2017 blev det rigtige vendepunkt for Europa og verdensøkonomien

2017 har været et særdeles begivenhedsrigt år: Verdensøkonomien overgik forventningerne og Trumps præsidenttid blev skudt i gang. I Europa er den store nyhed, at økonomien endegyldigt lagde krisen bag sig, mens det politiske billede er mere mudret. Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje, gør status over den økonomiske og politiske udvikling i verden i 2017.

Næsten 10 års økonomisk tristesse er slut i Europa, og det er den afgørende årsag til, at man nu kan sige, at vi er inde i et sandt synkront opsving på globalt plan. Man skal ikke lang vej tilbage for, at alt tegnede sig negativt for Europa og europæisk økonomi, men 2017 ændrede for alvor på det og vækstrater over 2 procent blev normalen over det meste af kontinentet.

Selve vendingen begyndte måske nok allerede i 2014 eller 2015, men det er i 2017, at der kom fart under opsvinget, og optimismen blev budt velkommen tilbage. Der har været mange berettigede mislyde og mishagsytringer om Europas fremtid, og dårligdommene har stået i kø. Men der er tavst derude lige nu efter et år, der blev endnu bedre end forventet.

Der er bestemt mange både politiske og økonomiske problemer, der fortsat lurer under overfladen til den dag tingene igen peger i den gale retning, men foreløbig er det bare med at glæde sig over, at europæisk økonomi har vist sig stærkere end mange troede. Det er ikke noget, der bare skal tages for givet.

Det er også på den baggrund, at Mario Draghi, chefen for den europæiske centralbank ECB, for tiden går på noget, der bedst kan betegnes som listefødder. ECB har pumpet 2000 milliarder euro ud i økonomien, siden man lod seddelpressen rulle i 2015, da man begyndte at støtteopkøbe obligationer. I år har man så skruet ned for omfanget af støtteopkøbene i takt med, at opsvinget har vundet terræn.

”Det er virkelig en delikat balancegang, ECB er ude i. På den ene side kan man ikke blive ved at sprøjte så mange penge ud i økonomien, og på den anden side skal man med vold og magt passe på det opsving, der nu har spredt sig over hele Europa. Det er i det lys, at man skal læse ECB’s udmeldinger om, at man drosler ned for opkøbene af obligationen, men lader renten forblive lav i lang tid,” siger Henrik Franck, der beskriver 2017 som et år, hvor forventningerne blev indfriet på de finansielle markeder – og lidt til:

”Politisk har der været masser af store nyheder og begivenheder i 2017, men på de finansielle markeder har det været et flot aktieår, hvor de optimistiske forventninger vi gik ind med i begyndelsen af året faktisk blev overgået af virkeligheden. Det skyldes ikke mindst, at den globale vækst for første gang siden før finanskrisen har overrasket positivt og overgået de forventninger, der på forhånd var. Vi er nu i et bredt funderet globalt opsving med lave renter, lav arbejdsløshed og beskeden inflation. Det er lidt et drømmescenarie, man ikke ser ret ofte.”  

Det politiske Europa er mudret

Politisk set er billedet ikke helt så entydigt positivt. I Frankrig skabte valget af den blot 39-årige Emmanuel Macron som ny præsident godt nok nyt håb for den reformvenlige del af befolkningen. Macron har allerede skabt visse resultater, men mangler stadig et stykke for at nå helt i mål. Og i Tyskland, EU’s stormagt nummer et, har efteråret været lidt af et mareridt for forbundskansler Angela Merkel.

Die Mutti er sandsynligvis klar til endnu en kanslerperiode, men både hendes parti CDU og regeringspartneren SPD fik store stryg ved valget i september, og det er årsag til, at der endnu ikke er faldet en ny regering på plads. SPD ville i første omgang ikke med i endnu en regering, fordi det ganske enkelt kostede alt for dyrt på valgdagen, hvor kun 20,5 procent af tyskerne satte kryds ud for SPD og gav partiet sit dårligste valgresultat siden 1933.

”Foreløbig har den manglende regeringsdannelse ikke betydet noget for tysk økonomi, som er en særdeles velfungerende økonomi, men bliver det ved med at trække ud, kan det godt skabe noget uro og koste noget momentum,” vurderer Henrik Franck.

Årsagen til mange af de politiske kvababbelser i Europa skal især findes på højrefløjen, der er i fremmarch over det meste af kontinentet. Det er dog ikke gået nær så slemt som mange frygtede ved indgangen af året, hvor der blev spået om jordskredsvalg i blandt andet Holland til Geert Wilders Frihedsparti, som dog måtte nøjes med at blive næststørst med færre stemmer end forventet.

Marine Le Pen blev som bekendt heller ikke præsident i Frankrig, men hun var trods alt med blandt de sidste to og endte med 33,9 procent af stemmerne i opgøret imod Macron. I Tyskland stormede AfD til gengæld ind i Forbundsdagen med næsten 13 procent af stemmerne og er en væsentlig forklaring på, at Merkel ikke rigtigt kan få sit parlamentariske grundlag på plads. I Østrig har Frihedspartiet netop dannet regering med det konservative parti, så partierne på yderfløjene bider fra sig, og det er med til at skabe noget uvished.

