Formuepleje ønsker glædelig jul i et år med gode afkast

2017 går så småt på hæld, og for Formuepleje sker det med afkast i den absolut gode ende. Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje, er meget tilfreds med, hvordan året er forløbet.

Endnu er året ikke helt afsluttet, men alt tyder på, at resultater og afkast i 2017 lander meget tilfredsstillende efter et år, der begyndte forrygende, og så gik lidt i stampe for til sidst at slutte af med manér.

Derfor er det med god samvittighed, at vi ønsker glædelig jul til alle investorer.

”Vi kan godt tillade os at være glade og tilfredse, og vi håber også, at vores investorer vil gå på juleferie i vished om, at deres investering er gået godt i det forløbne år. Vi har i årets løb leveret gode afkast i vores foreninger – især vores kapitalforeninger med det, vi i al beskedenhed kalder vores unikke investeringskoncept,” siger Søren Astrup, direktør og partner i Formuepleje.

Han fremhæver en række af Formueplejes investeringsløsninger, der både absolut og relativt har klaret sig bedre end andre investeringer med sammenlignelig risiko:

”I Formuepleje Penta, der risikomæssigt kan sammenlignes med globale aktier, har der i år været et afkast på over 17 procent, og Formuepleje Safe, der har middelrisiko, ligger over 12 procent. Samtidig med det har vi også formået at skabe gode resultater i obligationer på trods af det aktuelle lavrentemiljø. Formuepleje Fokus har således skabt et afkast på over 7 procent,” siger Søren Astrup, der også noterer sig, at Absalon Invest Global High Yield, der investerer i virksomhedsobligationer, leverer et imponerende afkast på næsten 11 procent – og i både Danmark og Tyskland er suverænt nummer et i sin aktivklasse.

I Tyskland endda foran flere end 330 konkurrenter, mens det i Danmark er foran 20 andre.

Sammenlagt skaber Formueplejes 2017-præstationer forventninger om, at også 2018 vil vise sig fra sin fornuftige side og levere solide afkast til investorerne, lyder det fra Søren Astrup:

”Vi tror på, at de gode takter fortsætter i 2018. Der er et synkront globalt opsving i gang, som smitter positivt af på vores investeringer, og vi forventer, at udviklingen vil fortsætte næste år. Der kan godt komme en korrektion eller to, men grundlæggende har økonomien det godt, så tabene fra sådanne korrektioner vil efter vores vurdering hurtigt blive genvundet. Vi forventer, at vi via vores risikostyring er i stand at navigere i det marked, uanset om det bevæger sig op eller ned.”