Det handler om Kina

Det internationale magtspil handler ikke om Rusland, men om Kina. Selvom Rusland forsøger at spille med musklerne i Ukraine og Syrien, så er Rusland ikke en international trussel. Kinas vækst og økonomiske magt er stigende, og et sammenstød mellem Kina og USA er en mulighed.

Kina har overtaget Ruslands plads som den nation, der bekymrer amerikanerne

Der tales meget om Ruslands internationale ambitioner. Siden Rusland i 2008 reelt annekterede Ossetien fra Georgien, har det internationale samfund med bekymring diskuteret Ruslands strategiske interesser i verden. Disse bekymringer blev ikke mindre, da Rusland annekterede Krim, udviklede en stedfortræderkrig i Donbass og kastede sig ind i borgerkrigen i Syrien. Den amerikanske valgkamp oplevede også Ruslands tilbagekomst som nationen, man talte om. Det skyldtes en udpræget bekymring for, at Trump ønskede et nærmere samarbejde med Rusland og de amerikanske efterretningstjenesters afsløring af, at det var russerne, der havde hacket sig ind i prominente Demokraters mailkonti og fået det hele publiceret via WikiLeaks.

Men det er ikke Rusland, som er den nation, der bekymrer amerikanerne. I sikkerhedspolitiske kredse opfatter man Rusland som en svag fejlslagen stat, der trods sit enorme atomarsenal og betragtelige areal ikke på længere sigt udgør nogen væsentlig udfordring for USA. Ruslands andel af verdensøkonomien udgør sølle 1,8 procent af planetens økonomiske aktivitet. Ruslands økonomi er lidt større end Spaniens (1,6 procent), på niveau med Australien (1,8 procent), mindre end Sydkoreas (1,86 procent) og en komplet dværg sammenlignet med USA’s 24,3 procent.

Her kommer en simpel lektie fra verdenshistorien: penge og magt er aldrig adskilte størrelser. En nation som Rusland har slet ikke råd til sine stormagtsdrømme. Dertil kommer, at Ruslands økonomi er håbløst enstrenget og dybt afhængig af prisen på – og salg af – fossile brændstoffer. Den russiske hær og flåde er håbløst antikveret, og luftvåbnet er mindst en generation efter amerikansk niveau. De russiske militære aktiviteter i de seneste 15 år har afsløret, at der er mange banale logistiske opgaver, som man ikke magter at løfte. Rusland har meget svært ved at understøtte sit meget beskedne bidrag til borgerkrigen i Syrien, og det er utænkeligt, at man ville kunne understøtte større operationer ret langt fra eget nærområde.

Det var derfor, præsident Obama omtalte Rusland som en regional magt. Amerikanerne opfatter simpelthen ikke længere Rusland som en international udfordrer. Dertil er Rusland alt for svagt, både militært og økonomisk.

Den eneste nation i verden nu, der kan udfordre amerikansk magt, er Kina. Det ved amerikanerne, og det ved kineserne. Derfor handler meget af amerikansk sikkerhedspolitik om Kina, som USA håber at få placeret på en fornuftig plads i den gældende verdensorden.

Kan Kina vokse fredeligt?
Kinas vækst gennem de sidste 20 år er en af de mest bemærkelsesværdige i nyere tid. Alle nationer, som har en vis størrelse og oplever en markant vækstperiode, har historisk brugt deres øgede økonomiske tyngde til at spille en større rolle internationalt. Meget kommer af sig selv. Når nationer vækster og handler mere med omverdenen, får de helt naturligt mere indflydelse. Men samlingen af Tyskland under Kansler Bismarck i 1860’erne og Japans voldsomme industrialisering mellem 1880-1920 er historien om, at når store nationer vækster voldsomt, vil de i begyndelsen forsøge at opnå større kontrol over deres nærområde for til sidst at komme i konflikt med andre store nationer, der ikke ønsker at give dem plads ved de magtfuldes bord.

Kina har traditionelt været inddæmmet af magtfulde naboer. Kigger man mod nord, ser kineserne Rusland, mod vest findes Indien, mod øst ligger Japan, og mod syd ligger en række lande, hvor USA har givet sikkerhedsgarantier eller har militære baser. Derfor er et af de store spørgsmål, om Kinas vækst kan fortsætte, uden det skaber ufred.

Ser man på Kina med amerikanske øjne, er problemstillingen banal. Kina har en befolkning, der er fem gange så stor som USA’s, og selvom man i lang tid fremover vil bevare et robust teknologisk forspring og have et meget større BNP pr. indbygger, så vil det i stigende grad være mere og mere vanskeligt for USA at holde Kina i skak.

