Aktiemarkedet afventer rentemelding og detaljer om skattepolitik

På grund af det tiltagende økonomiske momentum, der kan registreres i blandt andet USA, er Formuepleje dog fortsat positive på globale aktier.

Ud over den stærke globale økonomi er det markedets positive forventninger til Donald Trump, der har trukket den seneste tids markante sektorrotation og merafkast på cykliske (konjunkturfølsomme) aktier. Men udviklingen er nu sat på pause, indtil markedet ser konkrete handlinger og tiltag bag præsidentens mange valgløfter.

Sådan lyder det fra Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.

”Den udvikling i globale aktier, vi har set siden august, begyndte at vende midt i februar, hvor de defensive (ikke-konjunkturfølsomme) sektorer outperformede de cykliske, der indtil nu har levet højt på forventningerne til Donald Trump og de varslede ændringer til den amerikanske finanspolitik,” siger han. 

Ifølge Otto Friedrichsen er der dog ikke tale om, at sektorrotationen er på vej tilbage. Han mener i stedet, at den blot er blevet sat på pause.

”Man skal huske på, at udviklingen bygger på markedets forventninger til fremtiden, men indtil nu har Trump holdt markederne hen i forhold til at komme med konkrete udmeldinger i forhold til sine mange løfter under og efter valgkampen. Det, vi har set i februar og starten af marts, er, at markedet har nået en grænse og ikke længere er indstillet på at indregne flere positive effekter, før Donald Trump bliver klarere i mælet om, hvad han helt konkret har tænkt sig.”

De seneste ugers pausestemning i de cykliske sektorer understøttes af en tilsvarende pause i den kurvestejling, der har præget det amerikanske obligationsmarked – specielt siden starten af november, og som har været en væsentlig katalysator i de cykliske sektorers momentum, herunder den finansielle sektor.

Formuepleje er fortsat positive på globale aktier med udgangspunkt i det tiltagende økonomiske momentum, der kan registreres i blandt andet USA.

”Det politiske skifte i USA har sat gang i et forventningsdrevet opsving i aktiemarkedet, der helt naturligt ikke vil bevæge sig i en lige linje. Det amerikanske gældsloft, centralbankpolitik og detaljegrundlaget for den ventede ekspansive amerikanske finanspolitik vil helt naturligt være faktorer, der i perioder vil kunne skabe volatilitet i aktiemarkedet,” siger Otto Friedrichsen.