Gå efter afkastet – og invester klimavenligt

Der er ingen grund til blot at investere i klimavenlige og ressourceeffektive løsninger for sit grønne omdømmes skyld. Går man efter afkastet, giver det mindst lige så god mening.

Man skal ikke kun investere klimavenligt og ressourceeffektivt for sine grønne øjnes skyld, men også for sit afkasts skyld. Det er budskabet fra Impax Asset Management, der siden 1998 har slået sig op på at tjene flere penge end markedet ved at investere i bæredygtighed – fordi det er en god investeringscase.

Forleden var Formuepleje via Absalon Capital i Hellerup vært for et Impax-arrangement målrettet institutionelle investorer med interesse i at investere i klimavenlige og ressourceeffektive selskaber og produkter. Absalon Capital, der er en del af Formuepleje, er formidler af Impax’ produkter i Danmark især til professionelle investorer.

Knaphed skaber gode muligheder for afkast
På arrangementet kunne Lisa Beauvilain, chef for Impax’ afdeling for bæredygtighed og ESG, fortælle de potentielle investorer om det spirende marked, som Impax ser for sig i en fremtid med befolkningstilvækst, stigende levestandarder verden over, begrænsede ressourcer, et stort behov for ny infrastruktur samt store problemer med forurening rundt om på kloden.

Det er de fem piller, der gør investering i klima- og ressourceeffektive løsninger økonomisk attraktive, fordi de alle er med til øge forbruget – og ikke bare noget for de grønne og hellige. Slet ikke i fremtiden, hvor ressourcerne forventes at være endnu mere knappe.

”I dag bruger vi allerede ressourcer for, hvad der svarer til halvanden jordklode, og inden for en årrække vokser det til fire jordkloder, og hvis alle opførte sig som USA, ville behovet være syv jordkloder. Den viden skaber dog også muligheder, og vores tese er derfor, at markederne inden for klimavenlige løsninger vil vokse,” lød det fra Lisa Beauvilain.

Impax Asset Management forvalter i alt 7, 1 mia. euro investeret i børsnoterede selskaber, der lever op til Impax’ strikse krav om både at give et attraktivt afkast og leve op til de miljømæssige rammer, som Impax har sit eget særligt udviklede scoresystem for at sikre, at afkast og bæredygtighed går op i en højere enhed.

En kapitalforvalter fra øverste hylde
For Formuepleje og Absalon Capital er Impax Asset Management en vigtig partner, der bidrager med nyttig viden til blandt andet Formueplejes Investeringskomite, når den skal træffe sine beslutninger.

”Impax, der primært retter sig imod vores institutionelle kunder, er med til at give os noget udsyn, fordi det er en kapitalforvalter, der arbejder på allerøverste hylde. Samarbejdet er vigtigt for Investeringskomiteen, fordi Impax giver adgang til indsigt og research, vi ellers ikke ville have haft,” forklarer Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje og et af de fire medlemmer af Investeringskomiteen.

I alt har Impax identificeret 1100 selskaber, der kommer i betragtning til at kunne blive investeret i på det man kalder Environmental Markets, som Impax deler op i ny energi, vand, bæredygtige fødevarer eller affald og genbrug.

Herefter kommer selskaberne gennem Impax’ ”tragt” og udvælges efter, hvor godt de lever op til kriterierne, og om de har et godt afkastpotentiale. 320 selskaber udgør Impax’ A-liste, og Impax har så investeret i de 180 selskaber, som de finder mest attraktive.

For afkastets skyld
Det kan lyde som om, at det kræver en vis fromhed at investere inden for dette felt, men det er en højst gammeldags måde at tænke på, og for Impax er det ikke et spørgsmål om enten at investere grønt og klimavenligt eller om at tjene penge: Det handler om begge dele, men afkastet har højeste prioritet uden at man går på kompromis med, at investeringerne skal være ressourceeffektive.

Og ser man for eksempel over de seneste fem år leverer investereringerne i de klimavenlige selskaber et højere afkast end det globale aktiemarked – i hvert eneste af de fem år.

”Vil væksten fortsætte? Ja, det tror vi absolut på,” siger Lisa Beauvilain, der ikke er i tvivl om, at investeringer i selskaber på dette felt i længden er en bedre investering:

”De vinder over tid og har lavere kapitalomkostninger.”

Du kan læse mere om Impax Asset Management på https://www.impaxam.com/about-us/key-facts