Jobtal er tilbage i næsten fuldt vigør

I september faldt jobtallene i USA drastisk på grund af orkansæsonen, men allerede i oktober er jobskabelsen tilbage på rette kurs. Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje, anser amerikansk økonomi for at være bomstærk.

Jobskabelsen i USA er efter septembers orkanpåvirkede tal tilbage på sporet. 261.000 nye jobs blev der skabt i oktober, og arbejdsløsheden faldt yderligere fra 4,2 procent til 4,1 procent.

Estimaterne i markedet lå på forhånd på, at der ville blive skabt 310.000 nye jobs i oktober, og selv om forventningerne ikke helt blev indfriet efter den pludselige tilbagegang på 33.000 jobs i september, er der ingen grund til panik. Septemberfaldet på 33.000 blev i øvrigt revideret til en fremgang på 18.000. 

Dermed ligger en renteforhøjelse til december ganske givet stadig på tegnebrættet hos Federal Reserve.

”Jobtallet gik i første omgang i minus i september for første gang i syv år, men tallene var forstyrrede af orkanerne i det tidlige efterår, og derfor var et stort comeback forventet. At man ikke helt rammer konsensus, er til at overskue, og der er sandsynligvis også lidt efterveer fra orkanerne endnu. Det betyder samtidig, at vi stadig skal forvente os en rentestigning i december fra USA’s centralbank,” lyder vurderingen fra Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje.

Det hurtige comeback vidner om, at USA’s økonomi er i noget nær topform. Forbrugertilliden er tårnhøj og på sit højeste siden årtusindskiftet, arbejdsløsheden er med sine 4,1 procent så lav som den næsten kan blive og lig med fuld beskæftigelse, og væksten er med sine 3 procent også der, hvor den skal være. Det er tæt på et optimalt scenarie.

”Amerikansk økonomi er stærk, og de økonomiske tillidsindikatorer er gode for både forbrugere og erhvervsliv. Medmindre centralbanken kommer til at begå fejl, ser de økonomiske udsigter stadig positive ud,” siger Henrik Franck og fremhæver, at arbejdsløshedsprocenten på 4,1 procent er meget opsigtsvækkende, fordi tommelfingerreglen siger, at en arbejdsløshedsprocent på 4,6 er lig med fuld beskæftigelse, og det er markant under det niveau.

Antallet af arbejdsløse i USA faldt med 281.000 personer i oktober og er nu nede på 6,5 millioner – det er et fald på 1,1 millioner siden januar eller lig med 0,7 procentpoint.

"Det er historisk lavt og faktisk det mest interessante i jobrapporten. Vi skal tilbage til årtusindskiftet for at se et tilsvarende lavt tal og før det tilbage til 1960'erne for at finde noget lignende. af den grund burde vi se lønstigninger og inflationspres, men det gør vi jo ikke," konstaterer Henrik Franck, som desuden fremhæver, at en kommende skattereform også er rykket et skridt nærmere og kan sætte yderligere gang i tingene på aktiemarkederne:

”Med den skattereform som blev præsenteret torsdag kan man forvente yderligere skub i aktiemarkedet, hvis den går igennem.”