Blog: Stop nu snakken om Kongetallet

Så skal vi til det igen. Scenariet er det samme, hver gang den amerikanske jobrapport offentliggøres den første fredag i måneden: Journalister kaster sig over jobtallet. ’Kongetallet’ kaldes det populistisk. Det ensidige fokus er vildledende.

Irriterende at et enkelt af mange tal i en hel rapport får så stor mediedækning. Jobrapporten er fulde af relevante data. Det er jo netop en rapport - ikke bare et enkelt tal. Jeg ved godt, at medierne elsker at fokusere på det hurtige og det enkle, men for økonomer, markedsdeltagere og seriøse investorer, så er der faktisk mange andre tal i rapporten, der er mere væsentlige end ”Antal nyskabte job uden for den amerikanske landbrugssektor.”

Den amerikanske jobrapport fortæller nemlig om den generelle tilstand på det amerikanske arbejdsmarked. Vi får informationer om arbejdsløshed, lønudvikling, om hvor mange af de ledige og deltidsbeskæftigede, som gerne vil have fuldtidsbeskæftigelse, hvis de kan få det, og om hvor mange timer de beskæftigede i gennemsnit arbejder om ugen.

Men finansjournalister fokuserer ret ensidigt på jobtallet, som udtrykker hvor mange nye job, der er skabt uden for landbrugssektoren i den amerikanske økonomi i den forgangne måned.  

Vigtig forståelse

Jeg mener, at mediernes ensidige fokusering på jobtallet fordrejer vores opmærksomhed. Jo, jobtallet er et vigtigt økonomisk nøgletal, for det siger noget om den økonomiske vækst. Men mediedækningen af det månedlige jobtal fra USA efterlader indtryk af, at det er det væsentligste. Farligt, for så får vi ikke den nødvendige forståelse for udviklingen af verdens vigtigste økonomi ved ensidigt at se på dette tal. Et tal, der i øvrigt ganske markant rettes i efterfølgende – uden at rettelsen overhovedet påkalder sig nogen medieopmærksomhed.

Relevansen af et økonomisk nøgletal afhænger af den aktuelle økonomiske situation. Et økonomisk opsving har faser. I starten af et opsving er det nok mest interessant at se på, hvor mange nye job, der skabes – altså ’Kongetallet’.

Umiddelbart efter finanskrisen var det derfor rimeligt, at jobtallet fik den store opmærksomhed, fordi nye job var en væsentlig indikator for, om økonomien kom i gang efter de store jobtab i 2008 og 2009. Men nu er vi over otte år inde i et økonomisk opsving - et af verdenshistoriens længste, om end moderate, opsving. Tiden er derfor inde til at se bredere på udviklingen af det amerikanske jobmarked.

Et større perspektiv

Hvor mange job, der bliver skabt, siger noget om efterspørgsel på arbejdskraft. Det interessante i sen-fasen af et opsving, hvor vi er nu, er blandt andet at se på udbuddet af arbejdskraft, altså hvor meget kapacitet der er på arbejdsmarkedet. Det er interessant, fordi det giver indikationer af, hvornår vi begynder at se lønpres og dermed efterfølgende inflation. Det siger så igen noget om, hvornår vi kan forvente rentestigninger.

Derfor giver det ikke så meget mening med den ensidige fokusering på det såkaldte Kongetal. Perspektivet skal udvides til alle de øvrige indikatorer i jobrapporten. Det er nødvendigt, for at vi kan lave retvisende analyser, som fortæller os noget reelt om fremtiden.

Kald det Kongerapporten

Ærgerligt for ’kongetallet’ giver jo dejligt fængende overskrifter: ’Kongen skuffer’, ’Kongetallet holder tempo’, eller ’Kongetallet overrasker positivt’. Måske kunne vi omdøbe jobrapporten til ’Kongerapporten’? Jeg vil gøre et ihærdigt forsøg på at udvide fokus ved at sælge den idé til finansjournalisterne.  

Når jobrapporten for juli offentliggøres her på fredag den 4. august, vil jeg især interessere mig for, om timelønningerne stiger, om arbejdsløsheden falder yderligere, og om der er tegn på, at de som er ufrivilligt i deltidsbeskæftigelse er ved at finde fuldtidsbeskæftigelse.