Svær start på 2016

Svage nøgletal fra den kinesiske fremstillingsindustri betød, at de kinesiske aktier indledte året med et fald på cirka 7 procent. Den negative udvikling har på årets første handelsdag trukket de øvrige aktiemarkeder med ned.

Den netop offentliggjorte PMI-indikator for den kinesiske fremstillingsindustri var for femte måned i træk under 50. Det var forventet, at indikatoren ville være svag, men det faktiske tal var lavere end forventet, hvilket skabte fornyet bekymring for, at udfordringerne for den kinesiske fremstillingsindustri fortsætter i 2016.

Udover den skuffende makroudvikling kan forventninger om ophævelse af salgsforbuddet for betydelige aktionærer også have været medvirkende til en eskalering af den negative markedsstemning. Reaktionerne i de kinesiske A-aktier har efterfølgende været markante med aktiekursfald på op imod 7 procent, før markedet blev lukket. Samtidig er den kinesiske valuta blevet svækket yderligere over for amerikanske dollar. Som en konsekvens er de europæiske aktiemarkeder i løbet af mandag formiddag faldet.

Se de aktuelle afkastdata for Formueplejes afdelinger her

Reaktionerne virker overgjorte
Formuepleje mener, at markedsreaktionerne er overreaktioner, idet den kinesiske vækstopbremsning har været længe undervejs og primært relaterer sig til fremstillingssektoren. Servicesektoren viser fortsat positive takter og understøttes af den strukturelle ændring, som kinesisk økonomi i disse år gennemgår.

Formuepleje mener fortsat, at den direkte effekt af en kinesisk vækstopbremsning er marginal for både europæisk og amerikansk økonomi, og at aktiekursfald på op imod 3 procent i Europa synes overgjorte. Den indirekte finansielle effekt gennem den kinesiske gældssammensætning og udviklingen i forholdet mellem den kinesiske og amerikanske valuta, vurderer Formuepleje, er marginal.