Der er nærmest tale om en uundgåelig konflikt. Det er simpelthen svært at finde historiske eksempler på nationer, der er vokset i økonomisk styrke, som ikke også har forsøgt at dominere deres nærområde – eller i det mindste opnået en større grad af kontrol over deres egen skæbne. Følger man debatten i sikkerhedspolitiske kredse i USA, vil man finde mange, som er overbevis om, at der uafvendeligt vil komme et sammenstød mellem USA og Kina.

De gamle grækere
Den græske historiker Thukydid beskriver i sit ufuldendte værk om den Peloponnesiske Krig, hvordan den etablerede magt i det græske område, Sparta, forsøger at håndtere en ny og voksende magt i skikkelse af Athen. Med stigende bekymring og mistænksomhed forsøger Sparta at inddæmme Athen, hvilket til sidst fører til en opslidende krig mellem de to.

Asien oplever den største vækst i historien. Den asiatiske middelklasse er den hastigst voksende i verden, og man oplever en enorm akkumulering af velstand i området. Kina vokser sammen med andre nationer, hvilket vil skabe gnidninger, og Kina bliver snart så magtfuld, at man er vidne til en konflikt, der er lige så gammel som den Peloponnesiske Krig.

En ny og en etableret stormagt vil stå over for hinanden. Harvard-historikeren Graham Allison er nået frem til, at i 15 tilfælde, hvor en etableret magt som eksempelvis Sparta eller USA har stået over for en ny stormagt som Athen eller Kina, er det i 11 tilfælde endt med krig.

Kinas vækst er set med amerikanske øjne den altafgørende udfordring i de næste mange år. Glem alt om Rusland, Mellemøsten og Europa. Ser man verden fra Washington, D.C., så er det vigtigste spørgsmål af alle, hvorvidt Kina kan finde sin naturlige plads i det internationale samfund, uden at det kommer til en væbnet konflikt.

The Pacific Pivot
Det er slående, med hvilken behersket interesse USA i de sidste mange år samarbejder på tværs af Atlanten. Mange troede fejlagtigt, at præsident George W. Bush var årsagen til et ringe transatlantisk klima. Men amerikanske interesser er ikke personafhængige. USA har mistet sin interesse i Europa, fordi man fokuserer på Stillehavet og Kina i særdeleshed. Forholdet til nøgleallierede som Indonesien, Japan, Taiwan, Fillippinerne og Sydkorea er vigtigere end forholdet til de fleste lande i Europa, fordi disse lande er en del af den fremtidige sikkerhedsstrategi vedrørende Kina.

Den amerikanske strategi kaldes for ”The Pacific Pivot” og handler om at prioritere sine ressourcer således, at man effektivt kan imødegå Kinas ambitioner i Stillehavet.

”The Pacific Pivot” er en strategi, der blev iværksat under præsident Obama, og alt tyder på, at den i modereret form bliver videreført af præsident Trump. Det er en strategi, der fungerer på mange niveauer både politisk, økonomisk og militært. Flere sikkerhedspolitiske eksperter har peget på, at fremtiden vil blive defineret af den akse, der opstår mellem Beijing og Washington, D.C., og at alt, der ligger uden for dette område, vil blive til en slags periferi.

Kort over ø-kæderne i det Sydkinesiske Hav

Kinas ambitioner er afgørende
Et af de mest stillede spørgsmål i international politik disse år er at forsøge at regne ud, hvad der egentlig er Kinas ambitioner. Den letteste måde at forstå denne diskussion på er at betragte uenigheden om, hvad der er Kinas militære ambitioner. Enten er Kinas militære ambitioner fredelige og rettet mod at beskytte hjemlandet, eller også er de ufredelige og rettet mod at udvide Kinas territoriale kontrol.

Ser man på Kinas krav og ageren i det Sydkinesiske Hav, så virker Kinas ambitioner særdeles ufredelige. Og ser man helt nøgternt på Kinas geostrategiske placering, så kan man godt forstå, at Kina ønsker en større kontrol over sit nærområde – uden at man derved bifalder det.

Kinas geografiske placering er en udfordring for drømmene om at ville have større kontrol over sin egen situation. Der er mere end en kinesisk mur. I havet uden for Kina findes det, man kalder den første ø-kæde, som fungerer som en mur, der effektivt kan blokere Kina. Ø-kæden består af Japan, Okinawa, det nordlige af Filippinerne, Kurilerne, Borneo og Ryukyuøerne.

Hvis Kina nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at kunne kontrollere sin egen skæbne, skal man bryde den første ø-kæde. Problemet er, at den er kontrolleret af USA og dets allierede. Og bag den første ø-kæde ligger den anden ø-kæde, der ligger længere mod øst, og som også er kontrolleret af USA og dets allierede.

