Macrons EU-overhaling får svær gang på jord

Frankrigs præsident Emmanuel Macron har store ambitioner om at ændre på EU og styrke det europæiske samarbejde. Det bliver mere end almindelig svært at føre ud i livet.

EU skal reformeres på en lang række punkter, lyder det fra den franske præsident Emmanuel Macron, der i dag talte på det berømte Sorbonne-universitet i Paris og blotlagde sine visioner for fremtidens EU.

Samtidig erkender han, at EU har mistet retningen og har ignoreret folks bekymringer, ligesom man har glemt at forsvare Europa som ide, og derfor er det nu påkrævet med et kursskifte for at trække EU i den rigtige retning.

Ambitionerne er enorme, men til gengæld er det tvivlsomt, om realismen står mål med ambitionerne. Macron er ihærdig EU-tilhænger og foreslår en lang række ting, der er i modstrid med den stigende EU-skepsis i de europæiske befolkninger.

”Hans visioner bliver ekstremt svære at føre ud i livet. Det er uanset, om det gælder et fælles budget for eurozonen, skat på finansielle transaktioner, et fælles EU-forsvar og politistyrke eller den fælles migrationspolitik. Man må give ham, at han udtrykker store ambitioner på EU’s vegne, men det virker til at være meget svært omsætteligt i praksis,” siger Søren Astrup, direktør og partner, Formuepleje. 

Da den tyske kansler Angela Merkel netop er kommet stærkt svækket ud af valget i Tyskland, er det samtidig mere end usikkert, om den fransk-tyske akse med Mercron-duoen i spidsen fremover vil have så meget gennemslagskraft, at de kan føre planer om f.eks. et fælles eurobudget ud i livet.

For slet ikke at tale om tættere integration på en lang række områder i en tid, hvor befolkningerne vender ryggen til Bruxelles som magtcentrum bedst illustreret ved briternes udmeldelse af EU.

”I Formuepleje vurderer vi ikke, at det er en tale, der vil få folk til nu at falde på halen for alle de gode ting, der er ved EU. Der var det måske mere opportunt at komme EU-skepsissen lidt i møde og foreslå noget, der havde en større chance for faktisk at blive til virkelighed. På den anden side er der også brug for, at der er nogle, der taler EU op, og det må man sige, at Macron prøver på,” siger Søren Astrup.