Hvornår er godt, godt nok?

Med mere end 30 års erfaring med investeringer og rådgivning af kunder har vi opbygget et stærkt investeringskoncept, som er mere end konkurrencedygtigt, når man sammenligner med Private Banking-løsninger i markedet. ”Noget af et postulat,” ville nogen sige, men at Formuepleje resultatmæssigt ligger i top er mere end en påstand. Vi kan blot kigge nærmere på afkastene for det, vi kalder vores klassiske konceptinvesteringer.

I vores klassiske konceptforeninger, Pareto, Safe, Epikur og Penta, har vi altid lagt os i selen for at levere et absolut positivt afkast. Efter at vi ændrede vores risikostyring markant oven på finanskrisen for cirka 10 år siden, er det lykkedes ganske godt.

Selv om vi gerne ville lave positive afkast hele tiden, er det urealistisk at sige, at vi kan levere et positivt afkast til investorerne måned efter måned eller hvert eneste kalenderår. Et afkastmål skal vurderes over en årrække, da det jo er en investeringsstrategi og resultatet af de underliggende beslutninger, som skal vurderes.

Derfor har vi opsat femårige afkastmål for vores konceptforeninger. Det vil sige, at vores ”kontrakt” med for eksempel en investor i Formuepleje Safe, er, at vi har en målsætning om at levere et afkast på 70 procent efter alle omkostninger, når der er gået fem år. I grafen nedenfor fremgår det, hvordan det er gået de seneste fem år.

Afkastmålene
Når Formuepleje kan leve op til disse afkastmål, melder spørgsmålet sig hos mange investorer, om det skyldes, at Formuepleje tager nogle store risici på investorernes vegne? Det er et helt relevant spørgsmål, og en balance som investeringskomitéen og kapitalforvaltningen arbejder med hver dag. Afkast kræver, at der påtages en risiko, men risikoen skal være veldokumenteret, og den skal stå mål med det forventede afkast. Men hvordan udmøntes denne risikostyring helt konkret, og hvordan bør man egentlig vurdere afkastet i forhold til risikoen?

Pas på den ”perfekte” investering?
Det perfekte investeringsprodukt vil for mange være det, der støt og jævnt giver 1 procent om måneden i afkast – uden betydelige udsving. For når noget ikke svinger dag til dag, og vi sjældent eller aldrig kan konstatere, at en investering er faldet i værdi, så opfatter vi det som sikkert, og dermed oplever vi, at risikoen er lav. Det er dog en af de største fejlslutninger, man kan begå som investor. Hvis man investerer i porteføljer med likvide aktiver (det vil sige aktiver, som dagligt kan købes og sælges), vil det være et sundhedstegn, at afkastet svinger med markedet, og at der er transparens. Hvis ikke det er tilfældet, og noget bare stiger uden udsving, bør man blive mistænksom med det samme.

Udbredt risikomål
Det mest almindelige og bredt anerkendte mål for risiko er standardafvigelsen. Den måler, hvor meget afkastet svinger, typisk fra år til år. En investering, der hvert eneste år giver et afkast på 8 procent, vil have en standardafvigelse på nul. En investering, der giver et afkast på 7 procent hvert andet år og 9 procent de andre år, vil have en standardafvigelse på én procent. Jo større standardafvigelsen er, desto større er udsvingene i afkastet og dermed risikoen.

Som udgangspunkt siger standardafvigelsen altså ikke noget om, hvor meget man risikerer at vinde eller tabe på investeringen, men kun noget om, hvor kraftigt afkastene svinger fra periode til periode. Hvis en fond i gennemsnit giver et afkast på 8 procent om året, og den har en årlig standardafvigelse på 12 procent, siger teorien, at i et hvilket som helst år, vil den fond med mere end 95 procent sandsynlighed give et afkast på mellem -16 og 32 procent. Altså gennemsnitsafkastet plus/minus to standardafvigelser.

Når man skal sammenligne investeringer, gør denne viden standardafvigelserne til et nyttigt værktøj. Står valget mellem to fonde, der umiddelbart ser lige gode ud, bør man vælge den med den laveste standardafvigelse.

