken. Valgresultatet betyder, at Poul Schlüter fortsætter som statsminister, men i en KVR-regering i stedet for Firkløverregeringen, som ud over V og K havde deltagelse af CD og Kristeligt Folkeparti.
  • ”Den sidste kejser” instrueret af Bernardo Bertolucci vinder ni Oscar-statuetter ved de 60. Academy Awards.
  • TV 2 grundlægges den 1. oktober.
  • Statsminister Poul Schlüter er på officielt statsbesøg i DDR og mødes med den østtyske leder Erich Honecker.
  • Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle, det danske søværns to største skibe, stryger flaget og udgår af aktiv tjeneste.
  • Vinter-OL afholdes i Calgary, mens sommer-OL afvikles i Seoul.
  • Ferraris grundlægger Enzo Ferrari dør 90 år gammel.
  • Celine Dion vinder Eurovision Song Contest for Schweiz.
  • Operaen ”The Phantom of the Opera” åbner på Broadway i New York City. Den spiller stadig, og er den opera, der har været opsat i længst tid.
  • Holland vinder 2-0 over Sovjetunionen i EM-finalen, som huskes bedst for Marco van Bastens helflugter af et mål.
  • Den otte år lange krig mellem Iran og Irak ender.
  • Ayrton Senna bliver Formel 1-verdensmester for første gang.
  • Den 8. november bliver George H.W. Bush efter otte år med Ronald Reagan i sædet valgt som USA’s præsident efter valgsejr over Demokraternes Michael Dukakis.
  • Lockerbie-flykatastrofen. 270 mennesker bliver dræbt, da en bombe bliver detoneret på Pan Am Flight 103 i december.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 02//2018.