Brexit-spøgelset

En svækket Merkel kan også få betydning for EU’s p.t. største udfordring, som er at få landet brexit-forhandlingerne tilfredsstillende. Det er en kæmpemæssig opgave, hvis den skal i mål inden deadline, så briterne efter planen kan udtræde af EU i marts 2019.

Et stort skridt blev nået i begyndelsen af december, da EU og Storbritannien nåede til enighed om tre store knaster. Spørgsmålet om den irsk-nordirske grænse blev løst, EU-borgere bosiddende i Storbritannien i dag får lov at blive under gældende vilkår og sidst, men ikke mindst indvilligede briterne i at betale sin del af regningen for de beslutninger, som landet har været til at træffe som EU-medlem.

Det gav premierminister Theresa May nogle indenrigspolitiske knubs, men var omvendt et nødvendigt rygstød for at forhandlingerne kunne komme videre. Gennembruddet kom noget overraskende.

”Parterne har brugt meget af 2017 på at trække deres positioner skarpt op over for hinanden, men pludselig kom skredet i forhandlingerne. Nu handler næste skridt om at få en handelsaftale på plads og mere generelt, hvordan det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien skal være. Især briterne bliver afhængige af EU, men EU vil i Storbritannien også stadig have en vigtig handelspartner. Det er en skilsmisse, hvor de to parter ikke slipper for at være i stue sammen bagefter,” lyder det fra Henrik Franck.

Slut med Spanien som vi kender det?

På den iberiske halvø har året stået i Cataloniens tegn og den selvstyrende regions selvstændighedstrang. Det er et tema, der her kort før jul har fået potentiale til at blusse endnu mere op i 2018.

I oktober stemte et kæmpe flertal af catalonierne for løsrivelse fra Spanien, men afstemningen blev kendt ugyldig i henhold til den spanske forfatning. Her kort før jul førte det catalanske parlamentsvalg dog til en sejr til de partier, der går ind for løsrivelse fra den spanske centralmagt, og catalansk selvstændighed er et tilbagevendende spørgsmål.

”Hvis catalonierne virkelig mener det, så har det potentiale til at udløse politisk krise i Spanien og muligvis også EU, hvis trangen spreder sig til andre regioner i EU eller blot Baskerlandet i Spanien. I efteråret påvirkede det slet ikke de finansielle markeder, men man kan ikke udelukke, at det ændrer sig, hvis catalonierne forlader Spanien, og det her spreder sig som ringe i vandet. Det må også give anledning til bekymring i Bruxelles, hvor man som bekendt slås med Brexit og gerne vil holde sammen på EU,” siger Henrik Franck.

Trump, Yellen, rentestigninger og skattereform

I USA er det som bekendt første år med Donald Trump i Det Hvide Hus, siden han overtog nøglerne til det amerikanske præsidentpalæ den 20. januar.

”Donald Trump er uden sidestykke den mest specielle amerikanske præsident i nyere amerikansk historie. Man må jo tage sig til hovedet, når man læser mange af hans udfald på Twitter, og det er i hvert fald ikke klassisk opførsel fra en person, der bestrider verdens mest magtfulde embede,” siger Henrik Franck, der mener, at personen Trump ofte står i vejen for, at præsidenten Trump får gennemført fornuftig politik.

”Det værste er sådan set, at han på grund af sin facon har svært ved at skabe politiske resultater, fordi han ikke bare frastøder sine politiske modstandere, men så sandelig også sine egne partifæller. Med en klogere adfærd er det ikke usandsynligt, at han for eksempel havde fået sin skattereform igennem på et langt tidligere tidspunkt,” fremhæver Henrik Franck, der også har været kritisk over for Trumps beslutning om at skifte centralbankchef Janet Yellen ud til fordel for Jerome Powell, fordi det var med til at så tvivl om, at den til enhver tid siddende centralbankchef ikke skal agere politisk.

USA’s økonomi på solsiden

Økonomisk set kører det dog på skinner for USA, der har gang i noget nær det perfekte langvarige opsving, som hverken kører for stærkt eller er for svagt, og det har dannet grobund for tre beskedne rentestigninger på et kvart procentpoint i år. Arbejdsløsheden er uhyre lav med 4,1 procent. Til gengæld er USA et stykke fra inflationsmålet på 2 procent.