Risiko for tab
I praksis kan der dog være forhold, der gør, at teorien ikke altid er retvisende. Med andre ord kan man komme i vanskeligheder, hvis man går ud fra, at tal som for eksempel standardafvigelsen giver det fulde billede af risikoen.

Tag eksempelvis to fonde med samme standardafvigelse, hvor den ene giver et markant højere afkast end den anden. Her vil det være fristende at vælge den med det høje afkast, idet risikoen, målt på standardafvigelsen, umiddelbart ser ud til at være ens. I virkeligheden er det imidlertid ofte sådan, at høje afkast afspejler en høj risiko, som blot ikke fanges af beregningen. For at bruge et bedre risikomål arbejder Formuepleje også med at kigge på risikoen for tab. Det gør vi, fordi vi gennem vores årelange erfaring med at rådgive investorer ved, at kunder godt kan acceptere, at deres portefølje svinger i værdi fra dag til dag. De kan også godt leve med relative store bevægelser hver vej. Men det, der virkelig – og med god ret – ryster folk, er risikoen for store tab. Altså store fald i porteføljeværdien, som kan true investors velfærd og sikkerhed.

Risikoanalyse
For at løse denne udfordring over for kunden, arbejder Formuepleje med at opsætte nogle rammer for risikoen.

Det kendes også fra bankernes Private Banking-afdelinger, hvor udgangspunktet både i banken og hos Formuepleje er, at rådgiveren sammen med kunden fastsætter nogle rammer for afkastudsvingene og andre risikoparametre på forskellige horisonter, som kunden kan acceptere og føler sig tryg ved. Formuepleje arbejder i udgangspunktet på samme måde som bankerne i vores analyse af kunderes risikoprofil, hvor rådgiveren i grundigt samarbejde med kunden fastlægger alle de forskellige aspekter af risiko og forventet afkast.

En kunde med lav risiko vil typisk være bedst tjent med en portefølje med en overvægt af obligationer i forhold til aktier, mens en kunde med middel risiko vil have en god ligelig blanding af aktier og obligationer. Høj risiko vil typisk betyde en markant overvægt af aktier.

Sådan ser det ud, når vi kigger vores kollegaer i Private Banking-afdelinger over skulderen, og sådanne porteføljer kan vi i Formuepleje også bygge for vores kunder.

Men vi anbefaler ikke denne traditionelle risikoskalering – jo mere risiko, der ønskes, jo flere aktier skal man have. I vores klassiske blandede porteføljer arbejder vi i stedet med moderat gearing af den ”optimale portefølje” for at forstærke afkastet i forhold til risikoen. Den optimale portefølje udgøres af cirka 30-35 procent aktier og resten obligationer. Denne portefølje gearer vi ved, at den enkelte investeringsfond optager lån og investerer dem i obligationer. Dermed tjenes der på forskellen mellem låne- og investeringsrenten og ikke direkte på investering i obligationer.

En af forskellene i denne anderledes tilgang er, at ser vi på helt korte horisonter, så vil Formueplejes klassiske porteføljer som regel svinge lidt mere end de ugearede alternativer med samme risikoprofil, som det kendes fra Private Banking. Men det betyder reelt ikke noget, hvis investeringshorisonten er lang, og hvis det ligger inden for det udsvingsinterval, som kunden og rådgiveren indgående har diskuteret og fastlagt. En anden forskel er, at afkastene på langt sigt er bedre end for de ugearede Private Banking-porteføljer.

Tiden formilder og beriger
Der er nemlig én faktor, der har en formildende indflydelse på forholdet mellem afkast og risiko. Det er tiden.

Tiden absorberer store negative afkast, og det er altid den tålmodige langsigtede investor, der vinder på den lange bane. For at bevise den påstand behøver vi kun at se tilbage på finanskrisen i 2008, hvor aktierne faldt mere end 40 procent, men genvandt det hele i løbet af få år.

” Investering bør være som at se maling tørre eller græs gro. Ønsker du spænding, så snup 800 dollar og tag til Las Vegas”

Paul Samuelson, amerikansk økonom og Nobelprisvinder

Dit risikovalg bestemmer din portefølje
Tiden er altså utrolig vigtig ved investering. Når vores formuerådgivere rådgiver kunder, er en af de vigtigste faktorer netop investeringshorisonten. En investor på 35 år, der investerer sine pensionsmidler kan derfor tåle en relativt høj risiko, fordi tiden vil absorbere de negative udsving i afkastet, der uvægerligt vil opstå over de kommende 30-40 år. Det modsatte gælder for en investor, der bruger af sin formue – her arbejder tiden ikke lige så effektivt, da der løbende skal sælges ud.

