Månedsstatus for obligationer: Fransk præsidentvalg har sat dagsordenen på rentemarkederne i april

Formueplejeforeningernes obligationsportefølje leverede et positivt afkast til investorerne i april.

I den seneste måned har det primært været det franske præsidentvalg, der har bestemt udviklingen på obligationsmarkedet. De danske obligationsrenter faldt forud for den første valgrunde i Frankrig den 23. april, da der var relativt tæt løb mellem fire kandidater til at gå videre til anden valgrunde den 7. maj. Efter det blev afgjort, at Emmanuel Macron og Marine Le Pen gik videre, har de finansielle markeder åndet lettet op. Det skyldes, at Macron er langt foran Le Pen i meningsmålingerne til anden valgrunde, og derfor er der meget stor sandsynlighed for, at Macron bliver den næste franske præsident. Det betyder også, at risikoen for, at Le Pen kommer til magten og iværksætter en fransk afstemning om medlemskab af euroen, er relativt lille.

Det har medført en mindre stigning i de danske renter på cirka 0,1 til 0,15 procentpoint siden resultatet af første runde, da investorerne ikke i samme omfang behøver at søge tilflugt i sikre danske obligationer. Set over hele april har der dog været tale om meget små stigninger i de danske renter, og samlet set sluttede kurserne på danske realkreditobligationer på stort set samme niveau som ved månedens begyndelse. Med den løbende kuponrente i hånden har obligationsporteføljerne i Formueplejeforeningerne derfor leveret et lille positivt afkast, hvilket afspejler sig ved, at den rene obligationsafdeling Formuepleje Fokus har givet et positivt afkast på godt 0,4 procent i april.

På valutamarkederne har der været større udsving, hvor især euroen er blevet styrket i kølvandet af den første franske valgrunde. Med udsigt til en pro-EU fransk præsident er der mindre usikkerhed omkring euroen, og det har styrket eurokursen. Målt i forhold til dollaren er euroen (og derved også den danske krone) styrket med lidt over to procent i april.