”De rentestigninger vi har set er udtryk for en stærk amerikansk økonomi, og det gør, at vi nok ser noget, der minder om en gentagelse i 2018 med samme antal rentestigninger i samme størrelse. Så længe vi ikke for alvor ser inflation og lønstigninger, er der ikke udsigt til en overophedning af amerikansk økonomi, og så kan man passe på det her snart rekordlange opsving med marginale renteforhøjelser i stedet for, at man sætter det over styr med for kraftige rentestigninger,” siger Henrik Franck, som har spekuleret meget over, hvorfor inflationen ikke får fat og lønpresset ikke er højere i en situation, hvor opsvinget har så solidt fat og har sendt arbejdsløsheden så langt ned:

”Mit bedste bud på en god forklaring er, at den teknologiske udvikling gør, at folk måske er mere interesserede i at beholde deres job frem for at kræve mere i løn og risikere at blive erstattet af robotter. Samtidig tror jeg, at mange stadig har krisen i frisk erindring, og der er lønforhøjelser heller ikke det første, man tænker på.”  

Kina og gælden – verdens to store hovedpiner?

Det bringer os frem til noget af det, der har potentiale til at forpurre det igangværende globale opsving: Kina og gælden i verden. Gælden i de statsejede kinesiske virksomheder har nået et kritisk niveau, og regeringen i Beijing er begyndt at mindske deres fokus på vækst for at få styr på gælden. Samme billeder gælder i andre udviklede økonomier som USA, Japan, Frankrig og Italien for at nævne de mest oplagte.

”Gælden i verden har nået et omfang, hvor vi skal være meget glade for, at renterne er så lave. Hvis de var høje, er det ikke sikkert, at alle ville kunne håndtere deres gæld. Nu bevæger vi os ind i et territorium, hvor renterne peger op. Spørgsmålet er, hvordan det vil påvirke de mest gældsatte lande? Når vi engang når hen til den næste krise, er det min vurdering, at slaget kommer til at stå på gældsfronten. Men min vurdering er også, at det ligger et godt stykke ude i fremtiden,” siger Henrik Franck.

Kryptovalutaerne blev folkeeje i 2017

I en helt anden og relativt ny boldgade kan man sige, at 2017 ud over at være Europas egentlige vendepunkt og Trumps tiltrædelsesår også blev året, hvor bitcoin blev allemandseje. Kryptovalutaen var tæt på at ramme en pris på 20.000 dollars i denne uge, efter at den kostede cirka 1000 dollars ved årets indgang, for nu atter at være kraftigt på retur.

”Der er helt sikkert en hype om bitcoin lige nu, men man skal godt nok se sig godt for, hvis man køber bitcoin eller andre kryptovalutaer. For mig at se er der tale om ren spekulation uden bagvedliggende værdier. Og så kan man i hvert fald sige, at de vilde prisstigninger har gjort det umuligt for bitcoin at blive en ”rigtig” valuta. Valuta er i sin natur værdiopbevaring, og derfor er en vis stabilitet påkrævet. Meget kan man sige om bitcoin, men ikke at den er stabil. Se blot på den seneste uge, hvor den først lå tæt på 20.000 dollars og nu er under 12.000 dollars,” siger Henrik Franck, som dog tror på, at man kommer til at høre meget mere til den blockchainteknologi, der ligger bag kryptovalutaerne.

Valutaernes verdensbillede vendte

Med indgangen til 2017 stod dollaren utroligt stærk med en kurs på over 7 kroner, og der var forventning om mere, men sådan kom det ikke til at gå. 6,30 kroner for en dollar var cirkabilledet det meste af året, og det kom som en overraskelse for de fleste prognosemagere.

”Dollaren udviklede sig ikke som forventet, men det har i lige så høj grad noget at gøre med den positive økonomiske udvikling, der fandt sted i Europa. Den styrkede europæiske økonomi sendte euroen i vejret, så det er sådan set en positiv historie, selv om det var uventet,” forklarer Henrik Franck.

Alt det andet

Ovenstående var et uddrag af de store begivenheder, der er sket i år. Når man gør status, er det altid et spørgsmål om prioritering, men på råvarefronten er det værd at nævne, at olieprisen rettede sig op efter at have været under 27 dollars i 2016. I dette efterår er olieprisen dog steget pænt og har lagt sig nogenlunde stabilt til rette omkring 60 dollars plus/minus det løse.

Forholdet til Putins Rusland, krigen i Syrien, Japans økonomiske fremgang, Donald Trump og Nordkoreas Kim Jong-un, der konstant er ved at ryge i totterne på hinanden, Grækenland og tvivlen om Italiens fremtidige eurodeltagelse, der kunne være taget op i en kavalkade for 2017. De er ikke glemt, men blot ikke taget med i denne julestatus.

”Og det er ellers ikke småting, vi taler om her. Den politiske turbulens, der opstår fra tid til anden, ser ud til at være indregnet og under alle omstændigheder bliver de tab, der måtte opstå på baggrund af politiske begivenheder, ofte indhentet ret hurtigt. Der er samtidig lidt mere ro på nu i for eksempel Italien med den nye valgreform, de har vedtaget. Det gør det sværere for Femstjernebevægelsen at komme igennem med en euroafstemning,” slutter Henrik Franck.

Mellem jul og nytår kan du læse om Henrik Francks syn på, hvordan 2018 kommer til at forløbe.
Glædelig jul.