Når Formueplejes rådgivere bygger porteføljer tilpasset den enkelte kundes helt individuelle holdning til risiko og investeringshorisont, anvender de Formueplejes forskellige fonde med deres forskellige afkast- og risikoegenskaber til at bygge præcis den portefølje, der passer bedst til kundens valg af risikoniveau og investeringshorisont.

Har investor en investeringshorisont på mindre end et par år, er det som regel ikke tilrådeligt at investere i Formueplejes investeringsløsninger. Det skyldes, at Formuepleje lægger stor vægt på langsigtede investeringer, hvor tiden kan spille en stor rolle i at tilvejebringe solide positive afkast. På samme måde gælder det investorer, der har ekstrem høj lyst til risiko eller kunder, der slet ikke ønsker at tage nogen risiko overhovedet og har en kort investeringshorisont. Det er vores erfaring, at langt de fleste af Formueplejes kunder har en middel til høj lyst til risiko og en investeringshorisont på mindst tre år og som regel fem år eller længere. Der er således tale om en omhyggelig anbringelse af opsparing med det klare mål, at formuen skal bevares og øges på længere sigt.

Formuepleje har blandt de danske bankers private bankning-afdelinger researchet sig frem til, hvad disse banker generelt opfatter som en portefølje med middelrisiko. Det fremgår af lagkagegrafen her:

Middel risiko
Langt de fleste af Formueplejes kunder ligger med middel risiko. Denne risikoholdning giver mange flere muligheder for at blande en portefølje med forskellige investeringsløsninger, der samlet set har en middel risiko. Men der også mulighed for ”bare” at investere i en enkelt fond, Formuepleje Safe. Investeringshorisonten er mindst fire år, og kundebenchmarket for middel risiko udgøres af en portefølje, der består af 50 procent globale aktier, 20 procent virksomhedsobligationer og 30 procent i danske stats- og realkreditobligationer.

Det er en velafbalanceret portefølje, der har langsigtede robuste risikoegenskaber og et forventet afkast på 32 procent akkumuleret over en femårig periode. Formuepleje Safe har ifølge vores afkastmål for samme periode på fem år et forventet afkast på 70 procent, akkumuleret. Det realiserede afkast de seneste fem år er 90 procent. En portefølje med disse tre typer af aktiver har over de seneste otte år performet på en måde, så det værste sammenhængende 12 måneders afkast er -7,2 procent. Og ved 36 måneder er det ”værste” afkast et positivt afkast på 17,0 procent. Til sammenligning har Formuepleje Safes værste sammenhængende 12 måneders afkast været -10,1 procent. Ved 36 måneder er det 18,8 procent. Se tabellen nedenfor.

Konklusion
Ved investering med middel risiko gennem en typisk Private Banking-afdeling er det forventede afkast mindre og risikoen større end ved investering i Formuepleje Safe selvom Safe har en sammenlignelig risikoprofil.

Forskellen skyldes tre ting:

1) Det unikke investeringskoncept med skalering af lavrisikoporteføljer.

2) Investeringskomiteen, der tilfører værdi gennem asset allocation, manager selection og risikoforståelse.

3) Dygtige kapitalforvaltere, der omhyggeligt udvælger de bedste værdipapirer og bygger solide porteføljer med højt forventet afkast. Ved anvendelse af moderat gearing af lavrisikoporteføljer på den måde, Formuepleje gør det, opnås der simpelthen et højere forventet afkast på langt sigt. I takt med at det øgede afkast ophobes, bliver investeringen over tid selvsagt mere robust over for udsving.

Man kan forenklet sige, at Formueplejes koncept med gearede lavrisikofonde på langt sigt giver mere afkast ud af investeringerne end en ugearet investering med matchende risiko.

Og det er faktisk det, der er hele idéen bag Formueplejes investeringskoncept.

Artiklen er bragt i FORMUE 3//2017