Giv børnene en pensionsopsparing i julegave

Det er en oplagt mulighed at oprette en aldersopsparing til sine børn inden nytår. På den måde er de sikret lidt mere valgfrihed, når de engang skal forlade arbejdsmarkedet. Når kalenderen skriver 2018, er der stor risiko for, at en ny lov vil indskrænke den mulighed.

Det gælder om at være vaks ved havelågen og sikre sine børn en pensionsopsparing inden nytår. På den måde sørger man for, at de lige som nu kan få udbetalt deres pensionsordning fem år før de en dag om mange år går på pension. Fremover risikerer det kun at være tre år før.

Efter nytår bliver pensionsreglerne nemlig formentlig lavet om, hvis Folketinget som forventet vedtager et nyt lovforslag, der ændrer reglerne, så man først kan bruge af sin pensionsopsparing tre år før i stedet for de fem år, der gælder i dag. Hvis man skal være sikker på at opretholde den mulighed, gælder det om at få lavet en pensionsopsparing, inden 2017 rinder ud.

Vær forudseende

”Det vil være en passende julegave for alle forældre at give deres børn. Børn og teenagere har af indlysende grunde alle mulige andre sjove ting at tænke på, men når den dag kommer, vil de ganske givet være taknemmelige for, at mor og far var lidt forudseende og har givet dem muligheden for at træde ud af arbejdsmarkedet to år før alle andre,” siger Helle Snedker, kundechef i Formuepleje, der har taget egen medicin og for længst oprettet pensionsordninger for sin 17-årige søn, Rasmus. 

Også ud fra devisen om, at man i fremtiden ikke kan tage folkepensionen for givet i samme omfang som i dag, og derfor må man forvente at skulle stå for en større del af opsparingen selv.

Grænsen sænkes næste år

”Timingen er perfekt lige nu, fordi man må forvente, at pensionsalderen kun stiger fra det niveau, vi er i dag, så i stedet for at gå helt amok med legetøjsæskerne kunne man overveje at købe lidt investeringsprodukter og sætte dem på en aldersopsparing. Jeg er sikker på, at der vil stå nogle taknemmelige børn en dag, hvis de får brug for at stoppe på arbejdsmarkedet lidt før, end man til den tid har planlagt fra samfundets side,” forklarer Helle Snedker.

Aldersopsparingen kan oprettes til børn i alle aldre og eneste krav er, at man har et cpr-nummer. Der er ikke krav til, at man skal betale en bestemt sum penge ind på opsparingen. I år kan der indsættes helt op til 29.600 kroner, men hvis lovforslaget vedtages, så falder grænsen til 5.100 kroner i 2018.