Månedsstatus for aktier: Afdæmpede bevægelser på de globale aktiemarkeder

I maj var det fra et aktieperspektiv fyringen af FBI-chef James Comey og de afledte spørgsmål omkring Donald Trumps kommunikation med Rusland under den amerikanske valgkamp, der skabte de største – men dog forholdsvis begrænsede – markedsudsving.

Valutaudsvingene har derimod været større – ikke mindst på grund af usikkerheden omkring den politiske situation i USA samt den franske præsidentkandidat Emanuel Macrons endelige sejr i begyndelsen af måneden. Et dollarfald over for danske kroner på 3 procent har således reduceret det samlede porteføljeafkast målt i danske kroner.

Regnskabssæsonerne i USA og Europa er også blevet afsluttet i maj og fortsætter med at vise positive takter i den samlede indtjening og omsætning. Selv når man ser bort fra det meget positive bidrag fra energisektoren og et større fokus på de øvrige kernesektorer, synes selskabernes driftsudvikling at understøtte Formueplejes hovedscenarie. Ganske som energisektoren bidrog meget negativt i efteråret 2016 (på baggrund af faldende oliepris i forhold til efteråret 2015), bidrager den i første og andet kvartal 2017 nu meget positivt. Simpelthen fordi olieprisen ligger markant højere end første kvartal 2016, hvor olieprisen bundede ud under 30 dollar, bidrager den nu rent teknisk til en betydelig indtjeningsvækst i netop denne sektor.