Ø-kæderne betyder, at alle råstoffer, der kommer ind i Kina, og alle de varer, som Kina lever af at eksportere, skal sejles igennem zoner, som USA kontrollerer og kan lukke ned. Med ret få midler kan USA udsulte Kina. Ser man på et kort over de stræder, som råstoffer og varer transporteres af, forstår man, hvorfor det længe har været Kinas militære strategi at bryde den inddæmning, som ø-kæderne udgør. Hvis USA i en konflikt med Kina lukker Malaccastrædet, Lombokstrædet, Luzonstrædet og Koreastrædet, vil man være i en situation, som hurtig vil bringe Kina i knæ. Uden at Kina rigtig har et modtræk.

Siden 2004 har det været USA’s officielle strategi at inddæmme Kina så effektivt, at man mener at kunne presse Kina til en fredelig vækst mod supermagtstatus, hvor Kina i stedet for at ville søge at bryde inddæmningen hellere vil affinde sig med en plads i en verdensorden, dikteret af USA. Det åbne og afgørende spørgsmål om Stillehavets fremtid er, om Kina vil affinde sig med denne placering.

Kinas Monroe-doktrin
I begyndelsen af 1800-tallet formulerede USA en doktrin for sit eget nærområde, der kaldes Monroe-doktrinen. Monroe-doktrinen udtrykte et amerikansk ønske om at smide alle fremmede magter ud af den vestlige halvkugle. Det er omdiskuteret, om Kina har formuleret sin egen udgave af Monroe-doktrinen, men Kina har flere gange gjort opmærksom på, at de ønsker at kontrollere den himmel og de farvande, der ligger nær dem. Det tolker mange som en kinesisk Monroe-doktrin.

Hvis det er rigtigt, at Kina ønsker USA ud af den vestlige del af Stillehavet, og at dette er det mål, man arbejder henimod, indvarsler Kinas vækst et våbenkapløb i området, som på sin egen facon kan minde om det, man oplevede under Den Kolde Krig.

Et er, at Kina handler mere med sit nærområde og spiller en stadig større rolle for økonomierne i landene omkring sig, men det kan ikke opfylde et ønske om at ville slippe af med USA. USA kan kun blive presset ud af området ved, at Kina investerer så voldsomt i sine egne stridsstyrker, at en militær konflikt i området af amerikanerne vurderes som en, der ikke kan vindes.

USA og Kina er afhængige af hinanden
I skrivende stund er USA og Kinas økonomier så afhængige af hinanden, at det er svært at se rationalet i at komme i konflikt med hinanden. Begge vil simpelthen tabe for meget ved en sådan konflikt, der også vil påvirke verdensøkonomien drastisk.

Men det er tingenes tilstand, som de ser ud nu. Alle nationer har et indbygget ønske om at kunne forme sin egen fremtid og sikkerhed. Jo stærkere man bliver økonomisk og militært, des mere klart kan man se en virkelighed, hvor dette kan lade sig gøre. Kinas årlige vækst er derfor det geostrategiske spørgsmål, der kommer til at forme udviklingen af dette århundrede.

I 2004 formulerede den sikkerhedspolitiske tænker Robert Zoellick den tanke, at det ikke kun var i USA’s interesse at inddæmme Kina, men at søge at indgå et partnerskab, der havde alliancelignende træk. Kina skulle transformeres fra at være indadvendt til at skulle tage et større internationalt ansvar side om side med USA. Man var alligevel så gensidigt afhængige, at det ikke gav mening kun at demonstrere for Kina, at deres skæbne var i USA’s hænder.

Ser man på årene med præsident Obama ved roret i USA, kan man argumentere for, at USA søgte at engagere Kina mere i verdenssamfundet. Ser man på den nuværende administration og på den måde, præsident Trump omtaler Kina på, så er der grund til at formode, at USA er ved at ændre den kurs, som Obama afstak.

USA startede selv som en svag magt langs den amerikanske atlanterhavskyst. Da man havde bredt sig over sit kontinent, fik man styrken til at fortrænge Europa fra sit nærområde. Nøglen til denne udvikling var en klar strategi, der blev understøttet af USA’s økonomiske vækst og stigende militære styrke. Amerikanerne forstår således drivkraften i kinesisk tænkning, og USA forstår de mekanismer, der er på spil. Ingen ønsker konflikt. Signalerne fra Kina og USA er entydige herom. Men alle ved, at hver dag, hvor Kina vækster, så forskubbes den delikate balance, der er altafgørende for, hvorledes dette århundrede vil udvikle sig.

Artiklen er bragt i Magasinet FORMUE 02 // 2017